To døde børn, 14. marts 1966
I 1991 blev der på foranledning af den tyske regering oprettet en særlig arbejdsgruppe, der skulle efterforske de forbrydelser, den østtyske regering og grænsevagterne måtte have begået. Bl.a. sørgede man for så nøjagtigt som muligt at indsamle de tilgængelige informationer, som der var om hver enkelt sag. Næsten 24.000 sager blev undersøgt de følgende 9 år. De førte til 877 anklager, 211 domsafsigelser og heraf 22 fængselsstraffe. Den følgende beretning er en rekonstruktion af begivenhederne.
Kilde: Volker Koop (1996): Den Gegner vernichten. Die Grenzsicherung der DDR. Bonn Bourvier Verlag, s. 346-347.
Gerningstidspunkt: 14 marts 1966, omkring kl. 19.10.
Gerningsstedet: Berlin, Treptow. Grænseanlægget i havekolonien Sorgenfri.
Enhed: 1. grænsebrigade, Grænseregiment 37, 3. kompagni.
Offer: 2 drenge, 10 og 13 år.
I aftentimerne den 14. marts 1966 blev to drenge på henholdsvis 10 og 13 år skudt af en vagt fra DDR’s grænsetropper. Drengene blev opdaget i sikringslinien i en havekoloni i Berlin- Treptow og beskudt særdeles voldsomt. Det på trods af at vagters brug af våben mod børn var forbudt ved lov. En toldpatrulje fra Vestberlin hørte mellem 25 og 30 skud, der blev afgivet i byger. En forbipasserende hørte ligeledes skuddene. En beboer i den overfor liggende vestlige havekoloni fandt i kolonihavehusets klædeskab et projektil fra et østtysk militærvåben. Hvem skuddene gjaldt, kunne de vestlige myndigheder først finde ud af to dage senere gennem fortrolige oplysninger fra det østberlinske politisygehus.
Den 13-årige blev ramt i hovedet og var død på stedet. Den 10-årige kæmpede i flere timer mod døden. En militærperson udtrykte sin bestyrtelse. Han havde stået ved siden af båren i 20 minutter og hørt barnets rallen. Reglerne af 1964 for anvendelsen af skydevåben sagde tydeligt, at der overfor børn ikke måtte anvendes skydevåben. I de militære tjenesteforskrifter og pligter blev befalet: »… forsøg på at bryde gennem grænsen kan ikke tillades, krænker af grænsen skal foreløbig anholdes eller uskadeliggøres…«.
Sagen blev undersøgt i denne ånd. Alt blev gjort for at dække over denne, som det hed, »tungtvejende hændelse«. Fra den øverste ledelse blev hemmeligholdelsen befalet, tropperne fik indskærpet, at anvendelsen af skydevåbenet var retfærdiggjort. Vagtposten havde handlet »rigtigt og initiativrigt«, erklærede den østberlinske bykommandant, generalmajor P., og han benyttede anledningen til at invitere skytten til en reception og medaljeoverrækkelse. På den anden side havde man grunde til hurtigt at brænde børnenes lig, forfalske dødsattesten og at lyve overfor forældrene om de virkelige dødsårsager. Man ville bilde forældrene ind, at den 10-årige skulle være druknet i en flod i Treptow.
Sønnen skulle i en lille by i nærheden af Leipzig være blevet slået ihjel af et strømslag, forklarede man moderen til den 13-årige. For at overbevise moderen fik hun udleveret en forfalsket dødsattest, udstedt af folkeregistret i Leipzig. Moderens tvivl blev fejet til side af myndighederne, efter hun havde konstateret, at der på urnen var en anden dato end på dødsattesten. Af frygt for statsmagten stillede hun ikke flere spørgsmål.
Grænsetroppernes kommandører og Stasi overvågede grundigt, at de blodige handlinger forblev skjult. Informanten Duck fra grænsekompagniet redegjorde overfor Stasi-løjnant V., at sagen stort set ikke blev diskuteret, derimod var bykommandantens medaljeoverrækkelse et tema blandt soldaterne. En anden informant oplyste til Stasi, at der i forbindelse med begivenhederne herskede en god stemning blandt soldaterne, og at man var begejstret for receptionen hos bykommandanten. Ved evalueringen på et højere ledelsesniveau hor grænsetropperne spillede børnenes død ingen rolle. Den eneste kritik mod den militære disciplin gik på, at fjenden havde fået kendskab til væsentlige forhold i forbindelse med episoden.
