Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Christian 7.’s Forordning om Neger-Handelen (1792)

Forordning om Neger-Handelen, udstedt af den danske konge Christian 7. (1749-1808), afskaffede officielt den danske slavehandel over Atlanterhavet. Det bør pointeres, at det kun var køb af nye slavegjorte fra Afrika, der blev forbudt – handel internt mellem de caribiske øer var stadig tilladt.

Forordning om Neger-Handelen er fra 1792, men trådte først i kraft i 1803: Der var altså afsat tid til, at de danske slaveejere i Dansk Vestindien kunne købe så mange slavegjorte afrikanere, at den danske koloni kunne opretholde slaveriet via ’egen avl’. For at hjælpe slaveejerne gav den danske stat slaveejerne billige lån til indkøb af nye slavegjorte, og i årene mellem 1792 og 1803 øgedes slavehandelen betydeligt. 

Fra Chronologisk register over de kongelige forordninger og åbne breve/J.H. Schou: Christian 7, 1792-1797, bind 6, side 69-71.

 

Forordning om Neger-Handelen

Vi, Christian den Syvende, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge etc., Gjøre alle vitterligt1: At i Hensigt til de Omstændigheder, som følge med Slavehandelen paa Kysten af Guinea og med de der kiøbte Negres Overførsel til Vore Vestindiske Øer, ogsaa i Betragtning af, at det i alle Henseender maatte være velgiørende og gavnligt, om Tilførsel af nye Negre fra Guinea kunde undværes og Vore Vestindiske Øers Dyrkning i Tiden bestrides med Arbeidere, som, paa Øerne fødte og opdragne, vare fra Ungdommen af vante til Arbeidet, Himmelegnen og dem, under hvilke de skulle arbeide, have Vi ladet undersøge, hvorledes og naar dette maatte blive mueligt. Ved denne Undersøgelse er det blevet sat uden for Tvivl, at det kan blive mueligt og er fordeelagtigt for Vore Vestindiske Øer at undvære Indkiøb af nye Negre, naar Plantagerne engang ere blevne forsynede med tilstrækkeligt Antal i det for Formerelsen fornødne Forhold; naar Understøttelser for de Plantage-Eiere, som dertil trænge, kunne giøres muelige, og der sørges for at fremme Negrenes Ægteskaber, Oplærelse og Sædelighed.

For altsaa at sætte Vore Vestindiske Besiddelser udaf den Afhængenhed, hvori de vare og ere i Henseende til Negres Tilførsel, og for omsider at giøre Negres Tilførsel unødvendig, er det at Vi nu til hver Mands Efterretning kundgiøre2 Vor allernaadigste Villie om en Deel herhen hørende, som nu behøver strax at bekiendtgiøres, og herved saaledes byde og befale:

Med Begyndelsen af Aaret 1803 ville Vi, at al Negerhandel for Vore Undersaatter skal ophøre paa de Afrikanske Kyster, og ellers hvor den kunde finde Sted uden for Vore Besiddelser i Vestindien, saaledes, at efter dette Tidsrums Udløb ingen Neger eller Negerinde enten paa Kysten eller paa andre fremmede Steder maae ved eller for Vore Undersaatter indkiøbes, i Vore Undersaatters Skibe føres, eller til Vore Vestindiske Øer til Salg indføres, og at al mod dette Forbud stridende Handel skal efter denne Tid ansees som ulovlig.

Imidlertid, fra nu af nemlig og indtil Udgangen af Aaret 1802, maae det være tilladt for alle Nationer uden Forskiel og under alle Flage at indføre Negre og Negerinder fra Kysten til Vore Vestindiske Øer.

For de sunde og friske Negre og Negerinder, som i denne Tid saaledes indføres til Vore Vestindiske Øer, bevilge Vi, at følgende Partier raae Sukkre maae i egne eller fremmede Skibe inden eet Aar fra Indførselen udføres fra Øerne til fremmede Steder i eller uden for Europa, nemlig for hver voxen Neger eller Negerinde 2000 Pd. Brutto, og for hver halvvoxen det Halve, nemlig 1000 Pd., uden Forskiel i Henseende til Kiønnene; men for Børn intet.

Den i Forordningerne af 9 April 1764 og 12 May 1777, hvilke i Henseende til Negerhandelen herved for Resten hæves, bestemte Afgivt ved Slavers Indførsel, ville Vi allernaadigst ganske eftergive for de Negerinder, som herefter indføres; hvorimod af de Sukkre, som for indførte Negre eller Negerinder udføres til fremmede Steder, erlægges i udgaaende Told ½ Procent meer, end der nu er paabudet.

Videre ville Vi, i Hensigt til det rette Forhold mellem Kiønnene, fra Begyndelsen af Aaret 1795 og for den følgende Tid eftergive Kopskatten af de Neger-Qvinder eller Piger, som arbeide paa Plantagerne, og ikke ere Huus-Negerinder, hvorimod fra samme Tid at regne denne Afgivt erlægges dobbelt af alle Plantage-Mands-Negre.

Udførsel af Negre og Negerinder fra Vore Vestindiske Øer forbydes fra nu af paa det strængeste, og undtages fra dette Forbud allene de, som Lovene byde at udgaae, samt de, hvilke Vor General-Gouveneur og Regiering paa de Vestindiske Øer i meget enkelte Tilfælde efter Omstændighederne maatte troe sig beføiet til at lade udgaae.

Hvorefter alle og enhver kunne vide sig at rette og forholde. Givet paa Vort Slot Christiansborg udi Vor Kongelige Residents-Stad Kiøbenhavn den 16 Martii 1792.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Christian R.

L.S.)

_____________              _____________             ______________

Scheel.                               Hagerup.                       Trant.

__________________

Rosenstand Goiske.

 

Tekst 37 | Oversigten over kildetekster | Tekst 39

 

1 Gør det offentligt kendt.

2 Meddele.

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk