Uddrag fra Pablo Neruda: Jeg bekender, jeg har levet
Uddrag fra Pablo Nerudas erindringer Jeg bekender, jeg har levet (Confieso que he vivido – Memorias).
Pablo Neruda er et pseudonum for Neftali Ricardo Reyes Basoalto og var født i 1904 i Temuco-provinsen i Sydchile. Han debuterede med en digtsamling i 1921. Neruda har foruden at være digter, forfatter, diplomat også været politisk engageret. Han fik nobelprisen i litteratur i 1971. Neruda døde 23.september 1973 – altså 12 dage efter militærkuppet – af kræft. Mange mente dengang at det var ligeså meget af sorg over hvad der var sket med hans fædreland. Titusinder af chilenere fulgte ham til graven som samtidig blev en massedemonstration mod militærjuntaen. I Chile betragtes han som folkets digter og nationalskjald
Bogen er hans biografi og her gengives bogens afslutning.
Præsidentkandidat
En morgen i året 1970 kom generalsekretæren og nogle andre kammerater ud til mit havskjul, mit hus på Isla Negra. De tilbød mig en delkandidatur til republikkens præsidentpost, en kandidatur, som de ville foreslå de seks eller syv partier i Unidad Po pular. De havde udarbejdet alt: Program, regeringens form, fremtidige nødforanstaltninger, etc. Indtil dette øjeblik havde alle disse partier haft deres egen kandidat, og hvert af dem ville også beholde sin egen. Kun vi kommunister havde ingen. Vi havde besluttet at støtte den kandidat, som venstrepartierne udpegede, med andre ord Unidad Populars kandidat. Men der var ikke faldet nogen afgørelse, og sådan kunne det ikke fortsætte. Højrefløjens kandidater var opstillet og førte allerede valgkamp. Hvis vi ikke sluttede os sammen til ét fælles valginitiativ, ville vi lide et eklatant nederlag.
Kun ved, at kommunisterne opstillede deres egen kandidat, kunne enheden hurtigt opnås. Da jeg havde modtaget kandidaturen som mit parti krævede af mig, blev den kommunistiske position klar. Vores støtte skulle gælde den kandidat, der kunne regne med de andres velvilje. Skulle denne overensstemmelse ikke være til at opnå, ville min kandidatur blive endelig.
Det var et heroisk middel at tvinge de andre til samtykke. Da jeg sagde til kammerat Corvelan, at jeg accepterede, gjorde jeg det vel vidende, at mit fremtidige afkald ligeledes ville blive accepteret, ja overbevist om, at dette afkald var uundgåeligt. Det var så godt som udelukket, at man kunne blive enige om en kommunist. Praktisk talt alle havde brug for vores støtte (inklusive nogle kandidater fra De kristelige demokrater), men ingen havde brug for os til at støtte os.
Men så snart min kandidatur var blevet besluttet den havmorgen på Isla Negra, slog den ned som et lyn. Der var næppe et sted, jeg ikke blev bedt om at besøge. Jeg blev rørt over de hundreder eller tusinder af mænd og kvinder af folket, som trykkede mig ind til sig, kyssede mig, og græd. Beboere i Santiagos forstæder, mine- arbejdere fra Coquimbo, kobberets og ørkenens mænd, bondekoner, som ventede på mig i timevis med deres spædbørn på armen, værgeløse folk helt fra Bio Bio floden til hinsides Magellanstrædet, jeg talte til dem alle, jeg læste mine digte for dem alle i silende regn, i snavset på gader og veje, i den antarktiske vind, som får mennesker til at skælve af kulde.
Jeg blev opflammet. For hver gang kom der flere folk til mine møder, hver gang flere kvinder. Bjergtaget og forfærdet tænkte jeg:
hvad skal jeg stille op, hvis jeg faktisk bliver valgt til præsident for den mest utæmmede republik, den på dramatisk vis mest uhelbredelige, den mest forgældede og om muligt mest utaknemmelige. Præsidenterne blev tiljublet den første måned og med rette eller urette pint og plaget de øvrige fem år og elleve måneder.
Allendes kampagne
I et lykkeligt øjeblik kom nyheden: Allende blev nævnt som mulig kandidat for hele Unidad Popular. Med mit partis samtykke trak jeg hurtigt min kandidatur tilbage. For en vældig og glad menneskemængde talte jeg om mit afkald og Allende om sin op stilling. Det store møde fandt sted i en park. Der var mennesker, hvor man end så hen, også oppe i træerne. Fra grenværket stak der fødder og hoveder frem. Der er intet, som disse hærdede chilenere.
