Gustav Rasmussen om Atlantpagten
Udenrigsminister Gustav Rasmussen talte 9. februar 1949 i Folketinget om en mulig dansk underskrivelse af Atlantpagten.
Publiceret i Rigsdagstidende 1948-49, sp. 2630-32.
Et hovedpunkt i drøftelserne om et nordisk forsvarsforbund var spørgsmålet om, hvorledes og på hvilke vilkår de nødvendige leverancer af våben og andet materiel kunne fås, om de kunne tilvejebringes indenfor en rimelig tid og på økonomisk overkommelige vilkår, hvilket er en forudsætning for, at et skandinavisk forbund kan bringes i stand. Her gør sig en forskel gældende ikke blot i de tre landes behov, men også med hensyn til, på hvilken måde leveringerne af moderne våben og andet forsvarsmateriel kan opnås.
Også i en anden henseende var der meningsforskel.
Det var den norske opfattelse, at en henvendelse i udlandet ikke kun burde omfatte materielspørgsmålet. Den norske regering ønskede i samme forbindelse at drøfte de sikkerhedspolitiske realiteter med de vestlige stormagter, idet den norske regering, som udenrigsminister Halvard Lange udtalte i Stortinget den 3. februar, regnede med, at der kun var små udsigter til en tilfredsstillende løsning på materielspørgsmålet, hvis man ikke var villig til at gå ind på de sikkerhedspolitiske realiteter.
På svensk side ønskede man et alliancefrit nordisk forsvarsforbund, der både formelt og reelt måtte være uafhængigt af magtgrupperinger udenfor forbundet. Vide kredse i Norden nærer den opfattelse, at der kunne indtræde en forværring af den internationale situation, såfremt et nordisk forsvarsforbund ikke er fritstående, men suppleres med garantier og aftaler til anden side, medens et alliancefrit forbund derimod kunne bidrage sit til afspænding og fred.
På dansk side var vi af den opfattelse, at vi først og fremmest måtte undersøge de muligheder, der måtte bestå for indenfor rimelig tid og på rimelige vilkår at få våben og leverancer til et skandinavisk forbund, uden at dette påtog sig politisk betænkelige forpligtelser overfor andre magter.
Det var naturligt for de danske forhandlere at søge at mægle dér, hvor norske synspunkter afved fra svenske.
[…]
Det er fra forskellige sider blevet hævdet, at Danmarks stilling er den, at vi intet standpunkt har, at vi udelukkende har søgt at mægle for så at stille os på det standpunkt, som et svensk-norsk kompromis måtte medføre.
Det fremgår af, hvad jeg allerede har sagt, at denne påstand er urigtig. Vor opfattelse er den, at et alliancefrit, gensidigt forpligtende skandinavisk forsvarsforbund med vished for, at de nødvendige forsyninger kan opnås udefra – og det vil jo i praksis sige vestfra –, ikke alene er den bedste løsning af de nordiske landes sikkerhedsproblemer, men tillige, at en sådan ordning er et naturligt led i en konstruktiv fredspolitik. Det er den løsning, der efter regeringens opfattelse stemmer bedst med Danmarks og det øvrige Skandinaviens interesser. Den vil foruden at bidrage til at øge de skandinaviske landes sikkerhed tillige være en stabiliserende faktor for freden og bidrage til afspænding i den almindelige situation. Det er dette mål, regeringen har for øje.
[…]
