Samarbejde om sikkerhed og integration i Østersøområdet. Den europæiske unions rolle: Blod sikkerhed?
Den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersens tale Samarbejde om sikkerhed og integration i Østersøområdet. Den europæiske unions rolle: Blød sikkerhed? ved konference i Riga den 25. august 1996.
Mange tak for de venlige velkomstord. Jeg værdsætter naturligvis denne lejlighed til at fremføre de danske synspunkter på et emne, der har stor prioritet hos os – nemlig »blød sikkerhed« og Østersøområdet. Lad mig til at begynde med dele nogle betragtninger med Dem om betydningen af begrebet »blød sikkerhed« i modsætning til »hård sikkerhed« og »civil sikkerhed«. »Blød sikkerhed« forstås i denne sammenhæng som alle former for sikkerhed med undtagelse af militære kamphandlinger, herunder forsvaret af det nationale territorium. Det omfatter alt lige fra indenlandsk stabilitet til gennemførelse af de opgaver, som bliver opregnet i Petersbergerklæringen. »Hård sikkerhed« er i hovedsagen det territoriale forsvar imod en udefra kommende angriber, medens »civil sikkerhed« omfatter de ikke-militære – civile – sider af »blød sikkerhed«. Der er således sket en ændring af begrebet sikkerhed. Under Den Kolde Krig var sikkerhedspolitikken især af militær karakter og forbundet med det territoriale forsvar – »hård« sikkerhed. I dag er spørgsmål, der har forbindelse med »blød« sikkerhed, blevet stadig vigtigere. Det er indlysende, at udfordringer af den »bløde« sikkerhed ikke kan besvares med militære midler. De kræver politisk og økonomisk samarbejde – og engagement. Vi har et stort udvalg af instrumenter til vores rådighed.
Vi ser et mere åbent Europa. Et Europa med større muligheder og udfordringer men også et Europa, som kan påvirkes mere af ikke-militære trusler – som f.eks. politisk, økonomisk og social utryghed. Vi står over for et paradoks: Forsøgene på forøget samarbejde og integration består side om side med stigende nationalisme og etnisk selvbevidsthed i Europa. Den britiske historiker, Eric Hobsbawn, ser en udvikling, hvor Versailles-traktatens lande er på vej mod at skyde sig selv i foden.
I Nordeuropa – i Østersøområdet – ser vi muligheder for at skabe en ny sikkerheds struktur. Østersøområdet er en udmærket »prøvesag« for den nye sikkerhedsarkitektur. I dette område har vi alle de forskellige former for sikkerhedsordninger repræsenteret – vi har NATO-medlemsstater, vi har et tidligere Warszawapagt-land, vi har tidligere Sovjet-republikker, vi har Rusland og vi har alliancefri lande. Samtidig er vi – lykkeligvis – fri for en åben væbnet konflikt. I skarp kontrast hertil har vi på Balkan desværre set konflikter bryde ud, som får os til at tænke tilbage på, hvad der alt for ofte tidligere er sket i Europa. Der bør anvendes en omfattende og bredtfavnende metode, som kunne omfatte oprettelse af flersidige forbindelser mellem staterne i området. Herved kan skabes et sammenfald af de nationale interesser. Samtidig skabes betingelserne for en bedre styring af farerne – hvad enten de er af politisk, økonomisk, social eller miljømæssig karakter. I Danmark valgte vi selv denne politik efter den Anden Verdenskrig gennem deltagelse i FN, OECD, NATO, Europarådet, Nordisk Råd, EU og OSCE, og det har vi høstet mange fordele af. Sammen udgør disse organisationer et sikkerhedsnetværk, ikke kun i militær henseende, men også – og vigtigere – med hensyn til en fælles forpligtelse til at have sammenfaldende principper og politikker: Demokrati, menneskerettigheder, retssikkerhed, respekt for minoriteter, fredelig bilæggelse af konflikter, frihandel og markedsøkonomi - for blot at nævne nogle få af dem. Dette er præcis grunden til, at Danmark engagerer sig stærkt i, hvad man kunne kalde »fred gennem udvidelse«.
