Sophie Helweg-Larsens erindringer fra Dansk Vestindien (1940, 1941)
Sophie Helweg-Larsen var gift med Lars Christian Helweg-Larsen, som var generalguvernør i to omgange i Dansk Vestindien (hhv. 1911-1913 og 1915-1916). Sophie Helweg-Larsen udgav to bøger om Dansk Vestindien: Sollyse Minder fra Tropeegne som engang var Danske (1940) samt den mere litterære Og saa rejser vi ud i Verden (1941). Bøgerne giver os et indblik i, hvordan en højtstående, dansk kvinde opfattede livet på øerne i de sidste år af den danske kolonitid. Teksten er et uddrag fra begge de to udgivelser og handler om stort og småt.
Uddrag fra Sophie Helweg-Larsen: Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske. V. Thaning & Appels Forlag, 1940 og Og saa rejser vi ud i Verden. Thaning & Appels Forlag, 1941. [Overskrifterne er lavet af forforfatterne til Dansk Vestindien].
Et portræt af de indfødte arbejdere, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 29
Naar vi kørte ud om Eftermiddagen, mødte vi paa Landevejen Arbejdere, der flokkevis gik ind til Byen.
Kvinderne – der ogsaa gjorde Markarbejde – gik med højt opkiltrede Skørter, der svingede frem og tilbage under deres vuggende, hurtige Gang.
Store Straahatte havde de paa Hovedet og ovenpaa dem smaa Byldter eller Frugter – ofte et stort rundt Græskar.
Mændene havde deres Økser til at skære Sukkerrør med om Halsen – de havde Form som en Segl.
De hilste smilende paa os, saa man saa deres hvide Tænder og sagde til hverandre »That is our Exellency« – saa højt, at vi kunde høre det.
Den første Nat paa St. Thomas: lyden af dyr og negere, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 20
Den første Nat paa St. Thomas sov man ikke meget. Ved Solnedgang begyndte Faarekyllingerne og Græshopperne deres Koncert, pibende, hvinende lød det, og havde det regnet blandede Peder Oxefrøerne deres Triller op i den. Det blev ved til Solopgang.
Hele Natten vandrede Negrene op og ned ad Gaden nedenfor Apoteket, af og til holdende højrøstet Palaver.
Naar en Hane begyndte at gale, svarede alle de andre i Kor. Hundene gøede, Æslerne skrydede. Og var man endelig falden i Søvn ud paa Morgenstuden, drønede Vagtskuddet fra Fortet og vækkede én.
Livet, festerne og de materielle omstændigheder for guvernørparret, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 22
Inde i Spisesalen er Forberedelserne til Frokosten færdige. De grønne Jalousier for Vinduerne er lukkede, og Luften er kølig derinde.
Paa det blankt polerede store Mahognibord staar Retterne paa kostbare, gamle Porcelænsfade, tildækket af høje buede Sølvlaag. Madeiravinen glimter i Krystalkaraflerne og Frugterne i Sølvopsatsen staar midt på Bordet.
Guvernementshuset på St. Croix, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 23-24
I Guvernementshuset på St. Croix er den ene Fløjs Stueetage optaget af Kontorerne.
Over dem ligger den smukke gamle Festsal. En udvendig bred Trappe fører op til den.
Frederik d. VI’s Navnetræk med Kongekronen over, staar over den aabne Portal, som fører ind til Gemakkerne.
I det forreste er to legemsstore Malerier af Kongerne Frederik d. VI og Christian d. VIII i Kroningsdragter.
Igennem to Fløjdøre af Mahogni kommer man ind i Festsalen.
Den er i ren Empirestil, holdt i Guld og Hvidt. Paa de mange Piller langs Siderne er guldindrammede Spejle med Kongekroner over, og under dem forgyldte Taburetter betrukket med rødt Saffian. Imellem Pillerne gaar man ud til brede lukkede Gallerier.
Salen er oplyst med det nu saa moderne 'Levende Lys' – Stearinlys er anbragt i mange forgyldte Lampetter langs Væggene og fem store forgyldte Lysekroner under Loftet.
Endnu en fest, i karnevalstiden, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 63
Det var midt i Karnevalstiden, og der var meget livligt i den store Spisesal, hvor vi spiste, - Confettikamp rasede, Serpentinerne slyngedes ud, og flere af Optogene fra Gaden kom op og dansede til Musikken, der spillede fra et Orkester i Salen.
