Udrensninger
Uddrag fra Jørgen Wurtz Sørensen: Det socialistiske Cuba. Økonomi og politik. Historisk Revy, 1982.
I kampen for at nå disse meget ambitiøse mål (den bedste høst efter revolutionen havde været på 6,1 millioner tons) forstærkedes den ideologiske påvirkning af arbejderklassen med betoningen af »det nye socialistiske menneskes« forpligtelser overfor revolutionen. Samtidig skærpedes kursen overfor enkeltpersoner og grupper, der ikke var enige i Castros linje. Et resultat af denne indskrænkning i retten til kritik og diskussion var f.eks. lukningen af det teoretiske tidsskrift »Cuba Socialista« i 1967. I »Cuba Socialista« havde alle vigtige diskussioner om socialismens politiske økonomi været ført, men Castro mente nu, at kritik og diskussion havde en negativ virkning på produktionen. Samtidig fik forfattere og billedkunstnere mindre frit spillerum end det havde været tilfældet i revolutionens første år.
I begyndelsen af 1968 fængsledes desuden en gruppe fra det ’gamle’ kommunistiske parti med den hjemvendte Anibal Escalante i spidsen. De ni tidligere medlemmer af PSP blev beskyldt for fraktionsarbejde i PCC samt for at drive undergravende virksomhed for at hindre en gennemførelse af den nye økonomiske politik og for at forsøge at få Sovjetunionen og andre socialistiske lande til at lægge pres på Cuba for at få Castro til at opgive »guevarismen«. Hverken Sovjet eller andre østeuropæiske lande forsøgte dog på noget tidspunkt at lægge pres på Cuba, idet leverancerne og den gunstige kreditgivning trods Castros ofte særdeles kritiske vurdering af den økonomiske politik i Østeuropa. Udrensningen af denne »microfaccìon« betød dog ikke et brud mellem de ’gamle’ og de ’nye’ kommunister, idet størstedelen af PCC’s medlemmer, som kom fra PSP, for forblev loyale overfor Castro, heriblandt Carlos Rafael Rodriquez, Lazaro Pena og Blas Roca.
Det blev således stadig mere klart, at det for det revolutionære regime alene gjaldt om at opfylde planmålene for sukkerproduktionen. Under disse bestræbelser, hvor centraliseringen af planlægningen blev et karakteristisk træk, skete der en betydelig svækkelse af fagforeningernes rolle. Disse havde været opfattet som klassekamporganisationer, og da man anså socialismen for indført på Cuba, forsvandt fagbevægelsens vigtigste mission under den offensiv, man var igang med. I stedet for fagforeningerne opbyggedes i stedet »avantgardeorganisationer«, der ud fra deres eksempel skulle styrke bevidstheden om det »socialistiske menneskes« uegennyttige arbejde for revolutionen. Fagforeningerne mistede derfor i tiden efter 1966 næsten fuldstændig deres rolle som center for diskussioner af arbejdsvilkår og økonomiske planer.
[…]
Et mere direkte angreb på den befolkningsgruppe, som ikke deltog i produktionen fandt sted i 1971 ved vedtagelsen af »la ley contra la vagancìa« (loven mod de arbejdssky), der blev diskuteret af hele befolkningen ved møder arrangeret af CDR-komiteerne. Ifølge denne lov blev det ulovligt ikke at have noget arbejde eller være under uddannelse, d.v.s. ikke at deltage i produktionen og således leve af andres arbejde. Hertil kom, at det blev strafbart at være væk fra sit arbejde tre gange uden lovlig grund. Loven gjaldt mænd mellem 17 og 60 år, og straffen for overtrædelse var som hårdeste straf anbringelse i en genopdragelseslejr og ellers placering i et arbejdsfællesskab under masseorganisationernes opsyn. Loven medførte, at mere end 100.000 unge mænd meldte sig til myndighederne som stående uden arbejde; et antal, som viser problemets betydelige omfang. Loven kan betegnes som et sidste udtryk for den idealistiske linje, idet den helt klart havde til formål at forhindre, at sortbørshajernes lette indtægter skulle svække arbejdsdisciplinen hos den arbejdende befolkning. Lovens straffebestemmelser kom imidlertid kun i meget ringe udstrækning i anvendelse, idet sortbørsproblemet under 1970-erne store prouktionsfremgange med derfor følgende stigende vareudbud blev væsentligt formindsket, uden dog på noget tidspunkt helt at forsvinde. Hertil kom at den generelle demokratisering af det politiske system bidrog til en forstærket deltagelse fra befolkningens side i den revolutionære proces.