Jeg kendte kandidaten. Jeg havde allerede fulgt ham tre gange og læst digte og holdt taler i den anledning ud over hele det brat vekslende og endeløse Chile. Tre gange efter hinanden, hvert sjette år, havde min stædige kammerat været præsidentkandidat. Dette skulle være den fjerde og sejrrige gang.
Arnold Bennett eller Somerset Maugham (jeg husker ikke mere, hvem af dem) fortæller, at han engang (sådan fortæller han) har sovet i samme værelse som Winston Churchill. Det første, denne imposante politiker havde gjort, før han knap nok havde slået øjnene op, var at strække hånden ud, gribe en kæmpecigar og uden betænkning ryge den. Sådan noget kan kun en kernesund hule- boer med et mineralsk stenalderhelbred gøre.
Allendes modstandskraft lod alle hans ledsageres bag sig. Han beherskede en kunst, der var Churchill værdig: han sov, når han havde lyst. Ofte kørte vi gennem endeløst, tørt land i Nordchile. Allende sov fast i et hjørne af vognen. På vejen dukkede der pludselig et lille rødt punkt op, som da vi kom nærmere, forvandlede sig til en gruppe på femten, tyve mænd med deres koner, børn og faner. Vognen standsede. Allende gned sine øjne for at møde den lodrette sol og den lille syngende gruppe. Vi gik ud til dem og sang nationalsangen sammen med dem. Så talte han, levende, rask og veloplagt. Vognen kørte bort, og vi rullede videre på Chiles veje, der ingen ende ville tage. På fly faldt Allende i søvn uden mindste besvær. Hvert femogtyvende minut gentog scenen sig: en gruppe mennesker, faner, sang, tale og tilbagevenden til søvnen.
Da han optrådte ved talløse manifestationer for tusinder og at ter tusinder af chilenere, skiftede fra bil til tog, fra tog til flyvemaskine, fra flyvemaskine til skib, fra skib til hest, overkom Allende uden vaklen det vældige pensum i disse udmattende måneder. Næsten alle medlemmer af hans følge gav op undervejs. Senere, da han var Chiles lovmæssige præsident, forårsagede hans ubønhørlige dygtighed fire eller fem infarkter blandt hans medarbejdere.
Ambassadør i Paris
Da jeg blev leder af vores diplomatiske mission i Paris, sagde jeg til mig selv, at jeg måtte betale dyrt for min forfængelighed. Jeg havde taget imod denne post uden mange overvejelser og end nu engang overgivet mig til det pulserende liv. Jeg ville gerne re præsentere en folkeregering, som havde sejret efter så mange års middelmådige, forløjede regeringer. Men hvad der måske først og fremmest lokkede mig, var den nye værdighed, hvormed jeg betrådte den chilenske ambassadebygning, hvor jeg havde måttet indkassere så mange ydmygelser, da jeg havde organiseret spanske republikaneres indvandring til Chile. Enhver af de tidligere ambassadører havde medarbejdet på min forfølgelse, havde bidraget til at bagvaske og såre mig. Den forfulgte ville på denne måde komme til at sidde i forfølgerens lænestol, spise ved hans bord, sove i hans seng og åbne vinduerne, så verdens nye luft kunne trænge ind i den gamle ambassade.
Det vanskeligste var at få luften ind. Den kvalme salonstil trængte ind i mine næsebor og øjne, da Matilde og jeg i marts 1971 trådte ind i vores soveværelse og lagde os i de fortræffelige senge, hvor adskillige ambassadører og ambassadørfruer blidt eller plaget var sovet hen.
Soveværelset er egnet til at huse en kriger og hans hest, der er plads nok til at fodre hesten og give rytteren hvile. Lofterne er høje og smukt dekorerede. Møblerne er plydsfremtoninger med en farve som ubestemmeligt efterårsløv, prydet med rædsomme kvaster; en stilblanding som på én og samme tid viser tegn på rigdom og spor af forfald. Tæpperne var måske smukke for tres år siden. Nu har de fået en ubetvingelig farve af fodtrin og en møllugt af konventionelle samtaler mellem afdøde.
