Cuba-Venezuela

Tekst 26 består af tre forskellige tekster.

Den første er et Uddrag fra Fidel Castros tale 26. juli 2005. Talen blev holdt til det cubanske folk på 52-års dagen for angrebet på Moncada. Oversat af Ken Bruun fra engelsk hentet på http://www.solidnet.org.

De to sidste er artikler bragt i Dagbladet Arbejderen den 4. februar 2006.

Fidel Castros tale 26. juli 2006

I år er der blevet foretaget en rationel centralisering af beslutningerne vedrørende anvendelsen af hård valuta.

Tilladelse til sådanne transaktioner skal nu indhentes – før der indgås kontrakter. Det har ført til en mere effektiv proces ved indgåelsen af kontrakter samt en større påpasselighed med overholdelsen af betalingsfristerne. Derudover har dette bidraget betragteligt til bekæmpelsen af kriminalitet og korruption.

Det har også medvirket til at træffe de vigtige beslutninger om at slippe af med de kommercielle mellemmænd – der ikke er almindelige i international handel.

Og hvis aktivitet førte til en uforholdsmæssig forøgelse i priserne på de varer og tjenesteydelser, som Cuba køber i udlandet.

I løbet af denne proces er statens indtægter i hård valuta blevet koncentreret i nationalbanken. Det har udvidet mulighederne for at anvende dem – hvilket har styrket den socialistiske stats forhandlingsposition bemærkelsesværdigt – med deraf følgende fordele for den kommercielle og finansielle styring.

Det har gjort det muligt nøje at opfylde de betingelser, som er skabt af de nye finansielle forpligtelser udadtil – samt den genforhandlede gæld – hvilket har givet os adgang til nye kreditter på mere favorable vilkår.

Endelig er en filial af en cubansk bank blevet åbnet i Venezuela – og der er blevet givet grønt lys for åbningen af en filial af en venezuelansk bank i Cuba – som led i de aftaler, der er en udløber af ALBA.

For første gang siden indledningen af den særlige periode – så udviste den løbende balance på statens budget overskud i år 2004.

Hovedsagelig som følge af den betragtelige forøgelse i eksporten af tjenesteydelser.

Et endnu bedre resultat forventes i indeværende år – som følge af højere indtægter for leverede tjenesteydelser.

Det er beregnet: At ved udgangen af juni i år vil salget i de forretninger, der handler i hård valuta, have nået et tal, som ligger 6,1 % højere end i fjor.

Overenskomsten mellem Den Bolivarianske Republik Venezuela og Republikken Cuba –underskrevet i overensstemmelse med principperne i ALBA – udgør et betragteligt skridt fremad på vejen mod enhed og sand integration mellem folkeslagene i Latinamerika og Caribien. Overenskomsten Petrocaribe er et andet ekstraordinært fremskridt – og et sandt eksempel på broderlig solidaritet mellem folkene.

Den kommercielle udveksling mellem Venezuela og Cuba er allerede i år steget til ikke mindre end 3 milliarder US dollars.

Disse to lande vil utvivlsomt være dem, der oplever den største økonomiske vækst på den amerikanske halvkugle i år.

På grund af disse ædle, konstruktive og fredelige indsatser anklager USA’s imperialistiske regering Venezuela og Cuba – »Chávez og Castro« – for at destabilisere og undergrave andre lande i regionen.

Stillet over for sådanne anklager mod Venezuela og Cuba – og hvis Præsident Chávez erklærede sig enig – ville det mest passende svar på en dag som denne være: Fordøm os – det betyder intet… Historien vil frikende os!

Artikel fra Dagbladet Arbejderen 4. februar 2006:
Latinamerikas alternativ

Samarbejdet mellem Cuba og Venezuela omfatter blandt andet gratis uddannelse og sundhed til millioner af fattige, og styrker regionens modstand mod den nyliberale dagsorden.

Cuba og Venezuela har siden Hugo Chávez’ valgsejr i 1998 haft et stadig tættere sam­arbejde. Fordelene går begge veje og omfatter et væld af felter, fra olieudvinding til gratis operationer.

