C.C. Clausen om Columbus’ møde med Caribien i 1493 (1916)
Carl Christian Clausen (1868-1934) var journalist og forfatter. Han studerede historie og deltog i Kristian Erslevs øvelser om kildekritik. I Studentersamfundets skriftserie udgav han bl.a. Kristoffer Kolumbus (1892) og Det moderne Italien (1896). I 1898 kom Vore store Mænd udgaaede fra smaa Hjem. Clausen var redaktør på tidsskriftet Hver 8. Dag fra 1907 til 1909. Fra 1906 til sin død arbejdede han ved Dagbladet Politiken.
Teksten er et uddrag fra C. C. Clausen, Carl Muusmann og A.C. Meyer: Under Palmer, Fortællinger og Skildringer fra Dansk Vestindien. Carl Schepler, København, 1916, s. 7-9.
De dukker første Gang op i Historien en Novemberdag i Aaret 1493, da Columbus er paa sin anden Rejse, paa Vej op til sin Hovedø, Haïti. Stormfuldt Vejr tvang ham den 14. November til at kaste Anker i Læ af en Ø, som de Indfødte kaldte Ayay, men som han gav Navnet Santa Cruz, 'Det Hellige Kors'. Den store Opdager var lidenskabeligt troende, hans Rejse var for ham ikke blot Handelsforetagende, men lige saa meget Korstog. Til Gengæld for det Guld, han søgte, vilde han give Evangeliet, og det syntes ham et godt Bytte for de Indfødte. De nye Øer gav han mest Navne, hentede fra Helgenhistorien. Hele Øgruppen kaldte han 'Jomfruøerne', Las Virginias, efter de 11.000 Jomfruer.
Columbus sendte en Baad med 25 Mand i Land for at hente Vand og spørge sig for om den videre Kurs. De stødte paa en af Mændene forladt Landsby, hvor de bemægtigede sig nogle Kvinder og Børn. De fleste af dem var Fanger, som Øens Beboere, de menneskeædende Karaiber havde slæbt hjem fra deres Togter til de andre Øer, og som de nu opbevarede til senere Maaltider. De ligefrem fodrede dem, som vi fodrer en Svin og en Gaas. Forresten erklærede de, at Mandskød smagte ulige bedre end Kvindekød.
Paa Hjemvejen stødte Spaniernes Baad sammen med en Kano, roet af Indfødte. Den kom pludselig tilsyne bag et Forbjerg. Først stirrede de Indfødte maaløse på Baaden, paa disse vældige, æventyrlige Skibe. Men da de saa, at Spanierne vilde dem tillivs, greb de til Buerne. Kvinderne som Mændene. Skøndt Spanierne havde deres Skjolde, blev dog to saarede, den ene haardt af en Kvindes Pil, den trængte ind gennem Skjoldet. De løb nu Baaden i sænk, men de Indfødte kæmpede videre i Vandet, og det var med største Besvær, at nogle blev fangne. Selv da de var blevet bragte ombord i Columbus Skib og lænkede, bevarede de deres Trods og rynkede Pande. ”De vedblev at vise en Grusomhed og Vildhed, der kun kan sammenlignes med den, som Libyens Løve lægger for Dagen, naar den ser sig fangen i Garn, og de var saa gyselige, saa fæle og djævelske at skue, at ingen kunde betragte dem, uden at føle sig betaget af den største Rædsel.” Det at Spanierne i dem saa Menneskeædere, gjorde dem naturligvis endnu frygteligere og grueligere at skue. Men for Resten kan de have set vilde nok ud, med det lange, sorte og tætte Haar, besmurte med Farve omkring Øjnene, og med Bomuldsbaand snoede om Arme og Ben over- og nedenfor de kødfulde Dele, saa Kødet bugnede ud, hvad der efter deres Mening saa saare smukt ud.