For at gøre målet fuldt, havde det nervøse personale, som ventede os, tænkt på alt, blot ikke på opvarmningen i det gigantiske sovegemak. Stive af kulde tilbragte Matilde og jeg vores første diplomatiske nat i Paris. Næste nat fungerede opvarmningen. Den havde været i brug i tres år og filtrene var slidt op. Det forældede systems varmluft udsendte kun kuldioksyd. Vi havde ingen ret til at klage over kulde som forrige nat, men til gengæld sitrede og bævede vi af angst for forgiftning. Vi måtte åbne vinduerne for at få vinterkulden ind. Måske hævnede de gamle ambassadører sig på denne måde på en opkomling, som nu afløste dem uden embedsmandsfortjenester og stamtræets insignier.
Vi tænkte: vi må finde et hus, hvor vi kan ånde sammen med bladene, vandet, fuglene og luften. Denne tanke blev med tiden en besættelse. Som frihedshungrende fanger søgte og søgte vi efter frisk luft uden for Paris.
At være ambassadør var for mig noget nyt og ubehageligt. Men det indebar også en udfordring. Chile havde oplevet en revolution. En revolution på chilensk, meget analyseret og meget diskuteret. De indre og ydre fjender hvæssede tænder for at ødelægge den. Et hundrede og firs år havde de samme regeringer afløst hin anden med forskellige etiketter i mit land. Alle havde gjort det samme. Pjaltene var blevet tilbage, de uværdige boligforhold, børnene uden skoler og sko, lænkerne og kniplerne til mit fattige folk. Nu kunne vi ånde frit og synge. Det var det, der frydede mig ved min nye situation.
En diplomatudnævnelse kræver i Chile senatets godkendelse. Den chilenske højrefløj havde uafbrudt leflet for mig som digter, ja, havde endog holdt taler til ære for mig. Ganske vist havde de hellere holdt disse taler ved min begravelse. Ved senatsafstemning gen angående godkendelsen af min ambassadørpost slap jeg igen nem med tre stemmers flertal. Højres repræsentanter og nogle kristelige hyklere havde stemt hemmeligt imod mig med de hvide og sorte småkugler.
Den forrige ambassadør havde tapetseret sine vægge med fotografier af sine forgængere i embedet, uden undtagelser, samt med sit eget kontrafej. Det var en imponerende kollektion af hule personligheder, bortset fra to, tre stykker, deriblandt den berømte Blest Gana, vores lille chilenske Balzac. Jeg beordrede spøgelses portrætterne taget ned og erstattede dem med mere pålidelige skikkelser: fem kobberstik af de helte, som har skænket Chile flag, nationalitet og uafhængighed, desuden tre fotografier af samtidige kammerater: Aguirre Cerda, republikkens progressive præsident, Luis Emilio Recabérren, grundlæggeren af kommunistpartiet, og Salvador Allende. På den måde så væggene ulige bedre ud.
Jeg ved ikke, hvad ambassadesekretærerne, næsten udelukkende højreorienterede, tænkte. I seks hundrede år havde de reaktionære partier forestået landets styrelse. Der var ikke blevet udnævnt en portner, der ikke var konservativ eller monarkistisk. De kristelige demokrater, som kaldte sig selv »Revolution i frihed«, lagde på deres side en grådighed for dagen, der ikke gav de gamle reaktionære noget efter. Senere skulle parallellerne næsten løbe sammen til én eneste lige linje.
Bureaukratiet, de offentlige bygningers øriger, alt fyldtes med funktionærer, inspektører og assessorer fra højrefløjen, som om Allende og Unidad Popular aldrig havde triumferet, som om regeringens ministre ikke nu var socialister og kommunister.
Af disse grunde bad jeg om, at posten som ambassaderåd i Paris måtte blive besat med en af mine venner, en karrierediplomat og forfatter af rang. Det drejede sig om Jorge Edwards. Skønt han tilhørte den mest oligarkiske og reaktionære familie i mit land, var han venstrefløjsmand uden partitilknytning. Hvad jeg først og fremmest havde brug for, var en intelligent embedsmand, som kendte sit job og var til at stole på. Edwards havde indtil dette øjeblik været chargé d’affaires i Havanna. Det var kommet mig for øre, at han havde haft vanskeligheder på Cuba. Da jeg i årevis havde kendt ham som en venstrefløjsmand, tillagde jeg ikke sagen større betydning.
