Isabel Allende: Mit opdigtede land
Uddrag fra Isabelle Allendes bog Mi pais inventado. Bogen er generelt Isabel Allendes betragtninger over Chile, som hun forlod som flygtning efter militærkuppet 1973. Denne tekst handler om hendes beskrivelse af landet i begyndelsen af det 21.århundrede og om chilenerne. Oversættelsen er fra den engelske webudgave, der kan ses på http://www.isabelallende.com/invented_frame.htm
Landet med den lange udstrækning
Lad os begynde med begyndelsen, med Chile, dette fjerne land, som kun få kan finde på kortet, fordi det ligger så langt som du kan rejse uden at falde af planeten. ”Hvorfor sælger vi ikke Chile og køber noget lidt tættere på Paris?“ spurgte en af vore intellektuelle. Der er ingen, der tilfældigt kommer forbi det sted, hvor meget vedkommende end er faret vild, skønt mange besøgende beslutter at blive der resten aflivet, forelsket i landet og folket. Chile ligger for enden at alle veje, som en lanse i det sydligste Sydamerika med sine 4.300 kilometer med bjerge, dale, søer og hav. beskriver Neruda beskriver landet således i sin passionerede poesi
Nat, sne og sand skaber form
Til mit smalle fædreland,
Al stilheden ligger i dets lange linje,
Alt skummet udgår fra dets havskæg,
Alt kullet fylder det med gådefulde kys
Dette slanke stykke land er som en ø, der adskilles fra resten af kontinentet af Atacamaørkenen i nord, den tørreste ørken i verden, som dens egne beboere ynder at sige, selvom det ikke kan passe, for om foråret plejer en del af denne skærve fra månen at iklæde sig et blomstertæppe så vidunderligt som et maleri af Monet; i øst af Andesbjergene, dette kæmpemæssige massiv af klippe og evig sne; i vest af de stejle kyster mod Stillehavet; og i syd af det ensomme Antarktis. Dette land med dets dramatiske topografi og vekslende klima, oversået med lunefulde forhindringer og gennemrystet af sukkene fra hundreder af vulkaner, ligger som et geologisk mirakel mellem bjergkædens tinder og havets dybder og er forenet fra ende til anden af sine indbyg geres stædige nationalfølelse.
Vi chilenere er stadig forbundne med jorden som de bønder, vi var tidligere. De fleste af os drømmer om at eje et lille stykke jord, om det så bare er for at dyrke et par forkølede salathoveder. Landets største dagblad, El Mercurio, har et ugentligt tillæg om jordbrug, der orienterer folk i al almindelighed om det sidste ubetydelige skadedyr, der er gået i kartoflerne, eller den mælkeproduktion, man kan opnå med et nærmere angivet foder. Folk, der ellers lever omgivet af asfalt og cement, læser det lidenskabeligt, selvom de aldrig har set en levende ko.
I grove træk kan man sige, at der findes fire meget forskellige slags klimaer ned gennem det lange Chile. Landet er delt i provinser med smukke navne, som militæret har føjet et nummer til, muligvis fordi de havde svært ved at lære dem udenad. Jeg nægter at bruge dem, for det kan ikke passe, at en nation af digtere har kortet oversået med tal som et aritmetisk delirium. Lad os nævne de fire store regioner. Vi begynder med det store nord, som er ugæstfrit og råt og vogtet af høje bjerge, og som optager en f af hele området og i sit indre gemmer på en uudtømmelig skat af mineraler.
Jeg rejste op nordpå i min barndom, og det har jeg aldrig glemt, selvom der er gået et halvt hundrede år siden dengang. Senere i mit liv er jeg rejst igennem Atacamaørkenen et par gange, og selvom det altid er en fantastisk oplevelse, er det minderne fra den første gang, der holder ved. Antofagasta, som er Quechua og betyder ”byen med den store saltmine’ er i min erindring ikke nutidens moderne by, men en gammel, halvfattig havneby med en lugt af jod, bestrøet med fiskerbåde, måger og pelikaner. Antofagasta opstod i det nittende århundrede som en luftspejling i ørkenen som følge af udvindingen af salpeter, som var en af landets vigtigste eksportvarer i adskillige årtier. Efter at man lærte at fremstille syntetisk nitrat, har havnebyen alligevel bevaret sin betydning, for nu eksporterer man kobber, men salpetervirksomhederne lukkede en efter en, og pampaen lå tilbage med en række spøgelsesbyer. Det ord, ”spøgelsesby’ pirrede min fantasi dengang på min første rejse.
Jeg kan huske, at min familie og jeg belæsset med bagage steg på et tog, der sneglede sig igennem den barske Atacamaørken mod Bolivia. Sol, afsvedne sten, kilometer efter kilometer af spøgelsesagtig ensomhed, nu og da en forladt kirkegård, nogle forfaldne huse af lersten eller træ. Det var en tør hede, som ikke engang fluerne overlevede. Tørsten var uslukkelig; vi drak vand i litervis, spiste appelsiner og havde svært ved at beskytte os mod støvet, der trængte ind gennem hver en sprække. Vores læber sprækkede og blødte, vi havde ondt i ørerne, vi blev fuldstændig dehydreret. Om natten sænkede en krystalhård kulde sig over os, mens månen oplyste landskabet med et blåligt skær. Mange år efter besøgte jeg Chuquicamata, den største åbne kobbermine i verden, et kæmpemæssigt amfiteater, hvor tusindvis af jord- farvede mænd myldrer rundt som myrer og lokker mineralet ud af stenene. Toget steg til over fire tusind meters højde, og temperaturen faldt så meget, at vandet frøs til is i glassene. Vi kørte over Uyuni-saltsletten, et vidt hav, hvor der hersker en total stilhed og fuglene ikke flyver, og andre saltsletter, hvor vi så elegante flamingoer. De lignede penselstrøg mellem krystallerne, der havde dannet sig som ædelstene i saltet.
Det såkaldte Lille nord (Norte Chico), som ikke bliver betragtet som en egentlig region af alle, skiller det tørre nord fra det frugtbare område i midten. Her ligger Elquidalen, et af Jordens åndelige centrer, som siges at være magisk. De mystiske kræfter i Elqui tiltrækker valfartende, der kommer for at få forbindelse med universets kosmiske energi, og mange bliver boende i esoteriske fællesskaber. Meditation, orientalske religioner, guruer af forskelligt tilsnit, der er det hele i Elqui …
