En sørgelig Ballade – skillingsvise om oprøret i 1878
I oktober 1878 udbrød der oprør på St. Croix. Slaveriet var blevet ophævet i 1848, men arbejdsforholdene i Dansk Vestindien var stadig meget hårde, og den afrocaribiske befolkning havde stort set ikke oplevet nogen forbedring i deres boligforhold, sundhed, uddannelse eller økonomi. Der opstod derfor stor utilfredshed blandt den afrocaribiske befolkning, og kulminationen blev oprøret i 1878. Oprøret varede i omkring fem dage, og på tabslisten var omkring 100 afrocaribiske oprørere, to eurocaribiske soldater og en plantageejer. Tolv oprørere blev efterfølgende dømt til døden og skudt.
Kildeteksten er en skillingsvise udgivet i Danmark umiddelbart efter oprøret i 1878. Skillingsviser var en slags ’tabloid-presse’ for den tid og nåede et meget stort publikum.
En sørgelig Ballade
paa 20 Vers
om den gruelige Begivenhed, der har vaaren paa Sant Kroa, hvor de sorte Negere vilde myrde de hvide Mennesker.
Visen er sørgelig, men næsten sand, den koster mindst 10 Øre eller efter de ærede Velbehageigheders eget Tycke.
Skrevet udi dette Aar.
Gaaer paa den bedrøvelige Melodi ’Peter Schütt i Barndomsalder’.
1.
Ovre paa den anden Side,
Ovre ved Amerika
Ligger, det vi alle vide,
Negerøen Sant Kroa,
Den en Have kaldes kan,
For det er et dejligt Land.
2.
Paa den lille Ø der boer en
Flok af ganske sorte Mænd,
Hvide folk her findes og, men
Talrigst dog er Negeren
Nylig har der vaaren Kri’
Og den var saa grueli’.
3.
Hos en hvid Forpagter tjente
Der en Neger som hed Sjang
Tænk en Aften han rendte,
Danse vil han Natten lang,
Dengang han kom hjem igjen,
Var det sent paa Morningen.
4.
Da de kom med Mælkegrøden
Vilde Fyren ei den ha’
Og han drak kuns bare Fløden,
Resten kunde væk de ta’
Saa han gjorde rædsom Sjov
Og tilsidst blev Karlen grov.
5.
Fontaine1 han blev gal i ho’det,
Og saa jog han ham da bort,
Men nu kogte Negerblodet,
Uf for Sjang han var jo fort,
Og han svor: ’Jeg hævne vil
Blodig mig for dette Spil’.
6.
Sjang drog hen til sine Venner,
Og saa samled han en Flok
Sorte, og kun deres Tænder
hvide var, mærkværdig nok.
De blev enig om at de
Vilde2 ud på Røveri.
7.
Saa hen til Fontaine gik de
Og ham ud af Sengen trak,
Dolken frem af Skeden fik de
Og ham midt i hjertet stak,
Brat opgav han saa sin Aand
Løst fra hvert et jordisk Baand.
8.
Rædsomt hyled’ Negerskaren
De i Konen vil ha’ fat.
Fontaines Kone hun hed Maren,
Flygted i den dunkle Nat,
Begge Smaabørn tog hun med
Til et ensomt Skjulested.
9.
Ud i Sukkermarkens Skygge
Rendte hun med sine Smaa,
Der hun vilde bo og bygge,
Indtil hjælp hun kunde faa.
O! I her dem alle seer,
Gud veed om de lever mer.
10.
Derpaa Negerne fik hold i
Et Fad med Petroleum
Og paa huset Ild nu stak de,
Styrked sig ved Gammel Rum,
Saa paa Plyndring ud de gik,
Alle hvide Dolken fik.
11.
Og de hele Øen plyndred’
Og de brændte hvert et Hus,
Hvad i Veien stod de søndred’
Hver en Bygning sank i Grus,
Saa de drog til Frederiksted,
Den skul’ gaa i Flammer med.
12.
Seer I her hvordan det brænder,
Fader, Moder flygter bort,
barnet hæver sine Hænder
Mod en Neger, der er sort,
Men han flaaer den Smaa uhjel,
Uha! hvor han dog er fæl.
13.
Op til Citadellet drager
hele Skaren nu pa Stand,
Medens luerne de brager,
Myrdes skal den hvide Mand.
Guvernøren3 siger 'holdt'
Og paa Standen staar han stolt.
14.
Tænk jer bare nu de vilde
Skyde alle Folk ihjel,
Men tilsidst det gik dem ilde,
De fik Smør alligevel
Dengang Ostermann4 trak ud
Paa Herr Guvernørens Bud.
15.
Han dem ved Plantagen Anna
Hope5 mødte alle Mand,
Og han raabte til dem ”Manne
Overgiv jer nu paa Stand
Ellers skyder jeg jer ned.
Ja jeg gør min Salighed.”
16.
Da de nu ei faldt til Føje,
Men blev ved at gjøre Styr
Trods herr Ostermanses Møie,
Blev han vred og raabte ’Fyr’,
Da Soldaten fyred løs,
Fælt i Negerne det gjøs.
17.
Og de steiled’ overende,
Vælted sig i dereses (sic) Blod,
Ostermann han bød dem vende
Om igen og gjøre Bod
Ellers fik de flere Klin
Og det var sletsinte Grin.
18.
Saa de udlevered Manden,
Der var Skyld i al den Sjov,
Sjang han slog sig da for Panden
’Det var fælt’ saa sa’ han flov,
Sjang blev dømt, her seer I ham,
hængt han blev til Spe og Skam.
19.
Nu er Freden funden atter,
Faren den er helt forbi,
Negerenken dog med Datter
Sørger ved de Faldnes Li’
De græ’er stadig immervæk,
Taaren den er sort som Blæk.
20.
Venner lær af denne Vise
Hvordan det i Livet gaaer,
Lykkelig I kan Jer prise,
At I her blandt hvide staaer,
Negere dem har vi vel,
Men de vil inte slaa ihjel.
Tekst 53 | Oversigten over kildetekster | Tekst 55
1 Efternavnet på den plantageejer, der blev slået ihjel under oprøret.
2 Vilde = gammel stavemåde for ville.
3 Janus August Garde (1823-1893, guvernør 1876-1881). Garde slog ned på oprøret med hård hånd. Hans ageren under oprøret blev kritiseret i Danmark, men blev påskønnet af den eurocaribiske befolkning i Dansk Vestindien.
4 Militær leder på den danske side under oprøret.
5 Den afrocaribiske milits og den eurocaribiske hær havde et voldsomt sammenstød ved plantagen Anna’s Hope. I dag er der rejst et klokketårn på stedet som minde over The Fireburn.