Min nye ambassaderåd kom temmelig nervøs fra Cuba og fortalte mig sin historie. Jeg fik det indtryk, at begge sider og ingen af dem havde ret, sådan som det undertiden går her i livet. Lidt efter lidt faldt Jorge Edwards’ oprevne nerver til ro, han holdt op med at bide negle og arbejdede sammen med mig med åbenlys sag kundskab, intelligens og loyalitet. I de to års hårde ambassade- arbejde var min rådgiver min bedste kammerat og en politisk upåklagelig embedsmand, måske den eneste på hele denne store arbejdsplads.
Da det amerikanske selskab forlangte embargo af det chilenske kobber, løb en bølge af ophidselse gennem Europa. Ikke blot aviserne, fjernsyns- og radiostationerne behandlede sagen omhygge ligt, men også folkets flertal forsvarede os igen helt bevidst.
Frankrigs og Hollands havnearbejdere nægtede at losse kobberet i deres havne for på denne måde at give udtryk for deres fordømmelse af aggressionen. Denne beundringsværdige gestus bevægede verden. Sådanne solidaritetshistorier lærer os mere om vor tids historie end lærestolene ved et universitet.
Jeg husker også mere beskedne, om end gribende situationer. På embargoens anden dag sendte en jævn fransk kone fra en lille provinsby os en hundredfrancseddel, frugten af hendes opsparing, for at bidrage til forsvaret af det chilenske kobber. Der var vedlagt et hjertevarmt sympatibrev, underskrevet af alle den lille bys indbyg gere, borgmesteren, sognepræsten, arbejderne, sportsfolkene og studenterne.
Fra Chile kom der budskaber fra hundreder af venner, kendte og ukendte, som gratulerede mig med min stillingtagen imod de internationale pirater til forsvar for vort kobber. Fra en kvinde af folket modtog jeg en pakke, der indeholdt en græskarkrukke, fire avocados og et halvt dusin grønne pebre.
På samme tid kom Chiles navn på flere og flere menneskers læber. Vi var blevet et land, som eksisterede. Indtil da var vi blot forsvundet i den store masse af underudviklede lande. Nu havde vi for første gang vort eget ansigt, og ingen i verden vovede at overse storheden i vores kamp for at opbygge en national skæbne.
I alt, hvad der skete i vort fædreland, tog Frankrig og hele Europa lidenskabeligt del. Folkemøder, studenterkongresser, bøger, som udkom på alle sprog, undersøgte os, analyserede os og portrætterede os. Jeg måtte holde de journalister i skak, som hver dag ville vide alt og meget mere om os. Præsident Allende var en allround dannet mand. Vores arbejderklasses disciplin og fasthed blev beundret og rost.
Den glødende sympati for Chile blev blot større af de konflikter, som nationaliseringen af vore kobberforekomster afstedkom. Over alt forstod man, at dette var et kæmpeskridt på Chiles vej til ny uafhængighed. Uden påskud af nogen art beseglede folkets regering vores endegyldige suverænitet ved at erobre kobberet tilbage til vort fædreland.
Hjemkomst til Chile
Ved min hjemkomst til Chile blev jeg modtaget af en ny vegetation i gader og parker. Vort vidunderlige forår havde malet træernes bladværk grønt. Vores gamle, grå hovedstad savner de grønne blade, som menneskehjertet savner kærlighed. Jeg indåndede dette unge forårs friskhed. Når vi er borte fra fædrelandet, husker vi aldrig dets vintre. Afstanden udvisker vinterens lidelser, de værge løse befolkningslag, de barfodede børn i kulden. Erindringens kunst fører kun grønne græsgange for vore øjne, gule og røde blomster, nationalhymnens blåfarvede himmel. Denne gang mødte jeg den smukke årstid, der så ofte havde været et billede i det fjerne.
En anden vegetation farvede byens mure. Hadets mos overgroede dem. Antikommunistiske plakater udgød uforskammetheder og løgne; plakater mod Cuba; antisovjetiske plakater, plakater mod freden og menneskeligheden; blodtørstige plakater som spåede om massakrer og Djakartaer. Det var den nye vegetation, som nedværdigede byens mure.