Disse betragtninger lå også bag det dansk/tyske initiativ for fire år siden om at foreslå oprettelse af et nyt regionalt forum for samarbejde: Østersørådet. Dette råd har udviklet sig til at være et vigtigt redskab for et bredt samarbejde tværs over Østersøen, specielt siden EU blev udvidet med Sverige og Finland. Gennem samarbejde på en mængde områder søger de østlige medlemmer – Rusland, de baltiske lande og Polen – gradvis flersidige løsninger på deres fælles problemer. Samtidig omgås de hinanden på måder, som er meget forskellige fra perioden før 1989. Gennem denne gradvise integration opnås et bidrag hen imod stabilitet i det nordøstlige Europa. I nutidens sikkerhedsarkitektur findes to store organisationer EU og NATO. Sammen udgør de de vigtigste byggesten for stabilitet og fred. Og sammen giver de os et Europa, som er meget forskelligt fra det, man havde i 1919. De leverer en levedygtig europæisk integration og et stærkt bindeled tværs over Atlanten. De kan ikke erstatte hinanden – de må supplere hinandens arbejde såvel som OSCE’s arbejde.
Herefter vil jeg behandle spørgsmålet om EUs udvikling. Den Europæiske Union blev oprindeligt skabt af sikkerhedsmæssige årsager. Strategien var »fred gennem integration«, og midlerne var politisk og økonomisk samarbejde. Denne strategi har hidtil kunnet stå for historiens prøve – og den bør fortsætte. I dag er den væsentligste opgave at få den til at virke også for de central- og østeuropæiske lande, herunder det baltiske område. Unionen omfatter allerede store dele af Østersøområdet. EUs udvidelse vil forbedre unionens vigtige rolle med at sikre stabilitet i Europa gennem politisk og økonomisk samarbejde og dialog. Som det blev erklæret ved åbningen af EU’s regeringskonference i Torino i marts: Udvidelsen repræsenterer en historisk opgave og en stor mulighed for Europa. Det er faktisk en mulighed, som vi ikke må tabe på gulvet. Allerede i dag kan man se og mærke, at i dette område har båndene ført til en »fasttømring« af stabilitet og vækst, som har deres udspring i EU. Et tættere samarbejde vil bidrage til at sikre stabilitet og sikkerhed i Europa. Det vil byde både ansøgerlandene og de nuværende EU-medlemmer på nye udsigter til økonomisk vækst og velstand. Men samtidig vil udvidelsen udgøre en hidtil uset udfordring for den Europæiske Union såvel som ansøgerlandene.
Det Europæiske Råd fastlagde på sit møde i København i juni 1993 de politiske og økonomiske kriterier, som ansøgerlandene skal opfylde. Overholdelse af grundlæggende demokratiske rettigheder er en forudsætning for medlemskab af EU.
Lande med intern politisk ustabilitet eller alvorlige konflikter med deres naboer vil ikke kunne bidrage til samarbejdet inden for EU på en tilfredsstillende måde. I økonomisk henseende må kandidatlandene have en fungerende markedsøkonomi. De skal kunne klare sig i konkurrencen inden for EU og påtage sig de pligter, som medlemskabet indebærer. Ved to på hinanden følgende møder, i Madrid i december 1995 og i Firenze i juni i år, har Det Europæiske Råd understreget vigtigheden af at komme videre med forberedelserne til forhandlinger, der skal begynde med ansøgerlandene fra Øst- og Centraleuropa. De er planlagt til at begynde et halvt år efter afslutningen af regeringskonferencen. Den danske regering har lige fra begyndelsen aktivt arbejdet for det synspunkt, at forhandlinger med alle ansøgere burde begynde samtidigt.
Forhåndsudvælgelse blandt kandidatlandene – dvs. påbegyndelse af forhandlinger med kun nogle af dem – indebærer en fare for at skabe nye linier for opdeling i Europa. Ansøgerlande, som måtte være ladt tilbage, vil kunne tabe lysten til at fortsætte deres reformproces. Stabiliteten kunne blive svækket i stedet for at blive forøget. Sikkerheden står på spil for os alle. Påbegyndelse af forhandlinger med alle ansøgere på samme tid vil ikke forhindre de højst udviklede lande i at opnå medlemskab før de lande, som behøver mere tid. Landene vil blive medlem af EU i den rækkefølge, i hvilken de vil kunne acceptere og leve op til »acquis communautaire«, dvs. den foreliggende EU-lovgivning. For EU betyder udvidelse en ud-
fordring, som nødvendiggør tilpasning. Dette er dagsordenen for den igangværende regeringskonference.
