Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Telegram fra den danske NATO-repræsentation til Udenrigsministeriet, 1988

Fortroligt telegram fra NATO-repræsentationen til Udenrigsministeriet, dateret 15. april 1988.

Teksten er publiceret via www.koldkrigsudredningen.dk.

 

Udenrigsministeriet

DANATO Bryssel, reptel 317 af 15. april 1988, kl. 12.30

 

Urgent

 

Strengt fortroligt

 

Allierede orlogsskibes anløb af danske havne

Repr. J.nr. 105.F.21.

 

Under en samtale hos Generalsekretæren i dag kl. 09.15 underrettede jeg efter instruktion denne om de i Folketinget den 14. april 1988 fremlagte to dagsordensforslag og for afstemningsmønstret, der førte til vedtagelsen af det af Socialdemokratiet fremlagte forslag.

Jeg gengav derefter in extenso Statsministerens afsluttende bemærkninger som fremsendt til delegationen med cirk. dos. af 14. april.

Generalsekretæren gav udtryk for sin dybe bekymring over vedtagelsen af den socialdemokratiske dagsorden, der måtte befrygtes at rejse alvorlige problemer for alliancesamarbejdet. Han skønnede, at han i dagens løb måtte fremkomme med en udtalelse, og forudskikkede, at denne, om end kort, ville komme til at reflektere hans dybe bekymring.

Generalsekretæren kunne samtidig oplyse, at den amerikanske ambassadør var blevet instrueret om at søge gennemført en rådsdrøftelse vedrørende sagen snarest muligt.

På personlig basis gav jeg udtryk for min sikre formodning om, at regeringen ikke ville finde det hverken rigtigt eller muligt at modsætte sig et sådant ønske fra andre medlemmer af alliancen. Generalsekretæren rejste spørgsmålet, om jeg ville ønske i dagens rådsmøde kort at redegøre for hændelsesforløbet i Folketinget. Efter at have indhentet instruktion meddelte jeg efterfølgende generalsekretæren, at jeg ville være rede til at indlede rådsdrøftelsen med en sådan kortfattet redegørelse. Dette bifaldt Generalsekretæren.

Generalsekretæren oplyste også, at spørgsmålet om afvikling af NPG-mødet i Danmark var under overvejelse. En eventuel beslutning om at flytte mødet til Bryssel, måtte træffes senest torsdag den 21. d.m. (måske allerede tirsdag).

Jeg kan ikke forudse resultatet af de allieredes overvejelser, men føler mig ret sikker på, at spørgsmålet vil blive drøftet med delegationen, inden en afgørelse måtte blive truffet.

I det efterfølgende rådsmøde har derefter redegjort for hændelsesforløbet omkring vedtagelsen af det socialdemokratiske dagsordensforslag. Jeg har hertil redegjort for Statsministerens afsluttende bemærkninger begyndende med ordene: »Men så vil jeg i øvrigt…« og sluttende med ordene: »10 dage«.

Efterfølgende gav den amerikanske ambassadør ud fra en bred alliancebetragtning og ikke alene ud fra amerikanske synspunkter udtryk for sin dybe beklagelse over den vedtagne dagsorden. På amerikansk hold var man stærkt bekymret ikke mindst over de praktiske konsekvenser, der kunne flyde af denne dagsorden. Hans administration havde værdsat den danske regerings forsøg på at afværge dette resultat. Man måtte nu omhyggeligt studere dagsordenen. Han kunne i dag kun sige, at den danske statsminister i sine afsluttende bemærkninger havde peget på de centrale problemer som dagsordenen rejste. I øvrigt underrettede han rådet om indholdet af den af udenrigsminister Schultz den 14. d.m. godkendte udtalelse, der vil være af ministeriet bekendt.

Den britiske ambassadør havde ikke modtaget konkret instruktion. Også han fandt imidlertid, at statsministeren havde peget på de centrale problemer, som dagsordenen rejste og henledte mere specielt opmærksomheden på, at fremføring af britiske forstærkningsstyrker beroede på den britiske flådes aktive deltagelse. Det var bekendt, at Storbritannien fulgte den samme NCND-politik som USA, og at denne politik ikke ville blive ændret. Dagsordenen kunne under disse omstændigheder få konsekvenser for britiske forstærkninger til Danmark.

Den tyske ambassadør havde ikke modtaget konkret instruktion, men understregede, at sagen var blevet fulgt i Tyskland med stor bekymring, ikke mindst når man betænkte den »interlocking nature« af de gensidige forpligtelser, som var grundlaget for alliancen. På tysk hold ville man nu nøje studere dagsordenen og følge udviklingen med den største opmærksomhed.

Generalsekretæren konkluderede herefter, at der potentielt var tale om et meget alvorligt problem, og at det forekom ham nødvendigt, at rådet på en tidlig dato fik mulighed for at fortsætte den nu indledte drøftelse. Han gik ud fra, at den danske ambassadør løbende ville holde ham og rådets medlemmer orienteret om udviklingen i de danske overvejelser.

Efter rådsmødet har Generalsekretærens kabinetschef meddelt mig at Generalsekretæren ville finde det vanskeligt og forhastet at indkalde til rådsdrøftelse allerede mandag den 18. d.m. Det forekom Generalsekretæren, at han måtte give medlemslandene mulighed fornøje at vurdere situationen, som den tegnede sig efter vedtagelsen af et resolutionsforslag, som den danske regering havde stemt imod. En rådsdrøftelse mandag forekom derfor at måtte bero på et dansk initiativ, begrundet i et ønske om at fremkomme med yderligere danske bemærkninger.

Hertil har jeg på personlig basis skønnet, at regeringen næppe ville have yderligere betragtninger at fremføre, og at dansk imødekommelse af et ønske om en rådsdrøftelse i første række ville være begrundet i en accept af, at medlemskredsen burde have adgang til at udtale sig, såfremt de ønskede det, og en erkendelse af, at en sådan drøftelse ville kunne yde et væsentligt bidrag til den vurdering, som Statsministeren havde bebudet regeringen stod overfor.

Under disse omstændigheder var kabinetschefen ganske overbevist om, at Generalsekretæren ville ønske at konsultere i hvert fald de umiddelbart interesserede lande med henblik på en drøftelse onsdag den 20. d.m. om eftermiddagen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at rådet tirsdag vil være optaget om formiddagen af drøftelser med ambassadøerne Nitze og Ridgeway vedrørende det forestående amerikansk-sovjetiske udenrigsministermøde i Moskva og om eftermiddagen af det årlige møde med SACEUR. Onsdag formiddag vil General-sekretæren være på afskedsvisit i Holland. Disse arrangementer står ikke til at ændre.

Jeg har ikke haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet om beramning af et rådsmøde med andre end Generalsekretæren og hans kabinetschef. Det ville være mit skøn, at i al fald visse lande, og jeg tænker her ikke mindst på Norge, ville ønske tid til overvejelse.

 

Telegrammet er sendt til FMN og UM

 

Intet følger slut slut

 

Borch 317      

 

Tekst 54 | Oversigten over kildetekster | Tekst 56

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk