Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Smaating fra Dansk-Vestindien – om oprøret 1878

En premierløjtnant ved navn E.V. Kolthoff, som havde gjort tjeneste i Dansk Vestindien, skrev i 1880 en analyse af oprøret i 1878. Artiklen blev trykt i Geografisk Tidsskrift, Bind 4 (1880).

Hele artiklen kan læses på tidsskrift.dk.

 

Smaating fra Dansk-Vestindien.

Premierløjtnant E.V. Kolthoff.

Som man vil mindes, henvendte Negeropstanden paa St. Croix i December Maaned 1878 i høj Grad Tankerne herhjemme paa vore vestindiske Besiddelser. Selve Oprøret er imidlertid saa udtømmende behandlet i Dagbladene, at der næppe lader sig sige mere derom; men jeg har dog troet, at denne sørgelige Tildragelse kunde give Anledning til, at man vil læse det efterfølgende, der handler om Forholdene og Levemaaden i Vestindien og at man til Dels herigjennem vil kunne skimte, hvad der var den egentlige Grund til Oprøret, nemlig den sorte Mands forkuede og elendige Stilling i Modsætning til den hvide Befolknings.

[…]

Siden den Tid [dvs. tiden, da Gardelin indførte slavereglementet i 1733] har der været tre Negeropstande paa vore vestindiske Øer. Den første fandt Sted næppe et halvt Aar efter, at den ovenstaaende barbariske, men af Tidsforholdene nødvendiggjorte Forordning udkom, og den var den blodigste og langvarigste af dem alle. Den udbrød den 13de November 1733 paa St. Jan og endte først, efter at Øen havde været i Oprørernes Hænder og udelukkende Besiddelse i 6 Maaneder. Den anden Opstand fandt Sted paa St. Croix den 2den Juli 1848, men endte mere roligt og fredeligt, i det intet Menneskeliv blandt de hvide gik tabt. Den tredje og sidste fandt Sted paa St. Croix den 2den og 3die December 1878, hvor kun en hvid Mand, en tyskfødt Planter ved Navn Fontaine, maatte lade Livet, maaske ved egen Uagtsomhed.

Vi maa jo alle ønske, at Regeringen, der har taget Sagen i Haand, ogsaa maa vide at finde de rette Midler til at føre den sorte Mands Liv og Tankegang ind i et Spor, hvorved i al Fald den opvoxende Generation frelses fra dens Trælletilstand, der lige saa meget er en Følge af gammel Slendrian som af, at den rette Humanitet ikke har besjælet de Mænd, der havde i deres Magt at føre denne Sag igjennem.

  

Tekst 54 | Oversigten over kildetekster | Tekst 56

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk