Notat om det dansk-amerikanske forhold, 1972
Fortroligt stemplet udenrigsministerielt notat dateret 23. marts 1972. Kan findes i Udenrigsministeriets lukkede arkiv 5.D.32.a (1962-72).
Talking Points
De amerikansk-danske samtaler den 25. og 26. marts 1972.
Formålet med samtalerne er ikke at få fastlagt et besøg af udenrigsministeren i USA, men at søge afklaret og fjernet årsagerne til den kølige afvisning, som forslaget om et dansk udenrigsministerbesøg i USA fremkaldte fra amerikansk side, jfr. Telegram nr. 62 af 28. januar 1972 fra ambassaden i Washington (»tiden var ikke moden« og »på amerikansk hold havde der været nogen irritation over forskellige punkter i den dansk-amerikanske relation«).
Af samtaler i den omhandlede forbindelse forekommer det, at den amerikanske irritation i første række skyldes regeringens Vietnam-politik og dens forslag til en ny forsvarsordning. Men derudover kan 10%-tolden samt Grækenland og Portugal-politikken tænkes at have spillet en rolle.
Hovedformålet med besøget må derfor være at forklare, hvorledes disse forhold præsenterer sig set med danske øjne.
Vietnampolitikken
På baggrund af de løbende danske overvejelser samt den svenske og den norske anerkendelse kan den danske anerkendelse ikke være kommet den amerikanske regering overraskende. En negativ amerikansk reaktion forekommer vanskeligt forståelig i betragtning af, at præsident Nixon kan aflægge besøg i Kina, som USA ikke har anerkendt diplomatisk, og som har været Hanois hovedleverandør af krigsmateriel, særlig mindre våben, gennem hele Indokina-krigen. Hertil kommer, at den danske regering ikke på nogen måde har forhastet sig med at lade ambassadør Stenbæk Hansen rejse til Hanoi for at overrække sine akkreditiver. Som bekendt er dette først sket i disse dage. Ambassadøren har ved denne lejlighed ikke været bemyndiget til at tilbyde Nordvietnam humanitær hjælp før efter krigsophøret – med undtagelse af proteser til stærkt handicappede – for det tilfælde at en anmodning herom skulle blive fremsat.
Der vil kunne henvises til, at man fra dansk side til stadighed har holdt det amerikanske udenrigsministerium underrettet om vore kontakter med Hanoi, og at det samme naturligvis vil ske efter de nu stedfindende akkrediteringsbesøg.
Over for det argument – som har været fremme – at anerkendelsen rent tidsmæssigt faldt uheldigt, idet den blev fremsat samtidig med, at USA indledte hemmelige fredsforhandlinger i Paris, vil det kunne anføres, at Danmark jo ikke var bekendt med disse forhandlinger. En henvisning til disse – hvilket kunne være sket i et fortroligt brev fra minister til minister – ville selvsagt have påvirket vort valg af tidspunktet for anerkendelsen. Frankrig var trods alt underrettet herom uden at samme politiske grunde gjorde sig gældende som i vort tilfælde.
For det tilfælde, at man fra amerikansk side skulle komme ind på den danske stemmeafgivning om Kinas repræsentation i FN og det forhold, at vi i Saigon kun er akkrediteret ved en gesandt (mod i Hanoi med en ambassadør), vil der kunne henvises til henholdsvis den traditionelle danske holdning på det nævnte punkt og til, at sondringen mellem ambassadør og gesandt på dansk hold er uden betydning (et udtryk for den almindelige titelinflation), og at dette spørgsmål vil blive taget op i forbindelse med et chefskifte på posten.
Alt i alt skulle regeringens anerkendelse af Nordvietnam derfor efter dansk opfattelse ikke kunne opfattes som et irritationsmoment i forhold til USA.
Forsvarsordningen
Der henvises på dette punkt til vedlagte hemmelige brev af 16. februar 1972 fra forsvarsministeren til forsvarsminister Nelvin Laird.
10%-særtolden
I betragtning af, at USA selv har indført en lignende særtold, kan den midlertidige danske særtold næppe have givet anledning til problemer. I givet fald bør det fremhæves, at der er tale om en midlertidig afgift, og at Danmark jo ikke er det eneste land, som har taget et sådant skridt (Storbritannien og USA).
Grækenlands- og Portugal-politikken
Den danske holdning til udviklingen i Grækenland er ligeledes velkendt. Det forhold, at spørgsmålet regelmæssigt er blevet bragt op på NATO-ministermøderne, bør ses som et udtryk for de skiftende regeringers ønske om at sikre befolkningens opbakning om alliancen. Der vil herved kunne henvises til, at NATO-medlemsskabet i de senere år ikke har givet synderlig anledning til offentlig kritik.
I fortrolighed vil det kunne oplyses, at udenrigsministeren overvejer ikke at rejse spørgsmålet på det næste NATO-ministermøde.
Den danske holdning over for Portugal er ligeledes uændret. Den portugisiske reaktion på regeringens beslutning om at yde økonomisk støtte til frihedsbevægelser i Afrika forekommer overilet. Som bekendt er der alene tale om humanitær bistand.
[…]
Besøget vil endelig kunne benyttes til at spørge, hvilke resultater den amerikanske regering forventer af præsident Nixon’s besøg i Moskva, hvorledes den amerikanske regering vurderer forbundsregeringens chancer for at få ratificeret Østtraktaterne, og hvorledes den amerikanske regering bedømmer udsigterne for sikkerhedskonferencen. På dette sidste punkt har vi fra dansk side bemærket os udenrigsminister Rogers udtalelser på decemberministermødet i NATO, hvor han bl.a. sagde:
»The other principal issues on which we must express ourselves at this meeting is the European Conference. As a result of the progress on Berlin, and the prospect of negotiations on balanced force reductions, we in the United States have adopted a more positive attitude towards a conference, and we have indicated that publicly«.
»We must use […] a conference to help break down the barriers in Europe and to promote a more normal atmosphere among its individual sovereign nations«.
»I should add my belief that the Alliance should begin to regard such a conference more clearly as the start of a long process of European reconciliation, not as a climatic event in it self«.
Denne grundindstilling til konferencen, som kommer til udtryk i disse udtalelser, svarer i vidt omfang til danske.
Vi er endelig bekendt med, at der med henblik på Moskva-rejsen er blevet nedsat en »taskforce« i State Department under Mr. Hillenbrands ledelse til at beskæftige sig med sikkerhedskonferencen. Det vil være af interesse at erfare noget om resultatet af dette arbejde.
P.I, den 23. marts 1972
