Fidel Castro

Hvem er Fidel Castro? Hvordan er han som menneske? Den colombianske forfatter og nobelprisvinder Gabriel García Márquez beretter om sine møder med sin ven – den cubanske leder.

Uddrag fra Peter Bejder og Kim Boye Holt (red.): Rejsen Rundt i Cuba. Politikens Forlag, 2005.

Fidel Castro fortalte mig engang om en uden­landsk gæst, der havde fulgt med ham rundt i Cuba i en uge. Han sagde:»Som den mand dog kan snakke – han snakker endnu mere, end jeg selv gør!« Man behøver ikke at kende Fidel Ca­stro særlig godt for at vide, at der var tale om en overdrivelse, en af hans største, for der findes ikke noget menneske, der er mere afhængig af samtale, end han er. Hans kærlighed til ord er næsten magisk.

Tidligere tiders offentlige begivenheder plejede at begynde, når Fidel ankom, hvilket var temme­lig uforudsigeligt. I de senere år er han ankom­met præcis på minuttet, og varigheden af hans taler afhænger meget af tilhørernes humør. De tidlige års endeløse taler hører hjemme i en for­tid, der har fået præg af legende, og Fidels stil er blevet mere koncentreret.

Selv de vanskeligste taler virker som uformelle causerier, som dem han holdt med de studeren­de i universitetets gårde i revolutionens første tid. Faktisk er det ikke usædvanligt, især uden for Havana, at en tilhører til et offentligt møde rå­ber ham op, hvorefter der indledes en højlydt dialog. Han har ordvalg og argumentation til en­hver lejlighed, alt efter hvem hans samtalepart­nere er – arbejdere, landmænd, studerende, videnskabs­­mænd, politikere, forfattere eller uden­landske gæster. Han kan placere sig på bølge­længde med enhver og har en omfattende og mangesidet viden, der gør, at han uden proble­mer kan begå sig overalt. Men hans personlighed er så sammensat, at forskellige mennesker, selv fra et og samme møde, kan fa vidt forskellige indtryk af ham.

Viljen til sejr

Et er sikkert. Hvor end han er, og ligegyldigt hvordan eller med hvem: Fidel Castro vil vinde.

Jeg tror ikke, der findes nogen anden i verden, der er så dårlig en taber. Hans reaktion, når han har indset et nederlag, selvom det handler om en lille dagligdags ting, trodser enhver logik. Han vil ikke indrømme det, men han har ikke et øje­bliks fred, før han kommer sejrrig ud af en situa­tion.

Efter at have hørt Fidel Castro under mange forskellige omstændigheder har jeg ofte spurgt mig selv, om hans lidenskab for konversation er underlagt en naturlig trang til, for enhver pris, midt i magtens hallucinatoriske illusioner, at holde fast i sandhedens ledetråd. Jeg har spurgt mig selv under mange samtaler, offentlige som private. Og jeg har især undret mig under svære, ufrugtbare dialoger med dem, der i hans selskab mister deres naturlighed og selvsikkerhed og be­gynder at tale i teoretiske vendinger, der intet har med virkeligheden at gøre.

På den anden side ændres alt, når han taler til folk på gaden. Så far samtalen igen en udtryks­fuldhed og en rå oprigtighed, der kun kan kom­me til udtryk ved sand hengivenhed. Af alle de civile og militære tilnavne, han har fået, bruges kun et i sådan en situation: Fidel. De kan roligt omringe ham, de tiltaler ham med det familiære »tu« (du), de diskuterer med ham, de modsiger ham, de stiller krav til ham – via en kanal af umiddelbar kontakt, gennem hvilken sandheden strømmer. Det er i sådanne øjeblikke, hvor han er ubevidst om sin egen storhed, snarere end i private stunder, at man kan opleve det usædvan­lige menneske, han er. Det er den Fidel Castro, jeg mener at kende efter utallige timers samtaler – ofte uden det politiske spøgelses tilstedeværel­se: en mand med en nøjsom livsstil og umætteli­ge illusioner, med en traditionel uddannelse, en mand af velvalgte ord og enkle vaner – og ude at stand til at få en ide, der ikke er ekstraordinær.

Han håber på, at videnskabsmænd vil finde en kur mod kræft, og han har skabt en udenrigspo­litik, der er en stormagt værdig – på en ø 84 gan­ge mindre end hovedfjendens landområde. Hans diskretion omkring sit privatliv er så stor, at net­op dette er blevet det mest gådefulde ved ham.

Han er, på næsten mystisk vis, overbevist om, at menneskets vigtigste mål må være dannelsen af en bedre og renere samvittighed, og at moral­ske, snarere end materielle, motiver vil være i stand til at ændre verden og bevæge historien fremad. Jeg mener, han er en af vor tids største idealister, og at dette måske er hans vigtigste for­trin – og største faldgrube.

Jeg har ofte set ham komme til mit hus sent om aftenen, stadig med resterne af en uendelig dag slæbende efter sig. Mange gange har jeg spurgt ham om, hvordan det gik, og han har fle­re gange svaret: »fint, fint, alt er i orden«.

Jeg har set ham åbne køleskabet for at spise et stykke ost, måske det første han har fået at spise siden morgenmaden. Jeg har set ham tage telefo­nen og ringe til en ven i Mexico for at spørge hende om opskriften på en af sine yndlingsretter og set ham skrive den ned, mens han lænede sig ind over bordet med snavsede tallerkner og gry­der efter min aftensmad. I hans få nostalgiske øjeblikke har jeg hørt ham genkalde sig morgen­stemninger fra sin barndom på landet, ung­domskærester der forlod ham og ting, han kunne have gjort anderledes.

En aften, mens han langsomt spiste nogle ske­fulde is, så jeg ham overvældet af vægten af de mange menneskeskæbner. Han blev så fjern, at han en overgang virkede anderledes end den, han plejede at være. Jeg spurgte ham, hvad han havde mest lyst til i denne verden, og han svare­de spontant: »At stå og hænge på et eller andet gadehjørne«.

Tekst 31 | Oversigten over kildetekster