I 2000 underskrev de to lande en handelsaftale, der siden er blevet udvidet. Aftalen indebærer en strøm af tjenesteydelser indenfor sundhed og uddannelse fra Cuba, og en strøm af olie og teknisk ekspertise fra Venezuela.

Samarbejdet er kernen i ALBA, det Bolivarianske Alternativ for Amerika, som er et modsvar til USA’s frihan­delspolitik overfor Latiname­rika. ALBA’s handelsprincip er gensidig hjælp, hvilket blandt andet betyder at Vene­zuela leverer billig olie til i alt 14 lande i regionen.

Med deres høje niveau in­denfor sundhed og uddannelse er cubanerne selvskrevne til at spille en vigtig rolle i de store sociale projekter, Chávez har lanceret for at løfte sin befolkning ud af fattigdom­men.

Cubanske lærere deltager i den såkaldte Robinson-mis­sion, der skal lære venezuelanerne at læse og skrive. Cu­bas analfabetisme blev ud­ryddet i verdens hidtil mest succesfulde kampagne i 1960.

Den såkaldte Mirakel-mis­sion tilbyder gratis hjælp fra 14.000 cubanske læger til hundredtusindvis af venezue­lanere, der aldrig før har fået lægehjælp. Flagskibet er en plan for gratis øjenoperatio­ner, der skal omfatte intet mindre end seks millioner fat­tige latinamerikanere over de næste ti år.

Den cubanske ekspertise har allerede løftet Venezuelas sundhedssektor så meget, at landet vil åbne et gratis medi­cinstudium for latinamerikan­ske fattige i år, efter cubansk forbillede.

I forlængelse af projektet har de to lande udlovet 150.000 gratis øjenoperatio­ner til trængende borgere fra USA, inklusiv gratis transport og logi. Det er naturligvis tvivlsomt, om USA’s regering vil tage imod tilbuddet.

Venezuelanerne hjælper til gengæld cubanerne med en stabil olieforsyning og erfarin­ger indenfor udvinding af olien, der allerede har givet overraskende resultater: Cuba producerer i dag 70-80.000 tøn­der råolie om dagen, og for­ventes at have store reserver i den mexicanske golf.

Den venezuelanske forbin­delse har også hjulpet Cuba til at blive mere økonomisk integreret på kontinentet, til USA’s store fortrydelse.

Cuba er allerede en del af det caribiske handelssam­arbejde CariCom, og ligger i forhandlinger om at blive op­taget i det sydamerikanske Mercosur, hvor Venezuela for nylig blev medlem.

Artikel fra Dagbladet Arbejderen 4. februar 2006:

Cubas økonomi boomer

Allerede i slutningen af 1990’erne blev sukkerindustrien overhalet af turismen, der sammen med andre serviceydelser udgør 57,6 procent af landets samlede indtægter.

En indkomststigning på 50 procent.

Det var den glædelige ny­hed til nærved hver anden cu­baner sidste år. Årsagen er, at landets økonomi i disse år er i imponerende vækst – i 2005 voksede den med hele 11,8 procent, og betalingsbalan­cen sluttede på 800 millioner dollars i overskud.

Vækstraten placerer Cuba foran regionens hidtidige nummer et, olielandet Vene­zuela, og endda foran den me­get omtalte kinesiske øko­nomi.

Lønninger og overførsels­indkomster blev forhøjet for at afspejle økonomiens gene­relle vækst i den almindelige cubaners pengepung.

Efter år med afsavn på grund af USA’s blokade og Sovjetunionens sammenbrud var forhøjelsen tiltrængt. Den skete samme år, som vold­somme orkaner har ødelagt over en halv million cubanske hjem, der genopbygges med statslige midler.

Væksten vil også medføre en anden stor ændring i den cubanske dagligdag. Siden revolutionens første år har alle cubanere haft et ratione­ringskort, der har sikret dem en minimumsmængde af en række forbrugsvarer til en statsgaranteret lav pris. Nu skal rationeringskortet af­skaffes: Der er rigeligt med varer til alle.

