Revolutionen starter
De revolutionære begynder deres oprør mod Batista.
Uddrag fra Sven Skovmand: Cuba. Forlaget Munksgaard, 1978.
Det var tidligt om morgenen søndag den 26. juli 1953.
Ved Moncada-kasernen i den cubanske by, Santiago, stod fire soldater på vagt. De lyttede misundeligt til larmen inde fra byen. Der havde været karneval hele aftenen og natten, og festen var ikke forbi endnu.
Pludselig kom en række biler kørende. Den første af dem standsede. Fire mænd sprang ud og råbte: »Gør plads for generalen!«
De fire soldater skyndte sig at hejse bommen op. De troede, at det var Cubas præsident, general Batista, der kom.
Men det var det ikke. - Det var fjender af Batista. De ville erobre kasernen, fordi den lå midt i Santiago. De regnede med, at de let ville kunne få folk i Santiago til at gøre oprør mod Batista, når Moncada-kasernen var deres.
Og Santiago var Cubas næststørste by. Det ville være en god start på et oprør at have denne by i sin magt.
Men først skulle kasernen med dens over 1000 soldater erobres. Oprørerne var kun cirka 150 og var nødt til at bruge list. Ved at lade som om de var general Batista og hans folk, håbede de på at få adgang til kasernen uden skyderi. Derefter skulle det ikke være svært at overmande de sovende soldater.
I starten gik det også godt nok. De første biler kørte ind på pladsen foran kasernen. Mænd sprang ud og løb ind i de nærmeste sovesale. Her blev alle soldater så forskrækkede, at de uden videre overgav sig. De kunne jo heller ikke vide, hvor få oprørerne var.
Men så skete det uheld, der ødelagde det hele. En patrulje dukkede op. Den standsede de biler, der endnu ikke var kommet ind i kasernen, og spurgte om, hvad meningen var.
En af oprørerne blev nervøs og skød patruljens leder ned. Skuddet satte hele kasernen i alarm. Soldaterne myldrede frem.
Samtidig opdagede oprørerne, at halvdelen af deres biler manglede. De var kørt vild i Santiagos snævre gader. Der var ikke engang 100 oprørere til at tage kampen op.
Angrebet på Moncada-kasernen var slået fejl. Der var ikke andet at gøre end at flygte. Men mange oprørere nåede ikke at slippe bort. Andre blev fundet i de næste dage, hvor soldater drev jagt på dem i skove og bjerge omkring Santiago.
De fangne oprørere fik en grusom behandling. Omkring halvdelen af dem blev dræbt, ofte efter frygtelige mishandlinger.
Til sidst blev folk i Santiago dog så ophidsede, at kasernens leder blev nødt til at standse disse myrderier. Resten af fangerne slap med lange straffe i fængsel.
Blandt dem der reddede livet, var den mand, som havde fået ideen til angrebet. Det var en 26-årig sagfører fra Havana. Hans navn var Fidel Castro.
Hvorfor kom oprøret?
Men hvorfor angreb de unge oprørere kasernen? Hvad fik dem til at sætte livet på spil?
Den vigtigste årsag var nok, at general Batista året før, i 1952, havde taget magten ved et kup. Han havde ladet sine soldater rykke ind i regeringens kontorer og havde sat alle ministre i fængsel. Han regnede ikke med at kunne vinde et normalt valg. Derfor havde han brugt våbenmagt.
Batista var ganske vist før blevet valgt til præsident på normal måde. Men: han var ikke nogen god præsident. Han ønskede først og fremmest at skrabe penge til sig. Firmaer, der ville have arbejde for den cubanske stat, måtte først aflevere penge til Batista og hans folk for at få lov. Og efter kuppet i 1952 var han blevet værre end nogen sinde.
Batistas regering gjorde ikke meget for at forbedre situationen på Cuba. Den blev snarere værre for hvert år, der gik.