Proffessor Johs. Schmidt bragte den ene store Confettipose efter den anden til vort Bord. Jeg sagde til sidst: »De bruger alle Deres Rejsepenge, - De kan ikke komme hjem i Morgen!«
Confettien laa tilsidst centimeterhøjt paa Gulvet i Stuen.
Den Sorte, glade Befolkning, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 24
Saa er Hovedgaden i Christiansted, Kingstreet, fyldt af Spadserende, mest af den indfødte Befolkning.
Ofte spiller ”The national Brassband”, et Orkester af indfødte musikere nede på Havnepladsen.
Ved Titiden sluttes der af, og spillende en munter March – ofte: 'Den Gang jeg drog af Sted' – drager Musikken forbi Guvernementshuset, fulgt af den glade, sorte Befolkning.
[…] Skønne Haver med al Tropernes Blomsterpragt omgav de smukke, stilfulde Bygninger.
Negerlandsbyernes smaa hvidkalkede Huse stødte op til Haverne. Naar arbejdet i Sukkermarkerne var forbi, begav Negerne sig hjem og nød Aftenens Hvile.
Ofte satte Mændene sig på Dørtrinnet op til Huset med en Guitar eller Banjo paa Skødet, klimprende paa dem, medens de sang deres ejendommelige, smukke, ofte melankolske Negersange.
Om hunde – hvide og sorte, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 50-51
Negrene var paa en Maade Hundevenner – men deres egne Hunde overfedede de sjældent
[…] Vi fik oprettet en Dyrebeskyttelsesforening, medens jeg var der.
De hvide Hunde var stærkt efterspurgte.
Da en Gang én af mine Hunde 'Lady' havde det Uheld at faa mørke Hvalpe, sagde min kære mangeårige, sorte, dygtige Cook (Husjomfru) til mig:
»Ma’am what a shame she has got black puppies!«
(Hvilken Skandale, at hun har faaet sorte Hvalpe).
Om trofasthed og kvaliteten på Negere, fra Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske, side 51
At Trofasthed ikke holdt sig i Negerens Karakter kom meget af deres Lyst til Forandring af Opholdssted. Maaske som en Reaktion imod, at Slaveriet havde bundet dem til samme Sted.
Jeg spurgte en Gang min føromtalte Sylvanie, om hun, hvis hun rejste til de andre Øer i Vestindien, vilde have Venner, hun kunde bo hos?
»Ja, paa alle Øer«, svarede hun, »og ogsaa i Demerara og Colon«. Og kom hun til New York, vilde det samme være Tilfældet.
Hvad der bidrog til Negrenes Udvandring kom sikkert ogsaa af, at deres virkelig fortræffelige Skoleundervisning gav dem bedre Fremtidsmuligheder end Negrene paa de andre vestindiske Øer.
Det var ikke de bedste Negre, vi fik i Stedet for vore St.Croix Negere – det forklarer meget Begivenhederne indenfor de Sorte i de sidste Aar, Danmark besad Øerne.
Guldalderen, da Peter von Scholten var guvernør, fra Og saa rejser vi ud i verden, side 52
Oppe paa Galleriet sætter Selskabet sig i Gyngestole og gynger mageligt frem og tilbage, medens Erik og Leilas nye Ven fortæller dem om gamle Dage, om Øens guldalder – den Gang Scholten var Øernes Generalguvernør.
»Da var det værd at leve paa Santa Cruz – i hele vestindien var den anset for at være den mest forfinede af alle Øerne« – siger den gamle Mand og han tilføjer: »Den ene rige Plantage laa ved Siden af den anden – Beboelseshusene var som smaa Slotte – hvide Søjler bar Portalen over Indgangen og inde i Huset forbandt Mahognidøre med Sølvbeslag Stuerne – det var Generalguvernørens 'hoppy' – Mahogni og Sølv hører sammen, og Planterne levede som smaa Fyrster.
Indretningen i en 'negerhytte', fra Og saa rejser vi ud i verden, side 56
En lille osende Lampe lyser svagt i Rummet – Møblementet er det for Negerhytterne sædvanlige – en stor Mahogni-Himmelseng med mange Puder og blondebesatte Lagener – en Skænk med mange Glas, og nogle brogede Klude paa Gulvet skal forestille Tæpper.
Luften er beklumret, da Vinduesskodderne, som i alle Negerhytter om Aftenen er tæt tilspigrede.
