Ernesto ’Ché’ Guevara
Ché Guevaras liv bliver beskrevet fra han blev født i 1928 i det argentinske lavland og til hans død i 1967 i Bolivia.
Udgivet af Dansk Cubansk Forening i 2005, redigeret af Svend Erik Simonsen.
Guerillakampen i Bolivia
Ché Guevara skrev i sin dagbog fra Bolivia, at uoverensstemmelserne med de bolivianske kommunister godt kunne vise sig at være en fordel. Han kunne nu optræne sin guerilla uden hensyn til partiledelsen, og så først forhandle om aktionsenhed, når guerillaen var blevet stærk og havde sikkert fodfæste.
Men problemerne kom hurtigere end ventet.
Politiet var begyndt at interessere sig for lokaliteterne, og guerillaens kontaktnet i byerne blev kort efter optrævlet med stor effektivitet. CIA havde også forberedt sig. De vidste, at venstrekræfterne i Bolivia længe havde talt om væbnet opstand. Da de opdagede omfanget af det forestående, overtog CIA den reelle ledelse af guerillabekæmpelsen.
Guerillaen måtte forlade det første tilholdssted. Samtidig kom der flere regeringstropper til området. Hermed var kontakten til omverdenen næsten fuldkommen afbrudt, og følgerne af det manglende samarbejde med kommunisterne blev nu åbenbare.
Belært af erfaringerne fra den revolutionære krig i Cuba kørte regeringstropperne også en bevidst charmeoffensiv overfor lokalbefolkningen, og de fik til en vis grad heldet med sig. Guerillaen blev fremstillet som en samling fremmede lovløse, der undergravede nationen.
Ché Guevara mødte også en helt andet lokalbefolkning end den, han havde mødt i Sierra Maestra. Det var indianske småbønder, meget fattige og uvidende. De så med mistro på alle fremmede. 1952-revolutionen havde givet dem så meget jord, som de orkede at holde fri af junglen. Deres politiske forståelse var meget uudviklet. De talte ikke spansk, og kun få af guerillaens medlemmer talte indianersproget.
Lokaliteterne havde imidlertid særlige fordele. De var næsten ufremkommelige og derfor velegnede som skjulested og øvelsesterræn. Ché behøvede tid til at træne de bolivianske revolutionære og gøre dem til den slags soldater, han mente var nødvendige for at knække regimet.
Men bøndernes indstilling forblev negativ trods en eksemplarisk opførsel fra guerillaens side. Det lykkedes ikke guerillaen at få en eneste ny rekrut fra lokalbefolkningen. Derimod lykkedes det Barrientos – igennem propaganda og dusører – at gøre dem til stikkere.
De første træfninger fandt sted i slutningen af marts 1967. De næste par måneder gennemførte guerillaen en lang række vellykkede bagholdsangreb. Men manglen på forsyninger, medicin og nye rekrutter blev stadig mere følelig. Fra juli begyndte det at gå skidt. Enkelte deserterede. Andre blev syge eller faldt i kampene. Guerillaen skrumpede langsomt ind. Den 26. september faldt Coco Peredo, den mand, som Ché havde udset til leder af en ny front.
Det blev også mere klart, at regeringstroppernes effektivitet var voksende. Pentagon havde i hast oprettet anti-guerilla-træningslejre i Bolivia, hvor man udnyttede alle de erfaringer, som USA havde vundet fra guerillabekæmpelse over hele kloden. Ché’s egen håndbog i guerillakrig blev brugt i undervisningen.
Mange, nye veluddannede »rangers« blev sat ind i guerillazonen for at indkredse og uskadeliggøre gruppen. Og lidt efter lidt fik guerillaens bevægelser mere og mere karakter af flugt.
Alligevel bevarede Ché autoriteten og disciplinen i gruppen og indgød mændene mod. Dens parole lød: »Sejren eller døden«. Ché var et viljefast menneske og af hans dagbog kan det læses, at han bevarede troen på sejren. Parolen skulle følges til det sidste.
Den 8. oktober blev gruppen omringet af talstærke hærenheder i bunden af den snævre Yurokløft. I forsøget på at bryde igennem fjendens linier måtte gruppen bevæge sig op ad en bjergskråning. Pludselig kom den i ildkampen og blev nu næsten udslettet. Ché forsøgte at dække to sårede kammerater, men han blev skudt i benet og en anden kugle satte hans gevær ud af spillet.
Dagen efter blev han myrdet i en lille skolehytte ved Higueras.
Hans forhørsledere havde ikke opnået andet end at blive belært om USA-imperialismens svinestreger og revolutionens udødelighed. Da de ville lægge hånd på ham, slog han først. De turde ikke gå til yderligheder. Da soldaterne fik ordre til at han skulle likvideres, viste de deres nervøsitet ved – imod ordren – at gennemhulle hans krop med kugler.
Forinden havde skolens unge lærerinde fået lov til at kigge ind til ham. Ché fortalte hende om skolerne i Cuba og rettede en fejl, som hun dagen i forvejen havde skrevet på tavlen. Bagefter fortalte hun til journalisterne: »Jeg havde ventet et møde med en fanatiker, men han var et roligt og godt menneske.«
De overlevende
Kun en lille håndfuld mænd overlevede slaget i Yurokløften. Blandt dem Inti Peredo, som blev dræbt et par år senere, da han forsøgte at starte en ny guerilla.
Kun tre cubanere overlevede. Skarpt forfulgt af regeringstropper marcherede de sammen med to bolivianere i alt 1800 kilometer til grænsen til Chile. I februar 1968 fik den en heltemodtageise i de nordchilenske småbyer, som havde kommunistiske og socialistiske borgmestre. De chilenske myndigheder ville udlevere de overlevende til Bolivia. Men Salvador Allende, som dengang var senatspræsident, satte sin stilling ind på at få det forhindret. Efter langt tovtrækkeri lykkedes det, og de overlevende fik lov til at rejse til Cuba.
