Om at lære af Chile
Artiklen er fra Land og Folk 25. januar 1974.
I Danmarks Kommunistiske Partis tidsskrift Tiden nr. 11 har folketingsmand, sekretær Ib Nørlund skrevet en artikel omkring årsagen til, at fascisterne fik magten og om nødvendigheden af solidaritet med det chilenske folks kamp. Vi bringer her artiklen i sin ordlyd:
CHILE IDAG — det er frem for alt en advarsel til folkene verden over om, hvilken grænse løs umenneskelighed en døende samfundsform, et overlevet klasseherredømme kan få sig selv til at forvolde. Chile lægger blot for os, hvilken dyriskhed der bor i fascismen. Chile taler til os om, hvilke forbrydelser imperialismen er parat til at slippe løs. Chile anråber os om, hvad vi må samle alle kræfter om at bekæmpe, om at spærre vejen for - endnu i vor tids verden.
Alle overvejelser angående begivenhederne i Chile må først og fremmest være under ordnet dette hensyn.
Men Chile er også et bud skab om folkets skaberkraft, om dets evne til at bringe skrid i samfundsudviklingen, til at bane nye veje i kampen. Det var jo derfor, at Chile vandt sig så stor sympati verden over. Og det er derfor, at kampen går videre nu.
Man skal ikke lade sig bluffe at junta-fascisternes storpralende triumferen. Deres kup var frem for alt født af angst. Fascistlederen Pablo Rodriguez sagde kort for inden: »Allende må styrtes i dag, ikke i morgen. Hvis der holdes præsidentvalg i 1976, vil Folkeenheden få 80 pct. af stemmernes. De frygtede folket!
Fascistregimets rasen og huseren tillader det naturlig vis at udfolde voldelig magt. Men samtidig knuser det også de Illusioner, som før havde holdt dele at den arbejdende befolkning fra at følge Folkeenheden. Husk på, at det, man havde angrebet Allendes regering for, var, at den ikke respekterede demokratiet, friheden og personlig udfoldelse! Og nu demonstrerer man selv, at alternativet til folkeregeringen er — militær diktatur, massemord, ‘stand retter, koncentrationslejre.
På den måde er man selv med til at anspore de kræfter, som vil samles om at føre kampen for frihed, demokrati og socialisme i Chile fremad påny.
Fascismens ansvar
De chilenske fascisters forbrydelser er så uhyrlige, at næsten ingen her i landet har vovet at tage dem direkte i for svar. Men de, som hele tiden har været imod eller har frygtet Chiles udvikling under Allendes styre, viser bemærkelsesværdig sindsligevægt — for ikke at sige ligegyldighed — overfor den rasende terrorisme. Socialismens fjender i den borgerlige presse har lykkeligt glemt den påkaldelse af menneskerettighederne, som de ellers med flid bruger og misbruger i deres propaganda. De er mest interesseret i at råbe ud, at kuppet har bevist, at det »altså ikke var muligt at nå frem til socialismen i Chile. Med en art skuldertræk »konstaterer man, at Allende egentlig selv var skyld i sin egen død, fordi han prøvede det.
Alt det har naturligvis sin lo gik. Monopolkapitalismens forsvarere fælder Ingen tårer, når der rammes slag ud mod en rejsning al det arbejdende folks kræfter. Men det er værd at mærke sig, at nogle, der vil gælde for »venstreorientere des, på tilsvarende måde og fra allerførste færd var klar til at erklære, at Allende, Folke- enheden og kommunisterne selv har skylden for de blodige begivenheder — ja, endog svang sig op til at udråbe fascismens ofre som »forræderes. Men en sådan optræden har også sin logik — som virker stemplende tilbage på dem, der udviser den.
Men den slags forkvaklinger ændrer ikke ved de kendsgerninger, som enhver kan se: Det er fascismen, det er imperialismen, som bærer skylden for mordene og umenneskelighederne i Chile. Det er kampen mod fascismen og imperialismen det gælder i den solidaritet, som nu må rejses for at støtte Folkeenhedens fortsatte kamp.
I denne solidaritet gælder det også at forstå det chilenske folks kamp, dens inspiration, dens problemer, idet den er en del al folkenes fælles friheds kamp I vor tids verden. I denne fælles kamp deler vi sejre, nederlag og erfaringer.
Revolutionær proces
Når Chile gennem de senere år havde vakt så stor opmærksomhed verden over, var det i kraft at, at folket havde vundet bemærkelsesværdige resultater i kampen mod monopolernes og imperialismens overherredømme og havde udviklet nye kampformer.
Men denne kamp var kun i sin første fase En revolutionær proces var sat i gang.