Jeg kendte af egen erfaring denne propagandas tonefald og hen sigt. Jeg havde kendt Europa før Hitler. Netop sådan havde ånden i hitlerpropagandaen været: en løgnekampagne for fulde sejl, et korstog af trusler og intimideringer, udfoldelsen af alle hadets våben mod fremtiden. Jeg følte, at disse folk ville ændre selve vort livs kerne. Jeg kunne ikke fatte, at der fandtes chilenere, som kunne fornærme vores nationale ånd på denne måde.
Da den reaktionære højrefløj absolut måtte gøre brug af terror isme, anvendte de den uden skrupler. General Schneider, øverst befalende for hæren, en respekteret og hæderlig mand, der havde modsat sig et statskup med det mål at forhindre Allende adgang til at blive republikkens præsident, blev myrdet. En blandet horde af blodhunde skød ham ned bagfra i nærheden af hans ‘hus. Operationen blev ledet af en eksgeneral, der var blevet smidt ud af hæren. Slænget bestod af unge lapse og professionelle forbrydere.
Den åndelige ophavsmand, som blev fundet skyldig i forbrydelsen, blev af krigsretten idømt tredive års fængsel. Men dommen blev af højesteret nedsat til to år. En fattig djævel, som af sult stjæler en høne, får i Chile den dobbelte straf af den, der blev pålagt hærchef ens morder. Det er den klassiske anvendelse af de love, den herskende klasse har udarbejdet.
Allendes triumf slog denne herskende klasse med dødelig skræk. For første gang oplevede de, at de så omhyggeligt fabrikerede love kunne vende sig mod dem selv. Derfor forlod de over hals og hoved landet med deres aktier, deres juveler, deres pengesedler og deres guldmønter. De flygtede til Argentina og Spanien, ja, nogle udvandrede endog til Australien. Rædslen for folket havde let kun net jage dem til Nordpolen.
Senere skulle de vende hjem igen.
Frei
Den chilenske vej, på alle sider indsnævret af djævelske og le gale forhindringer, var hele tiden strengt konstitutionel. Imedens lappede oligarkiet nødtørftigt sin gennemhullede dragt og forvandlede sig til en fascistisk bande. Den nordamerikanske blokade blev endnu mere uforsonlig på grund af nationaliseringen af kobberet. ITT drev i bedste forståelse med ekspræsident Frei Democracia Christiana i armene på den nye fascistiske højrefløj.
Allendes og Freis gensidige og modsatte personligheder har uafladeligt beskæftiget Chile. Måske netop fordi de er så forskellige mænd, caudillos på deres vis i et land uden caudillisme, enhver med sine hensigter og sin fast afgrænsede vej.
Jeg mener at have kendt Allende godt; der var intet gådefuldt ved ham. Hvad Frei angår, så var jeg kollega til ham i republikkens senat. Han er en mærkelig, yderst omhyggelig mand, langt fra Allendes umiddelbarhed. Alligevel bryder han ofte ud i voldsom latter, i skingrende lattersalver. Jeg kan godt lide folk, som bryder ud i latter (jeg selv mangler denne gave). Men der er forskel på latter. Freis latter kommer fra et bekymret, alvorligt ansigt, som vogter nøje på nålen, han syr sin politiske livstråd med. Det er en pludselig latter, der let forskrækker som visse natfugles ravneskrig. I øvrigt er hans holdning for det meste flegmatisk og ret kølig.
Hans politiske zigzagkurs har ofte deprimeret mig, før den fuldstændig skuffede mig. Jeg husker, at han engang kom og besøgte mig i mit hus i Santiago. Dengang lå ideen om forståelse mellem kommunister og kristelige demokrater i luften. Disse kaldte sig endnu ikke sådan, men Falange Nacional, et frygteligt navn, som de havde valgt under indtryk af den unge fascist Primo de Rivera. Da Spanienskrigen var forbi, korn de under indflydelse af Maritain, de forvandlede sig til antifascister og ændrede navn.
Min samtale med Frei var uforpligtende, men hjertelig. Vi kommunister var interesseret i at komme til en forståelse med alle mennesker og grupper af mennesker af god vilje, alene kom vi in gen vegne. Inden for rammerne af sin undvigende natur bekræftede Frei over for mig sin daværende tydelige venstreholdning. Han tog afsked og forærede mig en af de lattersalver, der som sten faldt ud af munden på ham. ”Vi tales ved” sagde han. Men to dage senere forstod jeg, at vores samtale var definitivt forbi.
