Honeckers vældige show, 21. april 1986
Jyllandspostens journalist Klaus Justsen så i 1986 nærmere på den østtyske politiske kultur i forbindelse med partiets kongres i 1986.
Artikel fra Jyllands Posten, 21. april 1986.
2.700 østtyske delegerede er statister i den storstilede partikongres, der i disse dage finder sted i Østberlin. Kongressen ligner mest af alt et gevaldigt skuespil.
Uden for det vældige kongrespalads på Unter den Linden i Østberlin sidder Karl Marx med hænderne på knæet. Ved hans side står Friedrich Engels og skuer ud over den store plads. Hvorfor han står op? Jo, han vil se om boligbyggeriet skrider fremad i vor by, lyder en af de respektløse kommentarer.
Bronzestatuen i dobbelt størrelse kunne afsløres lige inden den 11. partikongres blev åbnet. Den ro og tålmodighed, som socialismens grundlæggere giver indtryk af, har øjensynligt forplantet sig til de 2.700 delegerede i Palast der Republik. En østtysk partikongres er i alle tilfælde en tålmodighedsprøve ud over det sædvanlige for både deltagere og tilhørere.
Linien blev slået an allerede ved åbningen i torsdags, da generalsekretær Erich Honecker måtte bruge tre gange halvanden time for at oplæse Centralkomiteens beretning. Det til trods for et rasende tempo.
Man kunne så håbe på, at de mange timer, der ifølge programmet er afsat til »diskussion« ville bringe en velkommen afveksling. Men på østtysk betyder diskussion noget ganske andet end på dansk. Omhyggeligt udvalgte repræsentanter for de delegerede går på talerstolen i den store diamantformede hal for at berette om socialismens imponerende resultater.
»Vi har opfyldt vore mål en måned før tiden«. »Vi har overskredet produktionsmålet med 25%«. »Vi har bygget 10 km mere vej en krævet«. Sådan går det løs time efter time. I hver eneste indlæg lykkes det at få indflettet en sætning om, at det fremragende resultat først og fremmest skyldes en enestående støtte fra partiledelsen og især kammerat Erich Honecker. Lige så sikkert som sætningen er det bragende bifald.
Hver eneste delegeret taler i præcis 15 minutter. Hver eneste lover at yde endnu mere, når han kommer hjem. Og hver eneste bringer de varmeste hilsner fra den gruppe han eller hun repræsenterer.
Der er dog enkelte afbrydelser i monotonien. En veldrejet blondine får en mumlen til at gå gennem salen, allerede på vej til talerstolen. Stram sort nederdel med høj slids er en usædvanlig kombination til den blå FDJ- skjorte, som de fleste unge delegerede bær.
En ung brigadefører beretter begejstret om de mange kilometer naturgasledning han og hans gruppe har lagt syd for Moskva. Som bevis for de gode forhold til de sovjetiske beboere slutter han af på russisk. Mikhail Gorbatjov smiler tilfreds, mens Erich Honecker febrilsk må gribe efter høresneglen med tolkens oversættelse.
Den 32-årige brigadefører får tordnende bifald, da han overrækker en samlemappe om gasledningens fremskridt. Ingen synes at tænke på, at han og hans kollegaer, hvoraf mange er tvangsudskrevne, arbejder til en løn, der har fået vesten til at tale om slaver.
Der er øjensynligt heller ingen, der sætter spørgsmålstegn ved et centralkomitémedlems varme tak for olie fra Sovjet. Østtyskland har længe måttet betale langt over markedsprisen.
Sådan går det videre, time efter time. De fleste delegerede noterer med imponerende flid, skønt det er vanskeligt at skelne et indlæg fra et andet. Disciplinen er imponerende og giver flere gange pudsige udslag.
Da Gorbatjov fredag formiddag skal tale, bliver der uro i salen. Mens formanden introducerer ham, slås de små skriveunderlag tilbage i armlænene. Alle kan uhindret rejse sig og hylde gæsten med stående bifald. Det hele gentager sig, da Gorbatjov indleder sidste afsnit af talen.
I pauserne strømmer alle ud til de veldækkede borde i de store forhaller. Her får man tydelige eksempler på, at de delegerede inddeles i flere grupper. Sportsstjerner er blandt de ’udvalgte’. Skøjteprinsessen Katarina Witt må skrive autografer i stribevis.
Men monotonien får hurtigt overtaget igen. Talerne er ikke enige men fuldstændig enige med formanden. Hans ord er ikke talt ud af mit hjerte, men fra bunden af mit hjerte. Trods manglende variation, er Erich Honeckers tilfredse smil lige stort hver gang.
På denne baggrund bliver enkelte glimt af humor særligt befriende. En nydelig lærerinde får salen til at klukke af latter, da hun takker for løftet om højere børnetilskud.
»Det vil jeg da benytte mig af. Og selvom den slags ikke kan klares pr. telefon, skal jeg nok overbevise min mand om, at vor planlægning nu bør fremrykkes«.
Humoren forsvinder dog hurtigt, da ministeren for nationalt forsvar holder sit 15 minutters indlæg. Han følges af en Jugendbrigadier, der trods ung alder er ordensbehængt som til karneval.
Det er en velkommen afbrydelse den ene aften at deltage i Freie Deutsche Jugends (FDJ) parade på Marx-Engels pladsen. Røde og blå faner liver op i den ellers så grå by. »Kamp, kamp, kamp er vi født til«, lyder en af slagsangene. Enkelte grupper demonstrerer det ved at bære lange støvler og skrårem. Alle understreger kampviljen ved at hæve en knyttet højre hånd.
De titusinder af FDJ’er er i særtog og busser kørt til hovedstaden. Humøret er højt ved ankomsten. Da de nogle timer senere efter at være bespist med en pølse i silende regn venter på at blive fragtet hjem igen, er gemytterne dæmpede. De delegerede og partiledelsen er for længst gået i gang med arbejdsmiddagene.
Alle delegerede forsikrer, at de er dybt beærede over at være blevet valgt til den ansvarsfulde post. Ikke fordi de skal afgive vigtige stemmer. Der sker ingen ændringer i det alt dominerende 18 mand store politbureau. Heller ikke fordi de skal vælge partiets kurs for de kommende fem år. Den ligger urokkelig fast.
Men de 2.700 repræsenterer kommunistpartiets 2,2 millioner medlemmer. De er med i et vældigt skuespil. Hvis en eller anden mandag aften, når Erich Honecker holder afslutningstale, skulle trække et lettelsens suk, er det forståeligt. Der er fem år til den 12. partikongres.
