Batista og Lansky
Uddrag fra Peter Bejder og Kim Boye Holt (red.): Rejsen rundt i Cuba. Politikens forlag, 2005.
Havana og mafiaen
I en by, hvor der kunne tjenes gigantiske summer penge på alkohol, narkotika, hasardspil og prostitution, kom mafiaen hurtigt til. I december 1946 blev den vigtigste mafia-konference siden depressionen holdt i Havana. Den magtfulde Meyer Lansky organiserede mødet. Han var kendt som den jødiske godfather, og denne lille, belæste mand var hjernen bag USA’s nationale forbrydersyndikat, der var blevet grundlagt af forskellige stridende familier i 1930'rne. Æresgæst var »Lucky« Luciano, Lanskys mere kendte sicilianske partner, der var blevet udvist af USA på grund af sine berygtede aktiviteter og nu ankom til Cuba på et falsk pas. Alle mafia-ledere fra New York, New Jersey, Tampa, Chicago og New Orleans kom til Havana til denne begivenhed.
Den cubanske hovedstad var et indlysende sted at mødes. Mafiaen havde fået fodfæste herunder forbudstiden, da de brugte Cuba som base for smugling af rom til Florida. Men muligheden for en mere indbringende forretning havde vist sig i 1938, da Batista, Cubas stærke mand, havde tilbudt Meyer Lansky at overtage to kasinoer og en hestevæddeløbsbane i Havana. Disse forretninger havde alle efterhånden fået et blakket ry. Lansky medbragte sin egen stab af medarbejdere til at arbejde i stedet for cubanerne og »omorganiserede« stederne. Forretningerne blomstrede op, flere kasinoer kom til, og Batista fik regulære afkast af Lansky. Mafiaen var især tilfreds, fordi det hele var fuldstændig legalt.
Forretningerne gik sløvt i 1946, men det sikreste og mest komfortable sted at diskutere mafiaforretninger var stadig i den cubanske hovedstad. Selv Frank Sinatra blev fløjet dertil for at optræde. Han kom med to af Al Capones fætre og medbragte et cigaretetui af guld tilLuciano. Øverst på dagsordenen var spørgsmålet om, hvad man skulle gøre ved Benny »Bugsy« Siegel, en charmerende psykopat, der havde mistet en formue af mafiaens penge på Flamingo Hotellet, det første kasino i Las Vegas. (Meyer Lansky havde det sidste ord at skulle have sagt angående sin partner og ven: »Der er kun en ting at gøre ved en tyv, der stjæler fra sine venner. Benny må skydes«).
Carabiens Las Vegas
Selvom Siegel ganske rigtigt blev skudt det efterfølgende år, fik Las Vegas snart for alvor succes efter hans opskrift: »høje beløb, spillebuler af høj klasse for spillere og levemænd«, hvilket overbeviste Meyer Lansky om, at de stagnerende forretninger i Havana ikke kunne måle sig med Las Vegas. Den altid grådige Batista, som igen havde taget magten ved et udramatisk kup i 1952, var enig. Igen rystede skandaler de cubanske kasinoer med påstande om aftalt spil: Det vrimlede med amerikansk-fødte spillehajer, som flåede turister for deres sparepenge i terning- og kortspil, selv mens de spiste middag i restauranterne. Hvad der var endnu værre – en ven af Richard Nixon, den californiske senator, tabte en del penge i Havana og skabte dårlig omtale, da han nægtede at betale.
I 1953 udnævnte Batista Lansky som sin personlige rådgiver i forbindelse med en spillereform med henblik på at rense ud i Havana, som han havde gjort i 1930’rne. Fra sin base i Montmartre Club begyndte han at ændre Havana til et tropisk Monte Carlo. Spillene blev reguleret, og det hemmelige politi blev ansat til at arrestere og bortvise spillehajer. Ironien var åbenbar. Da USA’s ambassadør blev spurgt, hvorfor amerikanske gangstere var så velkomne i Cuba, svarede han: »Mærkeligt nok er det tilsyneladende den eneste måde, vi kan få hæderlige kasinoer på«.
Cubas dekadente epoke nåede sit højdepunkt under Batistas anden præsidentperiode (1952-58), hvor korruptionen nåede mytiske proportioner. Den genoplivede kasinoindustri blev en del af et massivt fremstød for turismen, et nyt flyselskab blev dannet, krav om visa for amerikanske turister blev frafaldet, og alle nye hoteller og moteller fik toldfri status. Antallet af hotelværelser i Havana blev fordoblet på seks år. Næsten alle hoteller måtte have og havde en spillesal, så derfor opgav mange uddannede cubanere deres arbejde som læger eller lærere til fordel for det mere indbringende arbejde som croupiers. Et kompliceret system af bestikkelse holdt det hele kørende. Det siges, at Meyer Lansky satte mere end 3 mio. US$ ind på Batistas personlige bankkonto i Schweiz, og dette var blot en lille del af hans udbytte. Mafialederen og den cubanske præsident fortsatte med at være gode venner, ifølge en iagttager var de »som brødre«.
I mellemtiden var Batistas hemmelige politi blevet mindre hemmeligt og mere brutalt i sin iver for at jagte oppositionelle figurer. Ligene af torturerede systemkritikere blev hængt op i lysmaster til advarsel for enhver om ikke at kritisere de roterende rouletter og pokermaskinerne i Havana.