Konferencens hovedformål er at gøre det muligt for EU at gennemføre udvidelsen. Det er i ansøgerlandenes interesse at slutte sig til et EU, som vil kunne løse problemer. De nuværende medlemmer vil ikke være parate til at sætte udviklingen af EU-samarbejdet i venteposition, medens udvidelsen fuldbyrdes. Justeringer vil være nødvendige for at sikre, at Unionen fortsat vil kunne træffe afgørelser og løse problemer, også efter udvidelsen – og opretholde den folkelige støtte til udvidelse. Altså er det væsentligt, at der opnås aftale om institutionelle justeringer.
Igennem de forløbne år har den Europæiske Union spillet en stærkere politisk og stabiliserende rolle i området. En række spørgsmål, som tidligere var relativt adskilte og blev behandlet i forskellige fora, dækkes nu af EU. Og EU har en rolle at spille inden for sikkerhedspolitik – inden for »blød sikkerhed«. Allerførst gennem forebyggende diplomati og politisk dialog, gennem økonomisk samarbejde og handelsforbindelser. Områder inden for hvilke EU har stærke forholdsmæssige fordele, og områder som bør styrkes og yderligere udvikles.
Der findes endnu et sikkerheds område, hvor EU bør spille en vigtig rolle, nemlig miljøområdet. Miljømæssig nedbrydning udgør en potentiel trussel mod stabiliteten i området. Dette problem er grænseoverskridende. Der er behov for et internationalt samarbejde, som kanaliseres gennem EU for at sikre en bæredygtig udvikling og for at forhindre den nævnte miljømæssige nedbrydning. Husk på, at vi befinder os ikke så langt væk fra Tjernobyl – og kraftværker af den samme type.
EU bør have tilstrækkelig styrke til at kunne ordne politiske krisesituationer inden for det europæiske område og i de tilstødende områder. Det er en naturlig opgave for de europæiske lande at løse problemer inden for Europa og således fremme »blød sikkerhed« for medlemsstaterne. I denne sammenhæng er der et klart behov for, at EU får en mere effektiv fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Yderligere bør man ikke undervurdere vigtigheden af økonomisk vækst. Der er virkelig ved at blive bygget broer tværs over Østersøen i disse år. Et område med en betydningsfuld økonomisk vækst.
En vigtig virkning – men ganske vist en, der sker på længere sigt - er den gradvise ændring af samfundene selv inden for EU. Tænk blot på vigtigheden af det indre marked. Det har en stabiliserende virkning på samfundene selv. Den løbende styrkelse af båndene mellem EU og de associerede lande er af umådelig stor betydning. Jeg brugte tidligere udtrykket en »fasttømret stabilitet«. Jeg anser det for at være ganske rammende. I sig selv frembyder styrkelsen en forøget sikkerhed og et stærkere grundlag for at kunne gøre front mod udefra kommende pression.
Jeg vil gerne understrege, at EU’s udvikling ikke bør føre til, at andre organisationers arbejde gøres endnu en gang. De forskellige organisationer bør supplere hinanden og ikke gøre den samme opgave dobbelt. EU’s udvidelse må således anses for at være yderst vigtig for de baltiske landes sikkerhed.
Imidlertid er den ikke tilstrækkelig. Af adskillige grunde, og vigtigst af dem »den bløde sikkerhed«, vil de redskaber, der er til rådighed, være meget mere effektive, når de understøttes af en struktur, der er baseret på »hård sikkerhed«.