Efter Allendes triumf anså Frei, en ærgerrig, kold politiker, en reaktionær alliance for den eneste mulighed for atter at komme til magten. Det var lutter illusion, en politisk edderkops stivfrosne drøm. Hans net vil ikke overleve, det statskup, han har begunstiget, nytter ham intet. Fascismen tåler ingen studehandel, kun slut tet trop. Freis skikkelse vil for hvert år blive mere dyster. Og hans eftermæle skal en skønne dag stå ansigt til ansigt med ansvaret for forbrydelsen.
Tomic
Det kristeligt-demokratiske parti har interesseret mig meget fra dets opståen, siden det opgav det uantagelige navn Falange. Det opstod, da en mindre gruppe katolske intellektuelle dannede en elite af maritainister og thomister. Dette filosofiske tankegods optog mig ikke; jeg er af natur indifferent over for teoretikere inden for poesi, politik og kønsliv. De praktiske følger af denne lille bevægelse gjorde sig bemærket på ejendommelig, uventet vis. På de store møder, jeg organiserede efter min hjemkomst fra det kæmpende Madrid, kunne jeg overtale nogle af de unge ledere til at tale til fordel for den spanske republik. Denne deltagelse var enestående; det kirkelige hierarki, som blev opirret af det konservative parti, var lige ved at opløse det nye parti. Kun en banebrydende biskops indgreb reddede det fra politisk selvmord. Prælaten af Taicas erklæring gjorde det muligt at overleve for gruppen, som med tiden blev til Chiles talmæssigt stærkeste parti. Dets ideologi ændrede sig med årene totalt.
Efter Frei har den vigtigste mand blandt de kristelige demokrater været Radomiro Tomic. Jeg har kendt ham i min tid som parlamentsmedlem, mellem strejker og valgturnéer i Nordchile. De kristelige demokrater fra dengang fulgte efter os (kommunisterne) for at deltage i vore møder. Vi var (og er) de mest populære folk i salpeter- og kobberørkenen, med andre ord blandt de mest offer- villige arbejdere på det amerikanske kontinent. Dér var Recabarren kommet fra, dér var arbejderpressen og de første fagforeninger op stået. Intet af dette havde eksisteret uden kommunisterne.
Tomic var på den tid ikke blot de kristelige demokraters største håb, han var også personligt den mest tiltrækkende, den mest vel talende.
Meget havde ændret sig i 1964, da de kristelige demokrater vandt valgene, som gjorde Frei til præsident for republikken. Kandidatkampagnen, som triumferede over Allende, var blevet sat i scene med uhørt antikommunistisk hetz og orkestreret med presse- og radiomeddelelser, som søgte at opskræmme befolkningen. Denne propaganda var hårrejsende: nonnerne ville blive skudt, børnene ville blive spiddet på bajonetter af skæggede fyre som Fidel, de små piger ville blive taget fra deres forældre og slæbt til Sibirien. Senere kom det via erklæringer for det nordamerikanske senats særlige kommission for dagen, at CIA havde spenderet tyve millioner dollars på denne grusomme skrækkampagne.
Så snart Frei var blevet salvet til præsident, gav han sin eneste store partirival en danaergave: han udnævnte Tomic til Chiles ambassadør i USA. Frei vidste, at hans regering atter ville komme til at forhandle med de nordamerikanske kobberselskaber. I dette øje blik krævede hele landet nationaliseringen. Som en erfaren trylle- kunstner ændrede Frei udtrykket til »chilenisering« og beseglede udleveringen af vort lands hovedindtægtskilder til de mægtige konsortier Kennecott og Anaconda Copper Company med nye overenskomster. De økonomiske følger for Chile var katastrofale. De politiske følger for Tomic var trøstesløse: Frei havde fejet ham af land- kortet. En chilensk ambassadør i USA, som havde medvirket ved udleveringen af kobberet, kunne ikke finde støtte hos folket. Ved det næste præsidentvalg erobrerede Tomic med nød og næppe tredjepladsen blandt tre kandidater.
Kort tid efter, at Tomic i begyndelsen af 1971 havde taget sin afsked som ambassadør i USA, besøgte han mig på Isla Negra. Han var lige kommet fra Norden og var endnu ikke officiel præsidentkandidat. Vort venskab havde overlevet disse politiske storme og holder endnu. Men dengang kunne vi vanskeligt komme til en forståelse. Han ønskede en mere omfattende alliance af alle de progressive kræfter under navnet »Folkeunion< som erstatning for vores Unidad Popular. Et sådant forslag viste sig at være uigennemførligt, hans deltagelse i kobberforhandlingerne svækkede hans kandidater over for den politiske venstrefløj. Desuden var folkebevægelsens to store, førende partier, det kommunistiske og det socialistiske, for længst myndige og i stand til at sikre en mand fra deres egne rækker præsidentembedet.
