Cubas grundlov
Uddrag af Den cubanske Grundlov vedtaget ved folkeafstemning den 15. marts 1976 samt ændret af Folkemagtens Nationalforsamling den 12. juli 1992. Grundloven består af i alt 137 paragraffer.
Udgivet af Dansk Cubansk Forening 1995.
Dansk tekst ved cand.jur. Michael Lose.
Præambel
Vi, Cubas borgere, er arvinger til og fortsættere af det skabende arbejde og traditionerne for kampånd, urokkelighed, heltemod og offervilje, som er udformet af vores forgængere --
af den oprindelige befolkning, som langt foretrak tilintetgørelse for underkastelse;
af slaverne som gjorde oprør mod deres herrer;
af de som vækkede den nationale samvittighed og cubanernes trang efter frihed og fædreland;
af patrioterne, som i 1868 påbegyndte uafhængighedskrigene mod den spanske kolonialisme, og som ved den sidste indsats i 1895 førte krigene til sejr i 1898, den sejr som blev dem frarøvet af yankee-imperialismens militære intervention og okkupation,
af arbejderne, bønderne, studenterne og de intellektuelle, som kæmpede i mere end 50 år mod imperialistisk herredømme, politisk korruption, mangel på rettigheder og friheder for folket, arbejdsløshed og udbytning påført af kapitalister og godsejere,
af de som rejste, samlede og udviklede de første arbejder- og bondesammenslutninger, udbredte de socialistiske ideer og grundlagde de første marxistiske og marxistisk-leninistiske bevægelser,
af fortroppen for generationen fra hundredåret for Martis fødsel, som førte os til sejren i januar-revolutionen, inspireret af hans lære,
af de som forsvarede revolutionen, med livet som indsats, og bidrog til dens endelige konsolidering,
af de som i stort antal udførte heltemodige internationale missioner --
Vi er ledet af Jose Martis ideologi, og af Marx’, Engels’ og Lenins politiske og sociale ideer;
Vi er støttet af det internationale proletariat, af brodervenskabet, hjælpen, samarbejdet og solidariteten fra verdens folk, specielt folkene i Latin-Amerika og Caribien;
Vi er besluttet på at videreføre den sejrende revolution, med udgangspunkt i slagene og begivenhederne ved Moneada og Granma, Sierra Maestra og Giron, anført af Fidel Castro som, støttet af den bredeste enhed af alle revolutionære kræfter og af folket, erobrede fuld national uafhængighed, oprettede den revolutionære magt, gennemførte de demokratiske reformer, påbegyndte opbygningen af socialismen og fortsætter denne opbygning, med det kommunistiske parti i spidsen, med det endelige formål at skabe det kommunistiske samfund;
Vi er overbeviste om at alle regimer, som bygger på det ene menneskes udbytning af det andet, er årsag til ydmygelsen af de udbyttede og den uværdige menneskelige tilstand for udbytterne;
om at kun med socialismen og kommunismen, når mennesket er blevet befriet for alle former for udbytning: slaveriet, trældommen og kapitalismen, kan den fulde menneskelige værdighed opnås;
og om at vores revolution løftede fædrelandets og cubanernes værdighed til højere niveau;
Vi erklærer vores vilje til at loven over lovene for Republikken skal være indledt af denne dybe længsel, udtalt af Jose Marti, og endelig opnået:
»Jeg ønsker at den primære lov for vores republik skal være cubanernes hyldest til menneskets fulde værdighed«;
Vi vedtager ved vores frie stemme, ved folkeafstemning, følgende:
GRUNDLOV
Kapitel l
Statens politiske, sociale og økonomiske grundlag
§1
Cuba er en socialistisk stat af arbejdere, uafhængig og suveræn, organiseret af alle og til alles bedste som en demokratisk enhedsrepublik, for at nyde godt af den politiske frihed, den sociale retfærdighed, det individuelle og kollektive velvære og den menneskelige solidaritet.
§2
Navnet på den cubanske stat er Republikken Cuba, det officielle sprog er spansk og hovedstaden er byen Havana.
§3
Den suveræne magt i Republikken Cuba er hos folket, hvorfra hidrører al magt i staten. Denne magt udøves direkte eller ved hjælp af folkemagtsforsamlingerne og andre statsorganer som afledes heraf, i den form og efter de normer der fastsættes i grundloven og lovene.
Alle borgere har retten til at kæmpe med alle midler, inklusive væbnet kamp når der ikke findes anden mulighed, mod enhver som forsøger at nedbryde den politiske, sociale eller økonomiske orden, som er etableret ved denne grundlov.
§4
De nationale symboler er dem som i mere end hundrede år har anført cubanernes kampe for uafhængighed, for folkets ret og for socialt fremskridt:
flaget med den ene stjerne,
Bayamo nationalsangen,
våbenskjoldet med kongepalmen.
§5
Cubas Kommunistiske Parti, baseret på Jose Martis lære og marxismen-leninismen, fortroppen der er organiseret af den cubanske nation, er den øverste ledende kraft i samfundet og i staten, og organiserer og orienterer de fælles kræfter mod de højeste mål i opbygningen af socialismen og fremskridtet mod det kommunistiske samfund,
§6
Ungkommunisternes Forbund, organisationen for den cubanske ungdoms fortrop, hviler på statens anerkendelse og støtte i sin primære opgave med at fremme ungdommens aktive deltagelse i arbejdet med den socialistiske uddannelse og med at forberede de unge til at være bevidste borgere, som kan påtage sig stadigt større ansvar til gavn for vort samfund.
§7
Den socialistiske cubanske stat anerkender og fremmer de sociale organisationer og masseorganisationerne, som er opstået i den historiske proces af vort folks kampe, og som ved sit bryst samler forskellige grupper af befolkningen, repræsenterer disses særegne interesser og inddrager dem i opgaverne med at udvikle, konsolidere og forsvare det socialistiske samfund.
§8
Staten anerkender, respekterer og garanterer religionsfriheden. I Republikken Cuba er de religiøse institutioner adskilt fra staten. De forskellige religioner og trosretninger nyder samme respekt.
§9
Staten:
a) udfører det arbejdende folks vilje og
– kanaliserer nationens bestræbelser på at opbygge socialismen;
– opretholder og forsvarer fædrelandets integritet og suverænitet;
– garanterer menneskets fulde frihed og værdighed, nydelsen af dets rettigheder, udøvelsen og opfyldelsen af dets pligter og den integrerede udvikling af dets personlighed; .
– støtter ideologien og de normer for samvær og opførsel der gælder i det samfund der er befriet for det ene menneskes udnyttelse af det andet;
[…]