Men hvor kommer penge­ne fra?

En af grundene til Cubas høje produktionstal er lan­dets velfærdssektor, der har skabt en højtuddannet, sund arbejdsstyrke. Det gratis sundheds- og uddannelses­system kan konkurrere med ethvert iland, foruden at cu­banerne får gratis skolebøger på alle uddannelsesniveauer og store tilskud til medicin.

Nøgletallene taler deres klare sprog: Cubanerens gen­nemsnitlige forventede leve­alder er 72 år, og spædbørns­dødeligheden er under seks pr. tusind fødte.

Mennesket lever som be­kendt ikke af brød alene, og adgangen til kultur er derfor også sponsoreret af den cu­banske stat. Billetpriserne holdes kunstigt nede, så alle cubanere har fuld adgang til film, teater, musik, sport osv. uanset indtægt.

Turisme og service

Selvom den offentlige sektor i det store hele er uændret, har Cubas produktionsapparat gennemlevet store forandrin­ger siden Sovjetunionens sammenbrud.

Sukkerindustrien, som øen havde været dybt afhæn­gig af siden før uafhængighe­den i 1898, spiller i dag en mindre og mindre rolle. Alle­rede i slutningen af 1990’erne blev sektoren overhalet af tu­rismen, der sammen med an­dre serviceydelser udgør 57,6 procent af landets samle­de indtægter.

Gæsterne kommer fra hele verden, selvom kun gan­ske få amerikanske statsbor­gere besøger øen på grund af USA’s indrejseforbud. I 2005 tiltrak Cubas palmer, strande og salsa et rekord-antal på over 8000 danskere.

Også nikkelindustrien, hvor Cubas reserver er ver­dens største, vokser. Udvin­dingen af det kostbare metal er siden midten af 1990’erne blevet udbygget i samarbejde med indiske og kinesiske minesel­skaber, i åbenlys trods mod den amerikanske regering.

Sparen på energien

Endnu en omvæltning er på vej i det cubanske samfund: En fundamental ændring i ka­rakteren af landets energifor­syning.

Det sker i erkendelse af, at verdens fossile brændstoffer en dag vil slippe op, og at en række krige og konflikter har deres baggrund i jagten på energi-råstofferne.

Derfor bliver gamle appa­rater, maskiner og pærer over hele landet i år erstattet med nye lavenergiprodukter, og afgiften på elektricitet er sat op, så de største slugere skal betale mest.

Når spareprogrammet er gennemført, vil det give en besparelse på hele 70 procent af Cubas nuværende energi­forbrug.

Kamp mod korruption

Kriseårene efter Sovjetunio­nens sammenbrud var præ­get af manglen på fødevarer og olie, hvilket ikke blot med­førte afsavn men også kor­ruption og svindel.

De private virksomheder, der blev etableret for at sætte skub i produktionen, betød også en stigende grad af kor­ruption og svindel.

Legaliseringen af besid­delse af dollars i 1993 førte desuden til en opdeling af be­folkningen i dem, der havde jobs i turistindustrien, slægt­ninge i USA eller anden ad­gang til dollars, og derfor kunne købe ind i de særlige dollarforretninger.-

Loven skaffede ganske vist dollars til landet, men fik også veksleforholdet mellem dollars og pesos til at stige voldsomt i dollarens favør.

I dag er tilliden til den cu­banske peso igen så stor, at værdien af befolkningens pri­vate opsparinger i dollars er reduceret med 57 procent til fordel for pesos.

Det sorte marked og kor­ruptionen er stadig i dag et problem, særligt i energisek­toren. De cubanske myndig­heder har derfor lanceret en et-årig kampagne, der blandt andet skal stoppe tyveriet af benzin og diesel og lukke det sorte marked for brændstof.

Selve kampagnen udføres af socialarbejdere, og vil sikre staten en ekstraindtægt på mellem 140 og 150 millioner dollars om året.

Tekst 20 | Oversigten over kildetekster | Tekst 22