DDR er en ren stat, 15. december 1965
Fra 1962 havde SED’s ledelse udvist lidt mere tolerance overfor anderledes tænkende, kunstnere og forfattere. Men i slutningen af 1965 strammede Honecker og SED atter kursen. Det betød øget undertrykkelse og repressalier mod oppositionen.
Erich Honecker: Bericht des Politbüros an das 11. Plenum des ZK der SED. Neues Deutschland, 16.12.1965.
Vores DDR er en ren stat. I den findes der urokkelige målestokke for etik og moral, for anstændighed og gode manerer. Vores parti træder resolut ind imod den umoral, der bliver spredt af den imperialistiske propaganda, som har til formål at tilføje socialismen skade. Derved befinder vi os i fuld overensstemmelse med DDR’s befolkning og det overvejende flertal af menneskerne i Vesttyskland.
[…]
Vi er enige med dem, der konstaterer, at årsagerne for umoralens opdukken og en for den socialismen fremmed levemåde også kan ses i nogle film, fjernsynsudsendelser, teaterstykker, litterære tekster og tidsskrifter hos os. I den sidste tid er antallet af antihumanistiske fremstillinger vokset i fjernsyn, film og tidsskifter. Der skildres brutalitet, og menneskets handlinger bliver reduceret til seksuelle drifter. Tilsynekomsten af den amerikanske umoral og dekadence bliver ikke imødegået åbent. Det gælder især for områder som den muntre muse og underholdning, enkelte litterære arbejder.
[…]
Biermann bliver systematisk af vore modstandere brugt som fanebærer for en såkaldt litterær opposition i DDR og gjort til stemme for den »rebelske ungdom«. Derom vidner vesttyske radiostationers udsendelser, beretninger i den vesttyske presse og anmeldelser af en i Vestberlin udgivet digtsamling. Biermann bliver her fejret som en »yderst frimodig og modig kritiker af det mellemtyske regime«. Biermanns såkaldte digte er kendetegnende for hans småborgerlighed, anarkistiske opførelse, arrogance, skepticisme og kynisme. Biermann forråder med sine sange og digte socialistiske grundholdninger. Alligevel nyder han velvillig understøttelse og bliver fremmet af nogle forfattere, kunstnere og andre intellektuelle. Der er på tide at imødegå udbredelsen af fremmede og skadelige teser og ukunstneriske makværker, der samtidig også fremviser stærkt pornografiske træk. Det styrker ikke det Tyske Forfatterforbunds autoritet og andre organisationer, som fx det Tyske Kulturforbund, hvis ikke de gør op med disse makværker.
[…]
Desværre har der gennem de seneste år udviklet sig en ny form for litteratur, der i hovedsagen består af en blanding af seksualitet og vold. Er det så underligt, at der efter denne bølge i litteratur, film, fjernsyn og tidsskrifter er nogle unge, som ikke længere ved, om de handler rigtigt eller forkert, hvis de søger deres forbilleder her? Vi er ikke tilhængere af hykleri og er selvfølgelig for en realistisk fremstilling af alle sider af menneskeligt liv i litteratur og kunst. Men det har ikke noget at gøre med, at vi skal indsluse de nyeste uhæmmede og brutale udgydelser fra det kapitalistiske Vesttyskland, som forgifter vores ungdom. I overensstemmelser hermed lægger vi afgørende vægt på renheden i produktionen af fjernsyn og film.
