Cubas politiske fanger og den danske straffelov
Kronik af Henrik Thejl Hansen. Kronikken har været bragt i Dagbladet Arbejderen 7. august 2010.
Cuba har al mulig grund til at forsvare sig mod et fjendtligt USA, der krænker internationale konventioner for at bekæmpe det politiske system i Cuba. Derfor må de af EU og USA benævnte »politiske fanger« i Cuba anses som landsforrædere.
af Henrik Thejl Hansen, Valby, musiklærer, har gennem de sidste 10 år boet cirka ni måneder om året i Cuba
Nu har vi i en længere periode læst adskillige artikler om »politiske fanger« i Cuba. I februar måned døde den »politiske fange« Orlando Zapata Tamayo efter en længere sultestrejke, der medførte et massivt medieskriveri samt officielle fordømmelser fra EU og USA’s side.
I de seneste par uger har vi kunnet læse om løsladelse af en større gruppe cubanske »politiske fanger«.
Jeg har indtil videre valgt at sætte »politiske fanger« i citationstegn, fordi jeg vil kigge nærmere på, om begrebet »politiske fanger« bliver brugt korrekt i den givne situation, eller om man i virkeligheden burde bruge udtrykket »landsforrædere«.
Søger man i Wikipedia på ordene »politisk fange«, står der, at det er en person, hvis idéer eller rene nærvær betragtes som en udfordring/trussel mod myndighederne.
Dette oplevede man eksempelvis i 50’ernes USA under McCarthy-perioden, hvor folk blev forfulgt og i værste tilfælde fængslet alene på grund af deres politiske overbevisning.
Begrebet »landsforræder« bruges derimod – ifølge Politikens Nudansk Leksikon – om en person, der »forråder sit land ved at samarbejde med landets fjender«.
Den danske straffelov
Lad os som udgangspunkt se på, hvad den danske straffelov siger om landsforræderi:
Kapitel 12 handler om forbrydelser mod »statens selvstændighed og sikkerhed«. Her tildeles indtil livstids-fængsel for handlinger til fordel for en eventuel fjende (§ 98).
Disse handlinger kan være trusler om magtanvendelse, sabotage og lignende fra en person, men det kan også være en offentlig udtalelse til fordel for fjenden, hvilket kan give indtil seks års fængsel (§100, stk 2) eller almindelig bistand til fjenden, der kan give op til 16 års fængsel (§101)
I juli 2007 anmeldte den konservative Rasmus Jarlov Enhedslistens Asmaa Hamid til politiet for landsforræderi (straffelovens § 100) på grund af Asmaas udtalelse om, at hun godt kunne forstå, at irakere skød mod de danske soldater. Sagen faldt til jorden, da Danmark ikke længere officielt var i krig med Irak.
I kapitel 12, §102, stk 2,4 står der, at råd eller dåd fra eksempelvis udgivere eller redaktører af dagblade til støtte for en eventuelle fjende, straffes med indtil 16 års fængsel
De cubanske »politiske fanger«
Lad os se nu vende blikket tilbage mod den konkrete sag med de cubanske »politiske fanger«:
De 52 personer, der nu løslades, er en del af en gruppe på 75 personer, der i 2003 blev dømt for netop at have støttet fjenden USA samt modtaget støtte herfra. I vestlig presse blev de fremstillet som uafhængige journalister, men kun fire havde egentlig journalistisk baggrund.
Under retssagen imod dem fremlægges beviser på, at gruppen havde modtaget penge fra USA. Man mødtes ofte i det »amerikanske interessehus« (USA og Cuba har ikke diplomatiske forbindelser og derfor ingen ambassader. I stedet har man »interessehuse« i henholdsvis Havanna og Washington).
Her fortalte James Cason (daværende chef for det amerikanske interessehus) »journalisterne«, hvad de skulle skrive om. Aflønning i form af penge eller ting kom fra forskellige fonde i USA med direkte forbindelse til den amerikanske regering.
Alene i 2008 afsatte USA’s regering 45 millioner dollars til undergravende virksomhed mod Cuba.
I gruppen af »journalister«, der frekventerede det amerikanske interessehus i Havanna, befandt der sig også nogle folk, der hemmeligt arbejdede for og informerede den cubanske stat, hvorved man fik grundig indblik i gruppens arbejde samt James Casons hensigter.
For nyligt bekræftede eks-præsident Bush’ viceudenrigsminister, Robert Noriega, at James Cason modtog instruktioner fra det amerikanske udenrigsministerium om at fremprovokere en udvisning fra Cuba med henblik på en politisk konfrontation.
Hvad er baggrunden for at Cuba betragter USA som fjende?
Allerede fra den cubanske revolutions begyndelse i 1959 bryder konflikten ud med USA.
En landbrugsreform i Cuba kort efter revolutionens begyndelse begrænser jordarealerne for en enkelt jordejer, og de overskydende jorder uddeles til 100.000 fattige jordløse bønder. Dette får drastiske konsekvenser for amerikanske virksomheder, der havde opkøbt store dele af de cubanske landbrugsjorder.
Konsekvenserne af reformen mærkes prompte: Sabotageaktioner, handelsrestriktioner mod Cuba, samt forsøg på likvidering af Cubas leder, Fidel Castro. I april 1961 forsøges en invasion af 1400 CIA-støttede cubanere (Svinebugtskrigen), der havde forladt Cuba efter revolutionens start.
Invasionsforsøget nedkæmpes på tre dage, og præsident Kennedy fortryder, at han ikke havde sendt den amerikanske flåde ind i krigen, hvorfor han sætter sin forsvarsminister til at finde en årsag til at angribe Cuba. Dette kan man læse meget mere om på Georg Washington Universtitys arkiv over frigivede hemmeligstemplede dokumenter.
Det amerikanske udenrigsministerium foreslår blandt andet bombninger af byer i USA, sabotage mod amerikanske skibe på vej til Guantánamo, nedskydning af amerikansk fly etc for derefter at give Cuba skylden. Missilkrisen i efteråret 1962 satte dog en stopper for disse planer.
En effektiv økonomisk- samt handelsblokade af Cuba blev resultatet, der stadigvæk virker og siden er blevet strammet op. Det betyder bla,:
- at al handel mellem USA og Cuba er forbudt. I de senere år er der dog åbnet for salg af visse amerikanske landbrugsprodukter til Cuba, men ingen cubanske produkter må importeres til USA. Et produkt, der er produceret eksempelvis i Danmark og indeholder cubansk nikkel, må heller ikke importeres i USA.
- at udenlandske skibe, der lægger til i cubansk havn, vil blive ramt af et halvt års karantæne fra at lægge til i amerikanske havne.
- at forskellige europæiske banker har fået millionbøder for at lave pengetransaktioner for Cuba i US-dollars, hvorfor mange banker er blevet skræmt fra at lave transaktioner for Cuba, der gør det endnu sværere at handle med udlandet
- at udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, risikerer at blive udelukket fra det amerikanske marked, hvorfor virksomheder med stor eksport til USA naturligvis ikke vover at handle med Cuba.
- at det ifølge amerikansk lovgivning ikke er tilladt for amerikanere at rejse til Cuba.
Dette kan medføre bødestraf på op til 250.000 dollars samt op til 10 års fængsel.
Var der nogen, der sagde »politiske fanger«?
Derudover har såvel CIA som forskellige højreradikale grupper i hovedsageligt Miami flere gange forsøgt at likvidere Cubas tidligere leder, Fidel Castro, samt andre cubanske politikere og diplomater.
Disse personer går ustraffet rundt i USA på trods af myndighedernes kendskab til aktionerne.
Visse af disse personer har tillige begået terroraktioner som eksempelvis nedskydning af et cubansk fly i 1976, der kostede 73 mennesker livet; bombninger af hoteller i 1998 med henblik på at skræmme turister væk fra Cuba og derved ødelægge en vigtig indtægtskilde.
Var der nogen, der sagde terrorisme?
Der kunne nævnes mange flere groteske eksempler, men jeg vil stoppe her. Mit udgangspunkt var jo at undersøge, hvorvidt de »politiske fanger« i Cuba ER politiske fanger, eller om de er at betragte som landsforrædere.
Og det burde træde tydeligt nok frem fra, at Cuba har al mulig grund til at forsvare sig mod et fjendtligt USA, der på alle måder krænker internationale konventioner i sine bestræbelser på at bekæmpe det politiske system i Cuba.
Derfor må de af EU og USA benævnte »politiske fanger« i Cuba nødvendigvis være at betragte som landsforrædere, som også i Danmark under lignende udenrigspolitiske forhold ville risikere lange fængselsdomme.
Lignende lovgivninger til beskyttelse af et lands sikkerhed og suverænitet findes i alle lande, så EU og USA’s fordømmelse af de cubanske »politiske fanger« udtrykker kun endnu et eksempel på dobbeltmoral og eurocentrisme.