……
Luis Corvalan fremhævede i sine skrifter, at den fredelige vej hverken betød at man gik udenom revolutionen eller magtanvendelse, og at man også måtte være forberedt på væbnede opgør. Men kommunisterne fastslog, at magtanvendelse ikke er det samme som borgerkrig, og at det under Chiles betingelser endda var farligt at sætte lighedstegn imellem dem. Hovedspørgsmålet ved virkeliggørelsen at den fredelige vej var mobiliseringen af masserne. Derfor vendte de sig ligeledes imod at sætte den fredelige vej lig med den parlamentariske kamp, men understregede, at denne vej omfatter alle former for klassekamp, undtagen den væbnede opstand.
Seks betingelser
1. Man må mest muligt isolere klassefjendens afgørende dele.
2. Arbejderklassens enhed må sikres som hovedkraft I kampen.
3. Arbejderklassen må sikre sig forbundsfæller — i andre arbejdende lag, i mellem lagene, i småborgerskabet. »Enhver virkelig revolution er en folkerevolutions, sagde
4. Kampen for folkets demokratiske krav må videreudvikles til en kamp om magten i samfundet. »Imellem en klasse og dens modstående klasse, er den politiske magt det umiddelbare mål, der kæmpes om. Underklassen kæmper først om en andel i denne magt, siden om hele magten, sagde Fr. Engels”’
5. Man må bestandig være beredt på modstød fra den herskende klasse i de former, den formår, og må udnytte alle muligheder for at krydse dens planer.
6. Man må være beredt til at til at udnytte alle revner og modsætninger i den modsatte lejr.
[…] 1. De herskende klasser i Chile var monopolernes og godsejernes oligarki i forbund med USA-imperialismen. Deres herredømme havde bragt samfundet i en strukturkrise som de ikke selv formåede at løse. Det gav de objektive for udsætninger for en antimonopolistisk og antiimperialistisk revolution, som kunne og måtte vokse over i en socialistisk.
2. Mange års aktionsenhed mellem kommunister og socialister havde sikret en vidt gående enhed i arbejderklassen. Den var yderligere blevet undermuret ved rejsningen og organiseringen at en kæmpende fagbevægelse, navnlig i løbet at 60’erne.
3. Den mest afgørende op gave var at vinde forbundsfæller i de navnlig småborgerlige lag, som stod under højrepartiernes indflydelse. Faktisk kom dybtgående spaltnings processer i disse partier i gang.
4. Særegenheder ved Chiles forfatning tillod at vinde regeringsmagt igennem Allendes sejr ved præsidentvalget 1970 - selv om Folkeenheden ikke havde flertal i parlamentet. Ud fra denne position kunne en række demokratiske og anti monopolistiske foranstaltninger sættes igennem som udgangspunkt for den videre kamp. Under disse forhold blev legaliteten, overholdelsen af forfatningen, en byrde for reaktionen, en fordel for folket!
[…]
Folkeenhedens hæder
Det blev ganske klart, hvordan den fredelige vej var en kampens vej — en levende alsidig klassekamps vej. Det er Folkeenhedens uvisnelige hæder, at den evnede at gennemføre så mange og så indgribende demokratiske og antimonopolistiske foranstaltninger, at grundlaget for de herskende klassers magt slog de alvorligste revner. På trods al at levevilkårene for den arbejdende befolkning blev gjort vanskelige af den økonomiske sabotage, formåede Folkeenheden at overbevise flere og flere om rigtigheden af sin vej. »Det kan godt være, at regeringen begår fejl, men det er vores regerings, var den ind stilling som vandt frem, og som også bekræftedes ved valgene i foråret. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvilken usædvanlig folkelig kraft, Folkeenheden formåede at vække til live og bringe til udfoldelse.
Det var således ikke en udsigtsløs vej, man var slået ind på. Det var end mindre et forsøg på at indrette sig på blot at det bestående samfund. Det var en målbevidst bestræbelse på at ændre styrkeforholdet mellem klassekræfterne i landet, så samfundets grundlag kunne ændres. I denne bestræbelse vandt man betydningsfuld fremgang
— al afgørende betydning også for den situation, der har dannet sig nu, for videreførelsen al kampen.
Men man nåede ikke det mål, man havde sat sig!, — siges det nu med løftet pege finger af nogle af dem, som hele tiden har udtalt sig foragteligt om den chilenske Folkeenheds bestræbelser. Nej, det gjorde man ikke — i hvert fald i denne omgang. Men det er særdeles primitivt, når man deraf vil drage den slutning, at så er en fredelig vej frem for revolutionen »altså en umulighed. Selv når man går rigtige veje, kan man støde på røvere, som ser deres snit til at slå en til jorden. Hvis arbejderklassen og folkenes frihedsbevægelse af ethvert nederlag eller tilbageslag — i fredelig såvel som væbnet kamp - skulle drage den slutning, at så havde alt været forkert så der måtte begyndes forfra på bar bund — ja, så var arbejderbevægelsen ikke kommet længere end til Pariserkommunen og den første russiske revolution i 1905
[…]
