Dansk statsministerielt referat om dobbelt- beslutningen i 1979
Nedenstående kildetekst er et referat udarbejdet af det danske statsministerium og stemplet ’strengt fortroligt’.
Det er dateret 17. august 1979 og er underskrevet af Erik Holm.
Teksten kan ses på www.koldkrigsudredningen.dk.
Statsministeriet
Referat af samtale mellem forbundskansler Helmut Schmidt og statsminister Anker Jørgensen på Bornholm den 15. august 1979.
Øst-Vest forholdet og TNF
Statsministeren bad Helmut Schmidt om hans vurdering af situationen på baggrund af de rejser og samtaler, som han havde haft i løbet af sommeren.
Forbundskansleren opridsede her sine indtryk fra de samtaler han havde haft med personer, der dække et bredt spektrum af den amerikanske opinion, under en privat rejse til USA i juli måned. Han var ikke i tvivl om, at den amerikanske administration i øjeblikket var overordentlig svag. Det andet hovedpunkt i vurderingen var, at Sovjetunionen stod over for et lederskifte, hvor resultatet var meget svært at vurdere. Han havde på sin rejse til mødet i Tokyo gjort ophold i Moskva, hvor han havde haft en længere samtale med Kosygin og Gromyko. Han var under denne samtale slået af, hvor klart Kosygin optrådte som førstemand, og hvorledes Gromyko ganske overlod denne rolle til Kosygin. I øjeblikket kunne man derfor håbe på, at det ville blive Kosygin, der overtog ledelsen. Fordelen herved var, at ham kendte man, i det mindste. På den anden side ville det ikke blive nogen langvarig løsning, da Kosygin var tre år ældre end Breznev.
Det afgørende spørgsmål i øjeblikket var mulighederne for at opretholde détente-politikken. Der var ingen tvivl om, at den militære ligevægt mellem øst og vest var i færd med at svinde bort. På mellemdistancevåbnenes side var der en helt klar sovjetisk overvægt – i størrelsesordenen 100:12 eller 100:15. Hertil kom at flankerne var svage. Tyrkiet var stadig truet af fuldstændigt sammenbrud, dels på grund af økonomiske forhold, dels på grund af den islamiske fare, jfr. Iran.
I Vesteuropa gik det nu rimeligt godt. UK syntes at være på vej til noget større styrke, og i Italien var der opnået større økonomisk stabilitet i løbet af de sidste par år.
Statsministeren refererede her til deres samtale i Hamborg, hvor Schmidt stærkt havde understreget, at Tyskland ikke ville tjene som spydspids. Han var lidt bange for at der efter denne samtale var opstået en misforståelse, specielt med henblik på den danske atomvåbenpolitik for så vidt angik de søbaserede våben. Der måtte ikke på tysk hold være nogen forestilling om, at vi kunne acceptere stationering af disse våben i Danmark, heller ikke hvis det drejede sig om de søbaserede våben alene.
Forbundskansleren svarede hertil, at han var ganske klar over dette, og at han vel forstod den særlige nordiske problemstilling og de hensyn, der skulle tages i den noget komplicerede situation. Han havde også drøftet dette spørgsmål i Norge, men havde dog her fået det indtryk, at nordmændene var parat til »at leve i synd«. Under alle omstændigheder var det en politik, som de to lande havde fastlagt for 20-25 år siden, og han erkendte at den ikke kunne ændres.
På den anden side måtte det stå helt klart, at han (Tyskland) ikke ville modtage disse våben alene. Han måtte som et minimum kræve NATO-konsensus om fire punkter:
- En erklæring om, at det var nødvendigt at opbygge et forsvar i Vesteuropa af mellemdistanceraketter – landbaserede krydsermissiler og Pershing.
- En beslutning om at producere og deployere disse våben i et antal lande, hvormed han tænkte på Benelux, Tyskland og måske Italien (UK blev ikke nævnt eksplicit).
- Et tilbud til Sovjetunionen om at optage forhandlinger om begrænsning i antal warheads for de i Europa stationerede våben.
- Oplæg til at der i 1980-81 skulle træffes videre beslutning (additionel decision) angående de søbaserede krydsermissiler.
Dette tyske minimumsønske tog dog ikke hensyn, tilføjede kansleren, til den øjeblikkelige mangel på ledelse i Vesten eller til et eventuelt nyt sovjetisk lederskab.
Statsministeren præciserede igen den danske holdning, at man ikke kunne modtage sådanne våben i Danmark, heller ikke på allierede skibe i danske farvande. Han var ikke i stand til her og nu at give forbundskansleren endeligt tilsagn om en dansk tilslutning til de skitserede fire punkter. Han forstod meget vel situationen, han håbede på at en dansk tilslutning kunne gives og han ville arbejde herfor. Men en fuldstændig forsikring herom kunne han ikke nu afgive.
Fra dansk side blev tilføjet den betragtning, at der ikke i Danmark havde været nogen rigtig offentlig debat herom. Skulle spørgsmålet ikke blive rejst stærkt i offentligheden, kunne en dansk tilslutning til den tyske skitse nok gives, men det var svært at give et tilsagn, så længe man ikke havde nogen klar fornemmelse af, hvorledes den politiske opinion var herom.
Forbundskansleren reagerede ret markant herpå ved at sige, at vi skulle endeligt ikke forvente, det kom til at gå stille af. Sovjetunionen ville utvivlsomt udtrykke sig meget højrøstet om det og søge at lægge pres på Danmark. Det ville givetvis være fejlagtigt at tro, at det ikke ville skabe røre. Der var i Tyskland en helt afklaret og entydig holdning omfattende FDP, idet Genscher, Apel og Vetter var enig i, at Tyskland ikke kunne stå alene.
Det blev fra dansk side spurgt, hvor sikker den hollandske holdning var. Hertil svarede forbundskansleren at Hollands beslutning var af afgørende betydning, idet Belgien og Luxembourg ikke kunne reagere positivt, hvis ikke også Holland gjorde. Han var sikker på at både van Agt og van der Klauw delte hans egen vurdering, ligesom også van der Stoel var med.
Selv den Uyl, mente Schmidt, var parat til en klar støtte herfor, hvilket havde været en smule overraskende for ham. Men der var heller ingen tvivl om, at hollænderne meget nøje observerede den skandinaviske holdning. Derfor var det så betydningsfuldt, at Danmark uforbeholdent støttede én fælles NATO-beslutning, der ikke ændrede ved den danske ikke-stationeringspolitik.
Statsministeren sluttede diskussionen af med at sige, at der nu var helt klarhed over, hvorledes stillingen var. Han kunne ikke føje mere til det han allerede havde sagt, idet det var ham umuligt på nuværende tidspunkt at afgive et endeligt udsagt om danske tilslutning til den fælles erklæring.
Erik Holm