Hvilket fører mig til spørgsmålet om de baltiske stater og NATO’s udvidelse. Danmark har en stærk interesse i, at NATO bliver udvidet. Vores naboer omkring Østersøen, Polen, Litauen, Letland og Estland stræber alle efter at opnå medlemskab. Finland og Sverige følger udviklingen nøje. Rusland har en betydelig interesse i betragtning af den kendsgerning, at også Rusland er en kyststat ved Østersøen og i netop dette område har sin mest umiddelbare geografiske grænseflade med Centraleuropa. Det er mit synspunkt, at alle nye demokratier i Europa, »hele og frie«, skal have den samme mulighed for at kvalificere sig til et NATO-medlemskab. Vi kan ikke operere med en første og anden division, når det drejer sig om sikkerhed. Retten til at vælge sin egen skæbne er et grundlæggende princip ikke kun for deres sikkerhed, men også for vores. Udvidelsen af NATO vil blive en ganske langvarig proces. Nogle lande vil være sikre på at blive medlemmer før andre. Det vil være en let opgave at sætte navn på de lande, som kommer med i første bølge. Det vil være vanskeligere at bestemme, hvad der skal ske med de lande, som ikke nævnes. Lad os erkende, at vi befinder os i en proces, som er under udvikling, og oprigtigt erklære, at det første land ikke bliver det sidste. Vi er nødt til at gribe sagen an ud fra mange facetter. Processen drejer sig ikke kun om udvidelse af en organisation – en indviklet opgave i sig selv. Målet er, at der sker en forøgelse af sikkerhed og stabilitet i hele Europa.
Hvis vi ignorerer denne kendsgerning, er vi på vej til at skabe flere problemer, end vi løser – især i østersøområdet. Som skitseret af NATOs vicegeneralsekretær, ambassadør Balanzino, befinder Alliancen sig i en proces, hvor den må tilpasse sig den nye sikkerheds situation. Opbygning, roller og nye opgaver er nu under diskussion. Et nyt og anderledes NATO er på vej med god hjælp fra erfaringerne fra IFOR-indsatsen.
Det kommer til at tage tid, kræve energi og politisk vilje. Den positive erfaring fra 16 + l mødet i Berlin i juni danner god præcedens for et konstruktivt fremtidigt samarbejde mellem NATO og Rusland.
OSCE er et andet meget vigtigt element, som jeg personlig vil ofre meget tid på næste år, når Danmark overtager formandskabet for denne organisation. Vi skal fremme denne transatlantiske og paneuropæiske organisations ideer og principper. Vi skal bruge det forebyggende diplomatis mekanismer og aktivt engagere os i OSCE-drøftelsen om en sikkerhedsmodel for det 21. århundrede.
Hvis vi vender os mod de mere regionale omgivelser, nævnte jeg vigtigheden af Østersørådet. Også her vil Danmark overtage formandskabet fra juni næste år. Vi ser muligheder for at udvide samarbejdet i Østersørådet, f.eks. inden for civil sikkerhed. Medens vi forbereder os, ønsker vi at holde os i tæt kontakt med det nuværende lettiske formandskab for Østersørådet.
Endelig har vi en mangfoldighed af bilaterale og andre regionale aktiviteter og således alle elementerne til en virkelig bredtfavnende politik for 0stersøområdet. Men vi forkaster enhver forestilling om, at disse elementer gør det overflødigt for et nyt NATO at beskæftige sig med spørgsmålet om udvidelse med de baltiske lande. Der må ikke sættes spørgsmålstegn ved deres udsigt til medlemskab. Vi bør altid holde os målene for øje, når vi opbygger og tilpasser Europas nye sikkerhedsarkitektur. De baltiske lande, hele Østersøområdet, udgør en prøvesag.
Den største opgave for min generation af politikere er at skabe en æra af stabilitet i det nye Europa. En æra som forhåbentlig vil komme til at vare i mange år. Opgaven er at få det nye system til at tjene hele Europa. Historien vil ikke tilgive os, hvis vi ikke for alvor søger at forfølge dette mål. I Nordeuropa – i Østersøområdet – tror jeg oprigtigt, at vejen frem hedder fred gennem udvidelse. Fred skabt gennem en mangfoldighed af redskaber – »i mange lag« – som Instituttet for Øst-Vest Studier rammende har benævnt den. Her i Østersøområdet har vi særlige muligheder for – og en særlig forpligtelse til – at vise, at et nyt sikkerhedssystem kan opbygges med deltagelse af de mest forskelligartede nationer. Mulighederne findes. Det er vores pligt at gribe dem.