Før Tomic, sikkert skuffet, forlod mit hus, kom han med en afsløring. Den kristeligt-demokratiske finansminister Andrés Zaldivâr, havde sort på hvidt bevist landets økonomiske bankerot for ham. ”Vi styrter i en afgrund,« sagde Tomic. »På fire måneder er vi færdige. Det er en katastrofe. Zaldivér har forelagt mig alle enkelt hederne i forbindelse med vores uundgåelige konkurs.
En måned efter Allendes valg til statspræsident, men endnu før hans embedsovertagelse, gav selv samme Zaldivar offentligt meddelelse om landets forestående økonomiske sammenbrud; men denne gang tilskrev han det de internationale virkninger, Allendes valg havde udløst. Sådan skrives der historie. I det mindste skrives den sådan af lumske og opportunistiske politikere som Zaldivâr.
Allende
Mit folk har været det mest forrådte i vor tid. I salpeterørkenerne, i kulminerne under havet, på de frygtelige høje med kobberet, som mit folks hænder graver frem under umenneskeligt slid, opstod en befrielsesbevægelse af prægtigt omfang. Denne bevægelse lagde Chiles præsidentembede i hænderne på en mand ved navn Salvador Allende, for at denne kunne gennemføre uopsættelige reformer og retfærdigheds foranstaltninger, for at han kunne rive vor nationale rigdom ud af udenlandske kløer.
Hvor han end var, selv i de fjerneste lande, beundrede folkene præsident Allende og roste vores regerings usædvanlige pluralisme. I hele FNs historie havde man i New York ikke hørt magen til ovation som repræsentanterne fra hele verden gav Chiles præsident. Her, i Chile, blev der under uhyre vanskeligheder opbygget en virkelig retfærdig samfundsordning, rejst på grundlag af vor suverænitet, vor nationalstolthed, de bedste chilenske indbyggeres hero isme. På vor side, på den chilenske revolutions side, var forfatningen og loven, demokratiet og håbet.
På den anden side manglede der intet. Der havde de harlekiner og bajadser, narre en gros, terrorister med pistol og kæde, falske munke og degraderede officerer. Uden undtagelse tog de ture i embedskarrusellen. De vandrede hånd i hånd med fascisten Jarpa og hans nevøer fra ”Patria y Libertad”, fast besluttede på at knuse hoved og sjæl på alt levende for på denne måde at vinde det stor- gods tilbage, de kaldte Chile. Sammen med dem, for at kaste glans over gøglertruppen, dansede en let blodplettet storbankier og balletmester, rumbachampionen Gonzâlez Videla, som tidligere dansede rumba, mens han udleverede sit parti til folkets fjender. Nu var det Frei, som tilbød de samme folkets fjender sit kristeligt-demokratiske parti og dansede efter deres fløjte, og oven i købet dansede med eks-oberst Viaux, som medskyldig i dennes udåd. Det var komediens hovedaktører. De holdt den hamstrede proviant parat, ”los miguelitos.x, kniplerne og de samme kugler, som i går havde såret vort folk dødeligt i Iquique, i Rauquin, i Salvador, i Puerto Montt, i José Maria Caro, i Frutillar, i Puente Alto og så mange andre steder. Hernan Merys mordere dansede sammen med dem, der skulle have forsvaret hans minde. Dansede ganske natur ligt, skinhelligt. Følte sig krænket over, at man bebrejdede dem disse »bagateller«.
Chile har en lang, civil historie med kun få revolutioner og mange stabile regeringer, konservative og middelmådige. Med mange små præsidenter og kun to store: Balmaceda og Allende. Det er mærkeligt, at de begge stammede fra det samme miljø, det vel havende borgerskab, som her lader sig kalde aristokrati. Som mænd med principper, fast besluttede på at gøre et land, som var blevet forringet af det middelmådige oligarki, til et stort land, mistede de livet på samme måde. Balmaceda blev drevet til selvmord, fordi han nægtede at udlevere salpeterrigdommen til udenlandske selskaber.
