Statsminister Hans Hedtoft om den danske underskrivelse af Atlantpagten
Hans Hedtoft talte 23. marts 1949 i Folketinget om den danske underskrivelse af Atlantpagten og udviklingen i Østeuropa og den danske integration i den vestlige blok.
Talen er publiceret i Rigsdagstidende 1948-49, spalte 3831-34.
Kuppet i Tjekkoslovakiet i 1948 blev højdepunktet i ensretningsprocessen i Østeuropa. Præsident Benes’ afgang og udenrigsminister Masaryks dramatiske død blev for hele verden bekræftelsen på, at i den ekspansionspolitik, der drives i Østeuropa, er der ikke brug for »brobyggere«, ikke brug for »nybyggere«, der vil ærligt samvirke og god forståelse med Vesteuropa og USA, ikke brug for frie mænd, der vil een verden.
Hvad har nu folkedemokratiets gennemførelse i Østeuropa betydet? Sagt kort: at det, vi i daglig tale kalder umistelige menneskelige frihedsgoder, er afskaffet. Det er jo urigtigt, når de danske kommunister i deres agitation påstår, at det blot er »reaktionære« og »folkefjender«, der er sat fra bestillingen, og at folkets frihed er sikret. Vi, der bekender os til demokratiet, har grund til at mærke os, at der i Østeuropa i dag ikke findes et eneste ikke-kommunistiske parti, der betyder noget. De ikke-kommunistiske partiledere, som har holdt ryggen rank, er i dag tvunget til passivitet, sidder i fængsel eller koncentrationslejre eller er henrettet. Mange er gået i landflygtighed. Andre har ment, at det var rigtigt at gå over til kommunismen.
I det ene østeuropæiske land efter det andet har historien gentaget sig.
Vi har een gang prøvet i dette land, hvad det vil sige at forlade os på stormagternes respekt for vor vilje til neutralitet; vi kan ikke gøre det igen. Vi er i den situation, at vi må forene vore kræfter med andre. Regeringen ønsker fortsat at føre en politik, der kan styrke De Forenede Nationer og deres evne til at sikre freden. Det er desværre ikke til dato lykkedes De Forenede Nationer at opbygge et system, der giver medlemsstaterne den nødvendige sikkerhed mod angreb, der sker under krænkelse af pagtens principper. Derfor er i dag et samarbejde mellem medlemsstater, som har fælles interesser, naturligt. Vi vil ikke godtage den tankegang, at regionale aftaler er tilladt i en del af verden, men ikke i vor. Regionale aftaler forudsættes udtrykkelig i De Forenede Nationers pagt. Det for Danmark og det for os afgørende må være, om sådanne aftaler tjener fredens sag, og det tilkommer Danmark og det tilkommer dette ting at bedømme dette. Det skal være vor egen dom, det skal være vor egen bedømmelse, der lægges til grund, ikke fremmede magters.
Danmark hører til Norden og til Vesteuropa. Vi skal i den nuværende situation ikke glemme, at vi hører til Norden. Uanset det ikke lykkedes at etablere et fællesskandinavisk sikkerhedspolitisk samarbejde, vil vi af al vor kraft søge det nordiske samarbejde udbygget på det kulturelle, det sociale og det økonomiske område.
Jeg sagde, at vi hører til Norden, og vi hører til Vesteuropa. Det er en fundamental vigtig opgave at genrejse Vesteuropa, således at denne del af verden kan genvinde sin økonomiske livskraft og sin politiske styrke og indflydelse. Dette er set på længere sigt også en betingelse for, at Danmark bliver i stand til at mestre sin egen genrejsning. En genrejsning af Vesteuropa er ikke muligt, uden et solidarisk samarbejde mellem landene, og det er ikke muligt, uden at der fortsat gives støtte til det fra De Forenede Stater. Derfor er det nødvendigt også sikkerhedspolitisk at fortsætte den politiske linie, der hidtil er fulgt i det europæiske økonomiske samarbejde.
[…]
