Peter Lotharius Oxholms forsvar af den danske koloni (1797)
Peter Lotharius Oxholm (1753-1827) var en dansk general, officer, plantageejer og en kort overgang generalguvernør i Dansk Vestindien (i 1815). I 1778 var han blevet sendt til Dansk Vestindien for at undersøge øernes forsvarstilstand. Dette besøg varede fra 1778-1780. I 1779 blev han gift ind i en hollandsk-vestindisk planterfamilie på St. Croix. Nogle år efter hjemvendelsen til Danmark rejste han til øerne igen og blev her til 1797. Han lavede tegninger fra øerne og meget nøjagtige landkort. Oxholm mente, at slaveriet var nødvendigt for økonomien i Dansk Vestindien, men var også kritisk over for de forhold, som både de slavegjorte og soldater levede under.
Oxholm skrev dette skrift i anledning af nogle anonyme 'Breve fra St . Croix', som var blevet indrykket i Det Politiske og Physiske Magazin i marts og april 1797. Oxholm forsøgte med skriftet at svare igen på noget af den kritik, der havde været af kolonierne i Dansk Vestindien. Bemærk Oxholms kritik af Paul Isert.
Uddrag fra Peter Lotharius Oxholm: De Danske Vestindiske Oers Tilstand i Henseende Til Population, Cultur Og Finance-Forfatning. Johan Frederik Schulz, 1797, gentrykt af Kessinger Publishing, side 9-10.
De Danske Vestindiske Öer have i de seenere Tider ofte sat Skribenterne og Pressen i Bevægelse; men meestendeels have enten Fordomme eller egennyttige Hensigter, Lyst til at udmærke sig, Hevngerrighed, Misundelse over enkelte Personers Held og gode Rygte, maaskee og ofte overiilet Nidkiærhed med de beste Hensigter, været de Bevæggrunde, der have sat Pennen i Gang og ledet den.
De mange derom giorte, tildeels falske Forestillinger, have ikkun foraarsaget Ligegyldighed imod de adskillige over disse Öer udkomne Skrifter, og ingen har hidtil anseet det Umagen værd at besvare dem. Maaske havde det og været vanskeligt at finde Bifald ved Gienmæle, fordi det nu omstunder er en overspendt Menneskekiærligheds daglige Raab og Mængdens efterabende Lune, at dadle og finde Feil ved Kolonie-Systemet i Vestindien, som omenskiöndt det unægteligen i sig selv er stridende imod almindelige Grundsætninger af Menneskekiærlighed, dog formedelst sit lange Tilværelse maaskee ikke mueligt at forandre, med mindre Koloniernes Dyrkning tilligemed skulde ophöre. Det viiseste Middel er derfor Formildelses Planer og Lettelses Foranstaltninger imod dette, som imod meget andet moralskt Onde, der maae taales fordi det ei kan afskaffes eller rettes, uden at frembringe saadanne Fölger, der vilde blive langt værre og skadeligere for Staten og det borgerlige Selskab.
Kolonie-Systemet er derfor en Skamplet paa Europas Statsforfatning, som af Nödvendighed maae tilstædes, fordi dets overiilte Bortryddelse vilde have den fordærveligste Indflydelse paa hele Nationers Velstand, og ödelægge mange Millioner Mennesker, som leve af den Industrie og de Næringsgreene, der understöttes og vedligeholdes af Koloniehandelen. Iblandt de ældre der har skrevet om de Danske Vestindiske Öer, er Oldendorp i hans Missionsgeschichte, den sindigste, oprigtigste og til Hensigten svarende Skribent, thi Haagensens jammerlige Skrift og Iserts uoverlagte og satiriske korte Anmærkning om Tilstanden paa St. Croix, hvilken han troede sig istand til at udgive efter et Ophold i Landet af nogle Uger, og den Oplysning han kunde faae ved den Omgang og de Bekiendtskaber han kunde giöre i et Værtshuus, fortiener ikke engang at nævnes. Den som af Enkeltes tyranniske Handlinger vil bedömme hele Folkes og Selskaber Tankemaade, er enten ond eller enfoldig –