Allende blev myrdet, fordi han havde nationaliseret den chilenske jords anden rigdom, kobberet. I begge tilfælde anstiftede det chilenske oligarki blodige revolutioner. I begge tilfælde udgjorde officerer meuten. I Balmacedas tilfælde var det engelske, i Allendes nordamerikanske selskaber, som fremmede og understøttede disse militærbevægelser.
I begge tilfælde blev præsidenternes huse plyndret på befaling af vore distingverede ”aristokrater”. Balmacedas saloner blev ødelagt med øksehug. Allendes hus blev takket være verdens fremskridt bombarderet fra luften af vore heroiske piloter.
Alligevel var disse to mænd meget forskellige. Balmaceda var en fængslende taler. Han havde en bydende natur, som mere og mere gjorde ham til enehersker. Han var sikker på sine hensigters ædel modlighed. Hvert øjeblik så han sig omgivet af fjender. Hans overlegenhed i forhold til det miljø, han levede i, var så stor, og så stor var hans ensomhed, at han til sidst lukkede sig inde i sig selv. Folket, som skulle hjælpe ham, var ikke for hånden som kraft, med andre ord: det var ikke organiseret. Denne præsident var dømt til at opføre sig som en sværmer, som en drømmer: hans drøm om storhed forblev en drøm. Efter mordet på ham tog de rovgriske udenlandske kræmmere salpeteret i besiddelse: til udlændingene ejendommen og koncessionerne; til kreolerne konkubinerne. Efter udbetaling af tredive sølvpenge blev alt normalt igen. Snart størknede blodet af et par tusind mænd af folket på slagmarkerne. Verdens mest udbyttede arbejdere, dem fra Chiles nordlige egne, holdt ikke op med at producere vældige mængder af engelske pund sterling til Londons City.
Allende var aldrig en stor taler. Og som statsmand var han en regeringschef, som nøje overvejede alle sine forholdsregler. Han var antidiktatoren, demokrat af princip til mindste detalje. Ham tilfaldt et land, som ikke mere var Balmacedas uerfarne folk; han fore fandt en mægtig arbejderklasse, som vidste besked. Allende var en kollektivleder, en mand der, uden at stamme fra arbejderklassen, var et produkt af disse klassers kamp mod deres udbytteres stagnation og korruption. Af alle disse grunde overgår Allendes værk, realiseret på så kort tid, endog Balmacedas, det er det mest betydnings fulde i Chiles historie. Alene nationaliseringen af kobberet var et gigantisk foretagende. Og ødelæggelsen af monopolerne, den gennemgribende landbrugsreform og mange yderligere mål, som blev nået under hans regering, der ifølge sit væsen var kollektiv.
Allendes værker og gerninger af uudslettelig national værdi forbitrede fjenderne af vores befrielse. Denne krises tragiske symbol- indhold afsløres ved bombardementet af regeringspaladset og man mindes naziluftwaffes blitzkrieg mod værgeløse udenlandske byer, spanske, engelske, russiske. Nu gentog forbrydelsen sig i Chile; chilenske piloter angreb i styrtdyk paladset, som i to århundreder havde været midtpunkt for landets civile liv.
Jeg skriver disse hastige linjer til mine memoirer tre dage efter de oprørende begivenheder, der førte til min store kammerat, præsident Allendes død. Mordet på ham blev holdt skjult; han blev hemmeligt begravet; kun hans enke fik lov til at følge det udødelige lig. Angribernes version lyder: hans livløse krop blev fundet med tydelige tegn på selvmord. Versionen som blev offentliggjort i udlandet, lyder anderledes. Lige efter bombardementet trådte panservogne i aktion, mange panservogne, for frygtløst at kæmpe mod én eneste mand: republikken Chiles præsident Salvador Allende, der ventede dem i sit arbejdsværelse, uden andet selskab end sit store hjerte, omringet af røg og flammer.
De måtte udnytte en så fortrinlig lejlighed. De måtte meje ham ned med maskingeværsalver, fordi han aldrig ville have forladt sin post. Hans lig blev hemmeligt begravet et eller andet sted. Dette lig, som drog til begravelsen, ledsaget af en eneste kvinde, som bar alverdens smerte i sig, denne ærefulde døde skikkelse var gennem hullet og sønderflænget af kuglerne fra de chilenske soldaters maskingeværer, de soldater som endnu engang havde forrådt Chile.
