Sophie Petersen om Peter von Scholten (1946)
Sophie Petersen (1885-1965) var cand.mag. i geografi og naturhistorie samt lektor og forfatter. Hun udgav adskillige værker, herunder lærebøger, og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk er Danmarks Gamle Tropekolonier fra 1946. Værket omhandler alle de danske kolonier. I samtiden blev Sophie Petersens værk modtaget med begejstring af både anmeldere og læsere, og er blevet citeret gentagne gange over årene, bl.a. i Johannes Brøndsteds Vore Gamle Tropekolonier fra 1952-1953, men også i nutiden. Som 'national fortælling' har Petersens værk været en grundsten i synet på de danske kolonier. Sophie Petersen skriver i kildeteksten her om Peter von Scholten.
Uddrag fra: Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerups Forlag, 1946, side 344-346.
1823 blev han Guvernør paa St. Thomas og i 1835 Generalguvernør over ’Vore vestindiske Eylande i Amerika’. Han tog derfor Bolig paa St. Croix, hvor han fik opført et fornemt Guvernementspalæ i Christianssted og selv blev Ejer af Landstedet ’Bülowsminde’, der ligger højt til Vejrs lidt uden for Byen med en pragtfuld Udsigt over Havet. Her boede han sammen med sin Husholderske, Miss Heegaard, en meget lys Mulatinde. Hans embeders særdeles rigelige Indtægter tillod ham at føre et stort Hus og vise en fyrstelig Gæstfrihed, hvoraf der gik Ry i hele vestindien. Han var en stor Ynder af Pragtudfoldelse og i det hele taget af, hvad der tog sig ud, han holdt saaledes af ved festlige Lejligheder at vise sig i rød Uniform paa en hvid Hest og til daglig Brug i den hvide Tropeuniform med Generalmajorsdistinktioner. Han var en impulsiv, ofte brovtende og storpralende Mand, men eet gør ham trods alt fortjent til en Hædersplads i Dansk Vestindiens historie: at hans stadig Maal var at arbejde for den farvede Races Højnelse og endelige Frigørelse baade fra Slaveri og fra social Pariastilling. Han var en frisindet og human Mand i forholdet til de farvede og tog Gang paa Gang til Plantageejernes store Misfornøjelse Parti for Slaverne og søgte at mildne deres Kaar.
Han interesserede sig saaledes stærkt for de frigivne Slaver, de ’frikulørte’, som havde svært ved at faa Adgang til borgerlige Erhvev; de kunde jo ikke godt fortsætte med at arbejde paa Sukkermarkerne, for saa betragtedes de stadig som Slaver. Men det var svært for dem at blive andet end Fiskere, Smaahaandværkere og for Kvindernes vedkommende Syersker. Her satte v. Scholten ind med sine sociale Reformer og fik de dygtigste af disse Mulatter ind i Guvernementets Tjeneste som Skrivere og Kopister.
Han lod ogsaa Negre oplære i borgerlige Erhverv, reorganiserede de indfødte Korps, Militsen og Brandkorpset, og anskaffede straalende Uniformer til de sorte, hvad der i høj grad ligesom v. Scholtens egen lyst til at optræde under Pragtudfoldelse tiltalte dem.
Allerede 1830-1840 var sikkert en lykkelig Tid for Negrene paa Øerne, der herskede ofte et smukt patriarkalsk Forhold mellem Ejer og Slaver, og Frinegrenes Antal voksede stadig. v. Scholten vovede ogsaa til Plantageejernes og Embedsmændenes store Forargelse at indbyde Mulatter og deres Damer som Gæster ved sine store Middage. Forholdene paa Plantagerne blandede han sig ligeledes i, Straffene blev mildere, og der indførtes længere Hviletider under Arbejdet, ’Massa Peter’, som Negrene kaldte ham, havde et eget Greb paa at faa Tingene til at glide og et udpræget Negertække. Hele hans noget støjende og højrøstede Maade at være paa var rigtig noget for Negrene.
