Den rette hjælp til Baltikum
Kronik af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen: Den rette hjælp til Baltikum, bragt i Politiken søndag den 23. april 1989.
I kronikken, som er forfattet inden den danske anerkendelse af de baltiske landes selvstændighed, fastslog udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, at den rette hjælp ikke så meget handlede om officielle forbindelser som de kontakter, der kan knyttedes mellem enkeltpersoner og organisationer. Han advarede i samme åndedrag om, at alt for stor dansk iver kunne føre til, at Kreml smækkede døren i for de baltiske landes frigørelse. Kilden illustrerer, hvor vanskeligt det var for selv centrale politiske personer at forudsige historiens gang i den meget hektiske periode fra 1989 til 1991.
Hos mange danskere er de baltiske lande en lille øm plet på samvittigheden. Så nære – og dog så fjerne i de snart 50 år, som er gået siden de mistede deres alt for korte selvstændighed.
Den seneste tids hæsblæsende begivenheder i Sovjetunionen har derfor genskabt en interesse for de baltiske lande, som er helt naturlig i betragtning af de mange historiske, kulturelle og geografiske bånd mellem Danmark og disse naboer ved Østersøen. Og mange spørger, hvad vi kan gøre for bedst muligt at fremme og understøtte den udvikling, der synes undervejs.
De valg, som har været holdt i Sovjetunionen, blev endnu en overbevisende demonstration af styrken i de folkelige bevægelser, som for øjeblikket folder sig ud i de baltiske republikker.
Det er spændende. Det er nyt. Og det er meget positivt.
Præsident Gorbatjovs program for en fornyelse af sovjetisk samfundsliv går ikke blot på en restrukturering i økonomisk henseende, men også på større åbenhed over for den offentlige mening. Begge dele, men ikke mindst det sidste, synes de baltiske republikker ikke blot i særlig grad at være interesseret i, men også specielt ivrigt for at udvikle.
De bredt funderede folkebevægelser, Folkefronterne, der er opstået inden for de seneste år, ønsker såvel liberalisering inden for økonomi og erhverv som muligheden for i højere grad at bestemme selv og forme samfundet i demokratisk retning. Med de nylige valg håber de – og vi – at der er taget endnu et fornuftigt skridt på vejen væk fra et styre domineret af de centrale sovjetiske myndigheder og frem mod mere folkelig repræsentation.
Her må man ikke glemme en anden omstændighed i forbindelse med udviklingen i de baltiske republikker, nemlig den sovjetiske anneksion i 1940.
Det bærer ved til selvstændighedstrangen, om end de færreste går så langt, at de direkte forlanger uafhængighed af unionen. Det giver den nye status for de nationale flag og de nationale sprog særlig stor betydning, men det fremkalder også modreaktioner i de store grupper af især russisksprogede indvandrere. De prøver med Interfront-dannelser at dæmme op for den voksende nationalisme, og kommer dermed også ofte til at optræde som talsmænd imod selve demokratiseringsprocessen.
Når det er sagt, må imidlertid tilføjes, at den politiske situation i republikkerne er kompliceret og bestemt ikke entydig. Folkebevægelserne og de folkelige krav varierer fra republik til republik, ligesom republikkerne er indbydes væsensforskellige. At yde hele spektret fuld retfærdighed kræver bredere rammer en disse. Jeg har blot ønsket at skitsere de store udviklingslinier i disse republikker, der gerne vil knytte tættere bånd til de nordiske nabolande.
Vi ønsker generelt præsident Gorbatjov alt held med den nye politik. Men vi ønsker helt specielt vore baltiske naboer held i deres liberaliseringsbestræbelser. Det optager os, og det optager de øvrige nordiske lande.
Af samme grund tog jeg initiativ til en drøftelse af situationen i Baltikum under det nordiske udenrigsministermøde i Torshavn i marts. Spørgsmålet er også blevet drøftet i regeringen, ligesom Det Udenrigspolitiske Nævn nu er blevet indbudt til diskussion på grundlag af et oplæg fra mig.
Især synes jeg, at det er glædeligt at se den stadig større interesse i offentligheden for de baltiske lande. Det er min faste overbevisning, at det er de direkte forbindelser folk til folk, som vi må bygge på. Jeg tror, at de er særlig gavnlige i denne tid, hvor det stadig er vanskeligt at gennemskue status for den politiske udvikling i Baltikum og f.eks. omfanget af de centrale myndigheders ønske om fortsat at have det sidste ord i republikkerne.
Jo bedre og bredere direkte kontaktflader vi kan skabe mellem de baltiske folk og os, jo mere kan vi bidrage til en positiv udvikling.
Mulighederne er mange: Teater, udstillinger, filmuger, udveksling af folk og organisationer, politikerbesøg. Vi bør besøge dem, og de må gives mulighed for at besøge os.
Jeg er også overbevist om, at der vil vise sig gode muligheder for en større samhandel og større industrielt samarbejde med republikkerne. Især landbruget og den agroindustrielle sektor rummer store muligheder, og på fiskeriområdet er der allerede en række kontakter. Som nye mulige samarbejdsområder skal nævnes turistområdet og hele miljøsektoren. Den udveksling af delegationer og etablering af kontakter, som allerede foregår, vil vi søge at fremme mest muligt.
I det hele taget vil regeringen naturligvis prøve at hjælpe nye initiativer på vej, hvor den overhovedet kan. Men den enkeltes foretagsomhed vil blive det centrale, både når det gælder udbygningen af økonomiske og kulturelle forbindelser.
Hvad det sidste angår, så ligger det jo ikke i vor tradition eller inden for vore økonomiske muligheder at have store kulturinstitutter i det fremmede, som f.eks. Frankrig eller Forbundsrepublikken har det, til at støtte udviklingen af de kulturelle forbindelser. I vort tilfælde bliver der stillet direkte krav til den enkeltes foretagsomhed.
Jeg tager derfor hatten af for nogle af de små danske kunstforeninger, som jeg ser allerede har vovet pelsen og har formået at sætte en udveksling i gang. Det er netop sådanne konkrete skridt, der er brug for.
I debatten herhjemme har man undertiden ikke så meget interesseret sig for udviklingen af de mellemfolkelige forbindelser, men har i stedet rettet fokus mod de manglende officielle forbindelser. Det spørgsmål har været rejst om oprettelsen af nordiske konsulater ikke ville være en måde, hvorpå man kunne øge tilknytningen og støtte de baltiske republikker i deres sag.
Her mener den danske regering, at det ville være forkert i den nuværende situation. Og det synspunkt deles af de andre nordiske lande. De baltiske republikker, såvel som Sovjetunionen generelt befinder sig i en smeltedigel. Ingen forudsigelser om udviklingen kan være sikre, og vi skylder de baltiske republikker at bevæge os med forsigtighed og undlade store armbevægelser.
Republikkernes egen holdning til konsulatspørgsmålet er heller ikke afklaret. Det er åbenbart, at de folkelige bevægelser gerne vil have støtte. Men når jeg læser de forskellige interviews og udtalelser af ledende folk inden for folkefronterne, ser jeg også, at netop de tætte forbindelser med Norden er ledetråden, mens spørgsmålet om formen for disse forbindelser er mindre væsentlig.
Der gør sig yderligere et forhold gældende: Danmark deler med de fleste andre vestlige lande en ikke-anerkendelsespolitik i forhold til Sovjetunionens anneksion af de baltiske republikker i 1940. Denne politik har medført en række selvpålagte begrænsninger i forhold til de officielle forbindelser med republikkerne.
For at undgå misforståelser skal jeg præcisere, at det sandelig ikke skyldes noget hensyn til de centrale myndigheder i Moskva – tværtimod. Netop respekten for de baltiske republikkers selvstændighed og protest mod den tvang, som de blev underkastet i 1940, har gjort, at denne politik er blevet opretholdt.
Men vi prøver også at være så fleksible som muligt i den nuværende situation. De baltiske republikker har f.eks. nu fået ret til at udstede egne pas og viseringer, som vi naturligvis accepterer – på linie med, andre vestlige lande. Men vi har samtidig gjort det sovjetiske udenrigsministerium opmærksom på, at Danmarks holdning til den sovjetiske anneksion er den samme, som den altid har været.
Vi sikrer os også gennem besøg af diplomater fra vores ambassade i Moskva en løbende underretning om forholdene i republikkerne, selvom vi altså fortsat viger uden om forbindelser på officielt niveau.
Af de samtaler, som danske diplomater har haft med repræsentanter for folkefronterne i de baltiske republikker forstår vi i øvrigt, at ingen her har noget ønske om ændringer i omverdenens anerkendelsespolitik, i hvert fald ikke i den nuværende situation. Vi ville heller ikke være overbeviste om, at pompøse officielle forbindelser af den ene eller anden art ikke ville kunne medvirke til, at Moskva smækkede døren i og satte en stopper for udviklingen i republikkerne.
Det er ingen hemmelighed, at den gryende nationalisme såvel i republikkerne som i andre dele af unionen udgør en vældig udfordring til det centrale styre.
Jeg bør for fuldstændighedens skyld tilføje, at Sverige og Finland ikke har nogen begrænsninger i deres anerkendelse af de baltiske republikkers tilhørsforhold til Sovjetunionen.
Derfor står de friere, for så vidt angår officielle forbindelser og officielle besøg. i de baltiske republikker. Men det nordisk udenrigsministermøde i Torshavn bekræftede, at man også fra svensk og finsk side finder det nødvendigt at bevæge sig med betydelig forsigtighed når det gælder det officielle forhold til republikkerne.
Heller ikke Sverige og Finland har planer om oprettelse af konsulater, om end det finske konsulat i Leningrad har et filialkontor i Tallinn bl.a. ud fra hensynet til den meget store skare finske turister der hvert år besøger Estland.
Det vil ikke være fremmende for udviklingen i vore relationer til disse lande, hvis vi fortaber os i en diskussion om formalia.
Det er noget helt andet, det drejer sig om. Vi ser en spændende positiv og ny udvikling på det folkelige plan i de baltiske republikker. Det er den, vi gerne vil nå – og nå så direkte som muligt person til person, virksomhed til virksomhed, organisation til organisation.
Her håber vi naturligvis alle, at liberaliseringsbestræbelserne i de baltiske republikker må krones med held.
Situationen er imidlertid stadig kompliceret, grundlaget for de mange forhåbninger endnu skrøbeligt. Vi bør prøve at støtte udviklingen, hvor vi kan, over så bredt et felt som muligt – med indsigt og respekt for det som står på spil. Det hensyn skylder man sine naboer.
Uffe Ellemann Jensen.
