Paul Iserts oplevelse af slaveriet på St. Croix (1787)
Paul Erdmann Isert (1756-1789) var en dansk (tyskfødt) kirurg og planter, som i flere år levede og arbejdede på Guldkysten i Dansk Guinea. I 1783 rejste han med slaveskibet Christiansborg fra Dansk Guinea til Dansk Vestindien. Hans breve fra rejsen 1783-1787 er bevarede, oprindeligt skrevet på tysk. Paul Isert er en af de stemmer, der i 1700-tallet forholdt sig kritisk til slavehandel og slaveri. Følgende er Ingeborg Raunkiærs oversættelse af brevene fra 1917. Kilden er fra Iserts »ellevte brev«, skrevet på St. Croix i 1787, og uddraget omhandler hans oplevelser af slaveriet på øen.
Uddrag fra Ingeborg Raunkiær: Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87. G.E.C Gad, København, 1917, side 179-180.
Opfindelserne til Pinsel af Negrene er utallige. Men ingen omgaas dog mere barbarisk med sine Slaver end den herlige Yngel, Frimulatterne, eller disse Mellemting af Evropæere og Negre. En Kvinde i mit Nabolag havde en Slavinde, som havde slaaet noget i Stykker for hende. For nu ret at hævne sig føleligt, bandt hun hendes Hænder og hængte hende op ved dem paa en Krog, efter at hun først havde ladet hende trække Særken af. Hun stak hende saa med en Naal langsomt over hele Kroppen, saa at det arme Menneske skreg forfærdeligt. Hun fortsatte denne Behandling i over en Time, indtil endelig barmhjærgtige Naboer kom løbende til og bad Slavinden fri.
I de fleste af Negrenes Forseelser er de Hvide selv Skyld. De forlanger, at Negrene skal være dem tro, ikke løbe bort, og dog giver de dem selv Grund dertil, idet de dels giver dem for daarlig Føde, dels ikke engang giver dem nok. Det sker ikke sjældent, at en Neger kommer til Plantagens Forvalter med indfalden Mave og beder om noget at spise, og over denne Dristighed kan Forvalteren være tyrannisk nok til at lade ham faa et Dusin Slag af Ridepisken. Disse Uhyrer af Grusomhed giver ofte ikke engang Negrene det, som Planterne selv har bevilget, men beriger sig paa denne Maade paa de Ulykkeliges mave, medens Negrene er ude af Stand til ellers at tjene noget til deres Føde. Det er sørgeligt at se disse Ulykkelige blive dreven til Arbejdet, der begynder allerede før Solopgang og først ender sent om Natten. Tredive Slaver med Hakke paa Skulderen har altid to Bombaer (d.e. sorte Opsynsmænd), hver med en forfærdelig Pisk, som de den meste Del af Tiden lade spille i Luften, som man gør hos os efter Okser for Ploven. Forglemmer en af de arbejdende sig et Øjeblik, bliver han straks kureret med Pisken. De vedholdende Strabadser og Pisk i Forbindelse med en elendig Kost, dræber eller ødelægger snart den fortrinlig skabte Neger ganske. O, hvad var I? Og hvad er I nu? Disse sørgelige Spørgsmål har jeg ikke sjældent gjort mig selv, naar jeg saa en Trop af disse Ulykkelige med deres Drivere.
