Fædrelandet eller døden
Uddrag fra bogen: Udviklingen i Cubas udenrigspolitik 1959-1970.
Udgangspunktet for bogen er en analyse af udviklingen i den cubanske udenrigspolitik i disse år. Undersøgelsen foretages ud fra tesen om, at den cubanske udenrigspolitik snarere må ses som et resultat af den indre økonomiske og politiske udvikling end i sovjetisk dominans og pression.
Per Overgaard Nielsen: Udviklingen i Cubas udenrigspolitik 1959-1970. Forlaget Historisk Revy, 1980.
Den cubanske udenrigspolitik fra 1959-1970 viser ikke alene, at det er en uholdbar forenkling at tale om, at Cuba har været en afhængig størrelse, en brik i Sovjetunionens globale spil. Det viser tillige, at det ofte anlagte synspunkt, at de små lande er fuldstændig afhængige af stormagterne, ikke kan generaliseres til nogen samlet opfattelse. Den cubanske udvikling viser, at de interne sociale og politiske strukturer i selv et lille land har en afgørende betydning for dets udenrigspolitik. Ligeledes har den til enhver tid givne internationale situation, og et lands placering i denne, stor indflydelse på den førte udenrigspolitik. Da Cubas internationale politik udformedes bl.a. under hensyn til netop den internationale udvikling i styrkeforholdet mellem socialisme og kapitalisme, er det klart, at selvom det kan afvises, at den cubanske politik udelukkende er et produkt af en cubansk afhængighed af Sovjetunionen, så kan Cuba naturligvis ikke karakteriseres som en fuldstændig uafhængig magt.
Den cubanske politik udformedes i perioden på baggrund af en international udvikling, som Cuba ikke var herre over, og som sætter visse rammer for politikken. Alene i den forstand kan den cubanske udenrigspolitik ikke karakteriseres som fuldstændig uafhængig, men som et produkt af cubanernes opfattelse af det internationale styrkeforhold og hensynet til den cubanske sikkerhed. Det, der således satte grænserne for den cubanske udenrigspolitik, var ikke Sovjetunionen eller samhandelen med Sovjetunionen, men det var først og fremmest cubanerne selv og deres opfattelse af Cuba i den internationale klassekamp. Revolutionen og dens massemobilisering af det cubanske folk gav cubanerne mulighed for at udvikle en udenrigspolitik, der var selvstændig i den forstand, at den var udviklet ud fra den cubanske opfattelse af Cubas interesser i den internationale udvikling.
Afhængigheden af USA afløstes ikke af en tilsvarende afhængighed af USSR, hverken økonomisk eller politisk. De store amerikanske interesser i den cubanske økonomi, der havde gjort Cuba til en del af det amerikanske ’indenrigs’-marked, afløstes ikke af tilsvarende sovjetiske interesser. Den cubanske økonomiske afhængighed af Sovjetunionen begrænsede sig til en omfattende samhandel og en økonomisk-teknisk hjælp. Disse forhold var afgørende for Cuba, men gav på ingen måde de sovjetiske interesser samme placering i det økonomiske liv, som USA havde haft. Hvor forholdet til USA direkte havde medført kapitalflugt og underudvikling af økonomien, havde forbindelserne med Sovjetunionen nærmest det modsatte til resultat. Forbindelsen med Sovjetunionen var fordelagtig for Cuba, ikke mindst fordi den ofte finansieredes af sovjetiske kreditter. Der skabtes med forholdet mellem Cuba og de socialistiske lande en mulighed for på Cuba at gennemføre en alsidig økonomisk udvikling. Revolutionen skabte politisk mulighed for at udnytte alle til rådighed stående ressourcer på Cuba, og tillige sikrede revolutionens radikalisering muligheden for planlægning og økonomisk styring.
