Sakajev: Opgøret med dansk tilpasning
Statsminister Anders Fogh Rasmussen indrykkede nedenstående debatindlæg i Politiken 5. november 2002.
I indlægget redegjorde han for sit opgør med det han betegnede som den passive tilpasningspolitik i dansk udenrigspolitik i forbindelse med den såkaldte Sakajev-sag.
Sakajev-sagen var udsprunget af afholdelsen af et tjetjensk møde i København i efteråret 2002. Den russiske regering rettede skarp kritik mod den danske regering for ikke at have forbudt afholdelsen af mødet.
I størstedelen af det 20. århundrede var dansk udenrigspolitik præget af den passive tilpasningspolitik. Filosofien bag den passive tilpasningspolitik blev formuleret allerede i 1905, da den senere radikale udenrigsminister, P. Munch udtalte: »Det første og sidste Krav, vi skal stille til det danske Diplomati, er, at det skal holde sig i Ro og gøre sit yderste til, at vi kan leve så ubemærket som muligt«.
kke se. Ikke høre. Ikke tale. Ikke udsætte sig for kritik. Leve så ubemærket som muligt. Det var kernen i det ydmyge diplomati, som prægede dansk udenrigspolitik helt frem til 1988.
Jeg troede, at der var gjort endegyldigt op med tilpasningspolitikken og småstats-tankegangen. Men efter den sidste uges medieståhej i anledning af tjetjener-kongressen i København og anholdelsen af den tjetjenske politiker Akhmed Sakajev kommer jeg alligevel i tvivl.
Uha, der er kommet kritik af Danmark fra store Rusland. Og straks er vi tilbage i tankegangen fra den passive tilpasningspolitiks tidsalder.
Udenlandsk kritik bliver opfattet som en plet på Danmark. Det er nok regeringen, der har klodset i det. Uha, nu bliver der ridser i lakken for EU-formandslandet. Store overskrifter i aviserne, som afspejler en blanding af benovelse og bestyrtelse over, at lille Danmark er i centrum for en ret ordinær international situation.
Der er blot tale om, at Danmark som formand for EU er blevet en frontlinjestat, der bliver konfronteret med alverdens problemer og konflikter. Da vi i dette halvår står i spidsen for EU, er der naturligvis også situationer, hvor der er strategiske og mediemæssige interesser i at sætte fokus på Danmark. Vi kan ikke bare putte os.
Som EU-formandskab bliver vi konfronteret med sager, som giver kritik, uanset hvilken afgørelse vi træffer. Således også i tjetjener-sagen.
Det ville give kritik under alle omstændigheder, uanset om tjetjener-kongressen blev afholdt eller ej. Uanset om Akhmed Sakajev blev anholdt eller ej. Uanset om det besluttes at udlevere ham eller ej. Det eneste sikre i denne sag er kritik fra den ene eller den anden side.
At den danske regering bliver kritiseret af en udenlandsk magt er da ikke automatisk ensbetydende med, at regeringen har begået en fejl, eller at Danmark som nation har et problem.
Det afgørende må være, at vi træffer de rigtige beslutninger og udfører de rigtige handlinger.
Uanset at det giver kritik, hvad enten vi gør det ene eller det andet.
Hvad drejer det hele sig om? Ja, først beslutter en række tjetjenere at afholde en verdenskongres i København. Det er et privat arrangement, som den danske regering ikke har lod eller del i. Ikke desto mindre modtager regeringen en protest fra Rusland med krav om, at den danske regering skal forbyde afholdelsen af kongressen i København.
Regeringen giver Rusland et klart svar: Den danske grundlov sikrer forsamlings- og ytringsfrihed. Derfor hverken kan eller vil regeringen forbyde afholdelsen af den tjetjenske verdenskongres.
Den tjetjenske verdenskongres kunne være afholdt mange andre steder. Nu var det altså i København. Derfor blev Danmark mål for den russiske vrede. Men regeringen stod naturligvis fast på kravet om retten til at afholde lovlige politiske møder.
Næste sag: De russiske politimyndigheder henvender sig til dansk politi med krav om, at den tjetjenske politiker Akhmed Sakajev, som opholder sig i København, bliver anholdt med henblik på udlevering til retsforfølgelse i Rusland. Sakajev bliver beskyldt for deltagelse i og planlægning af terrorisme – en alvorlig beskyldning. Efter nogen kommunikation frem og tilbage mellem russisk og dansk politi finder dansk politi tirsdag 29. oktober, at der er grundlag for at anholde Sakajev.
Beslutningen om at anholde Sakajev er truffet af politiet uden politisk indblanding. Sakajev blev fremstillet for en dommer, hvorefter han blev varetægtsfængslet for 13 dage. Nu er det så op til de russiske myndigheder at levere et tilstrækkeligt vægtigt bevismateriale i sagen om udlevering.
I begge sager holder regeringen naturligvis fast i de principper, som gælder for en retsstat.
Vi bøjer os ikke for russisk pres, men forsvarer retten til at afholde lovlige møder. Beslutningen om at anholde Sakajev bliver truffet af dansk politi alene ud fra en politimæssig vurdering af den russiske anmodning. Vi bøjer os ikke for pres fra dem, som mener, at Sakajev skal slippe for undersøgelse, fordi han er en fredens mand. Nu må sagen gå sin gang, og i sidste ende ligger afgørelsen hos domstolene. Sådan arbejder et velordnet retssamfund.
De sager, som Danmark er blevet involveret i, er karakteriseret ved, at ingen regering kan forhindre dem i at opstå, og en hvilken som helst løsning på sagerne vil give kritik ét eller andet sted fra. Regeringens afvisning af at aflyse den tjetjenske kongres affødte naturligvis kritik fra Rusland. Hvis regeringen havde bøjet sig for russisk pres, ville vi med rette kunne kritiseres for at bøje grundlovens principper.
Hvis politiet havde truffet beslutning om ikke at anholde Sakajev, ville Danmark blive kritiseret for ikke at tage deltagelsen i kampen mod international terrorisme alvorligt.
Og jeg kan allerede nu forudse ny kritik, når beslutningen om udlevering af Sakajev skal træffes. Hvis der bliver truffet beslutning om udlevering, vil regeringen igen blive beskyldt for at bøje sig for Rusland. Hvis der bliver truffet beslutning om ikke at udlevere Sakajev, vil det udløse ny russisk kritik.
Sådan er nu engang vilkårene, når Danmark agerer på den internationale scene. I stedet for at blive bestyrtede og urolige, så bør vi betragte opgaven som en udfordring. I stedet for at skrive alarmerende om angreb, krise og storm, så bør vi tage det stille og roligt og indse, at begivenheder som de aktuelle spændinger i forhold til Rusland hører med til spillet, hvis man vil føre aktiv udenrigspolitik og være i front - i stedet for at gemme sig bag andre og føre en passiv tilpasningspolitik, som Danmark gjorde i størstedelen af sidste århundrede. Men bag den hjemlige kritik af regeringen i de aktuelle sager om Rusland aner man det uudtalte ønske om at vende tilbage til fortidens usle tilpasningspolitik, hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer.
Men sådan er verden ikke mere. Især da ikke efter 11. september 2001.
