Peter Lotharius Oxholm om de slavegjortes manglende reproduktion (1797)
Peter Lotharius Oxholm (1753-1827) var en dansk general, officer, plantageejer og en kort overgang generalguvernør i Dansk Vestindien (i 1815). I 1778 var han blevet sendt til Dansk Vestindien for at undersøge øernes forsvarstilstand. Dette besøg varede fra 1778-1780. I 1779 blev han gift ind i en hollandsk-vestindisk planterfamilie på St. Croix. Nogle år efter hjemvendelsen til Danmark rejste han til øerne igen og blev her til 1797. Han lavede tegninger fra øerne og meget nøjagtige landkort. Oxholm mente, at slaveriet var nødvendigt for økonomien i Dansk Vestindien, men var også kritisk over for de forhold, som både de slavegjorte og soldater levede under.
Kildeteksten er et uddrag af en skrivelse, der omhandler Oxholms tanker om den slavegjorte befolknings manglende reproduktion.
Uddrag fra Peter Lotharius Oxholm: De Danske Vestindiske Oers Tilstand i Henseende Til Population, Cultur Og Finance-Forfatning (1797), side 57.
Enkelte hænder kan dessaarsag aldrig drive Sukker-Avlingen; og indsigtsfulde Mænd paastaa, at hvis Slavehandelen og Slavers Tilförsel ophöre maa Koloniernes Dyrkning bortfalde, da denne ved egen Afkom neppe vil kunde vedligeholdes, om man endog bestræbte sig nok saa meget derfor. Aarsagen söger jeg i de svære Arbeide, som Fruentimmerne maa deltage udi. Skiöndt dette Kiön i Europa ogsaa arbeider, er det ikke saa vedvarende og saa heftigt. I Efteraaret, naar Jorden holes til at beplantes, arbeide de med Hakken hele Dagen igiennem, uden anden bevægelse end langsom tilbage fra Hul til Hul – hele Vægten liggende paa Armene, som bestandig löfte et tungt Redskab, der med Magt skal drives ind i Jorden, hvilket giör stort Indtryk paa Legemet, især paa Moderen, hvorved enten Undfangelsen giöres besværlig, eller Fostrene i Begyndelsen tabes. – Da forkiölelser let faaes, naar alle Svedhullerne ere aabne, maae deraf, især til visse Tider, hos Fruentimmerne foraarsages skadelige Fölger. For at sammenbinde Rörene, hvilket giöres af dem imends Mændene drive det sværere Arbeide, maae de stedse bukke sig Dagen igiennem […] Af disse physiske Grunde, og ikke af nogen moralsk Uvilie hos Vedkommende, der skal bidrage dertil, tvivles om Födslernes Forögelse; thi det er ikke saa meget Mortaliteten der mindsker Antallet, som Mangelen paa Nyfödte, der udfordrer stedse ny Tilförsel. Dog, et Forsög er denne vigtige Tanke vel værd; den giör Menneskeligheden Ære; thi af de Fuldvoxne kan man ikke Forandring vente, og deres Afkom maa have Tid til at bringe Frugt under et mildere System, forinden man kan haabe de forventede Fölger.
