Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Peter Lotharius Oxholm om særlige lån til indkøb af slavegjorte (1797)

Peter Lotharius Oxholm (1753-1827) var en dansk general, officer, plantageejer og en kort overgang generalguvernør i Dansk Vestindien (i 1815). I 1778 var han blevet sendt til Dansk Vestindien for at undersøge øernes forsvarstilstand. Dette besøg varede fra 1778-1780. I 1779 blev han gift ind i en hollandsk-vestindisk planterfamilie på St. Croix. Nogle år efter hjemvendelsen til Danmark rejste han til øerne igen og blev her til 1797. Han lavede tegninger fra øerne og meget nøjagtige landkort. Oxholm mente, at slaveriet var nødvendigt for økonomien i Dansk Vestindien, men var også kritisk over for de forhold, som både de slavegjorte og soldater levede under. 

I kildeteksten skriver Oxholm om de lån, den danske stat gav plantageejerne i Dansk Vestindien efter standsningen af slavehandelen i 1792.

Uddrag fra: Peter Lotharius Oxholm: De Danske Vestindiske Oers Tilstand i Henseende Til Population, Cultur Og Finance-Forfatning (1797), side 27.

 

Foruden disse Plantage-Laan, er udi Aaret 1792 aabnet et Laan til Indkiøb af Negere for Propagationens og Cultivationens Fremme. De Forsög, som fleere Nationer til Negerhandelens og Slaveriets Afskaffelse begyndte paa, oplivede og den Danske Regierings ædle Önsker til samme Formaal. Men varsommere end hiine, glemte den ikke personlige Rettigheder, offentlig Credit, Forsigtighed ved store Forandringer, og Hensyn til de almindelige Handels-Principer, som hidindtil forbandt Moderlandet og Kolonierne. Den begyndte derfor med at forskaffe det fornödne Antal Arbeidere, forinden den ophævede Tilförelsen af fleere; og Forordningen af 16 Marts 1792 om Negerhandelen bestemte 10 Aars frie Indförsel af Negere fra Kysten af Guinea, efter hvilken Tid den med Aaret 1802 skulde aldeles ophöre. Imidlertid maatte de Plantere, som ei havde egne Evner til at forsyne sig med det fornödne Antal, sættes i Stand til at befordre Hensigternes Opnaaelse. Et Laan blev derfor tilstaaet, som imod 5 proc. aarligt Renter skulde bevilges Planterne […] Dette Laan havde ikke alene den gode Virkning, at mange engelske Skibe [m]edförte adskillige Neger-Ladninger, hvorved det större Antal, som fandtes tilkiöbs, neddrev Prisen meget lavere end Negerne kunde kiøbes for paa de andre Öer […] herved faaes desuden Valget af gode Negere, og de slettere eller Udskuddet af Neger-Ladningerne sælges til de Handlende, som före dem til de vestligere Kolonier.

 

Tekst 39 | Oversigten over kildetekster | Tekst 41

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk