Romanen Slavernes Øer (1971)
Thorkild Hansen (1927-1989) skrev adskillige bøger som blandede genrerne fakta og fiktion; såkaldte dokumentarromaner. Hans bøger tager udgangspunkt i virkelige, historiske begivenheder og er baseret på en ret omfattende research i både arkiver og gennem rejser til de steder, han skrev om. Hansens romaner er derfor ofte blevet forvekslet med historiske fremstillinger. Hansen var på mange måder en kontroversiel forfatter. I 1971 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris.
I årene 1967- 1971 udgav Hansen slavetrilogien: Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer, som beskriver Danmarks engagement i trekantshandelen og som kolonimagt. Trilogien har været mange menneskers første møde med historien om denne periode, disse begivenheder – og Dansk Vestindien. Slavetrilogien har været populær læsning siden de udkom.
Hansen er en af de første, hvis ikke den første, der præsenterer en mere kritisk vinkel på den danske kolonihistorie, og romanerne kan således ses som et generelt brud med fremstillingen af kolonitiden som en periode, der var Danmark til ære. På samme tid er der en vis koloniromantik i romanerne, samt en skildring af, og et sprogbrug om afrikanere og afrocaribiere, som allerede i deres samtid kunne opfattes som gammeldags.
Trilogien er litteraturhistorisk interessant, men har også værdi som historisk kilde. Dog er der særlige forholdsregler, der skal tages, når skønlitteratur bruges som historisk kilde: Blandt andet er det vigtigt at huske på, at en roman aldrig kan ses som kilde til den fortid, den beskriver, men at den derimod kan sige noget om den tid, den er skrevet i.
Se evt. artiklen ’Den rejselystne litterat’ (Politiken den 9. januar 2002).
Uddrag fra Thorkild Hansen: Slavernes Øer. Gyldendal, 1971, side 9, 304-305, 355-356 og 443.
Kapitel 1: Det røde fort
Vi havde et fort paa St. Thomas. Det ligger derovre endnu, bygget paa et lavt klippefremspring, hvor kysten oprindelig satte en fod ud i havbugten, nu afrundet af senere opfyldninger. De rødkalkede mure mørkner bag flamboyanternes røde blomster som det størknede blod i forhold til det friske. Embedsmænd med lukkede miner gaar ud og ind gennem porten, hvor der er posteret en bevæbnet politivagt; stedets alvorlige karakter staar i stærk modsætning til turisternes sorgløse feriestemning i det omgivende Charlotta Amalia. Allevegne kommer man til at tænke paa de gamle historie. Der er nogle flamboyanter, som altid blomstrer. Er der ogsaa noget blod, der aldrig størkner helt?
Kapitel 8: Peter von Scholten
Som andre guvernører før ham kunde Scholten naturligvis udtrykke sig formfuldendt paa spansk, fransk og engelsk, men den kgl. guvernør og kammerherre beherskede ogsaa et andet sprog, der aldrig før var blevet anvendt af en saa højtstående dansk embedsmand. I hans glade ungdomsaar havde de brune piger i Charlotta Amalia lært ham de første brokker af slavernes kaudervælsk, kort sagt, før den unge mand ret vidste af det, talte han flydende kreolsk. Siden snakkede han altid med negrene paa deres eget sprog. Hans barnlige glæde ved farver og pragt, hans ligefremme og impulsive natur, dette blink i øjet af humor og ironi, hele den varme, tillidsvækkende udstraaling, der udgik fra hans person, - det var alt sammen træk, der havde vældig appel til det sorte folk. Negrene tilbad ham, og Scholten solede sig i deres tilbedelse, han elskede at være elsket, overfor dem blev han den, han allerhelst vilde være, en landsfader i Vestindien som kong Frederik var det hjemme i Danmark. Negrene følte med deres sikre instinkt, at han var deres ven, og hyldede ham ved enhver lejlighed.
Kapitel 9: General Buddo
Navnet Buddo var en afrikanisering af Bordeaux, General Buddo hed egentlig Gottlieb Bordeaux. Fornavnet viser, at han var døbt af brødremissionen1, efternavnet, at hans forfædre kom fra Thomas Bordeaux’s plantage paa Sankt jan, hvor Kong Juni2 i sin tid havde haft sit hovedkvarter. Men General Buddo adskilte sig paa mange punkter fra sin navnkundige forgænger. Han var ikke en bussal3, han kendte ikke det frie liv i Afrika. Han var kreolneger, hans slægt havde gennem flere generationer bestaaet af slaver født af slaver. De andre negre respekterede og adlød ham, men ikke som man følger en kommando og lystrer en ordre. Hans autoritet var af den art, der forekommer hos dygtige haandværkere, en uhøjtidelig, lavmælt og ganske umilitær mestermyndighed mere baseret paa personlige egenskaber end paa ydre magtbeføjelser.
Kapitel 10, ’Den sidste handel’
Vi havde nogle forter i Afrika og vi havde nogle skoler i Vestindien. […] Mellem de to billeder ligger den lange mellempassage, brændemærkningen paa det hvide fort, Mellempassagens lastrum. Kong Junis ensomhed og dommene i Christianssted, sukkermøllerne, der drejede rundt.
[…]
Du skraaer hastigt over pladsen, gaar ind [på plejehjemmet, hvor de gamle vestindere, der har oplevet danskertiden, bor, red.] og siger farvel til de gamle. Du maa love dem at komme igen. De synes godt om dig, siger de. Det er fordi du er dansker, siger de. De synes, at Danmark er et godt land.
