Hvorfor blev Muren bygget og hvor længe vil den bestå, januar 1989
I anledning af 40 års jubilæet udgav man i DDR en række skrifter, som skulle forsvare fortiden og samtidig pege mod fremtiden. Udviklingen i DDR var ifølge den officielle østtyske historieskrivning en succeshistorie.
Kilde: Fragen und Antworten DDR 40 – Aus Geschichte und Politik. Panorama DDR, januar 1989, s. 26-29.
Sikringen af statsgrænsen den 13. august 1961 var nødvendig for at sikre freden i Europa og for at garantere en uforstyrret opbygning af Den Tyske Demokratiske Republik.
Berlin lå som en ø midt i DDR’s territorium og havde en grænse på 162 km til DDR. Denne grænse var åben, og det var muligt for enhver at gå over grænsen uden nogen form for kontrol af pas eller visa. Da den internationale situation havde tilspidset sig i 1960 og 1961, og den kolde krig truede med at slå over til en varm krig, var der opstået en meget stor risiko for fredens opretholdelse.
Alle forsøg fra DDR’s og dets allierede side på at opnå kontraktligt ordnede forhold omkring Berlin med Forbundsrepublikken, henholdsvis Vestberlins senat og de tre i Vestberlin repræsenterede allierede, blev ignoreret eller bryskt tilbagevist. Tværtimod blev der foretaget mange foruroligende forsøg på at få Vestberlin, i modstrid med folkeretten, deklareret som en politisk bestanddel af BRD, at undergrave DDR’s eksistens og at svække det socialistiske statsfællesskab. Vestberlin skulle som »frontby«, som en »pæl i østens kød«, udnyttes. Man betjente sig af ideologiske, økonomiske og politiske midler overfor DDR. Virksomhedssabotage og valutaspekulation i stor stil var en del af dagsordenen. I Vestberlin opererede centraler for en målrettet rekruttering af højtkvalificeret arbejdskraft. Ifølge skøn af endda borgerlige videnskabsmænd opstod der i de år, hvor grænsen var åben en skade på over 100 milliarder mark.
I 1961 arbejdede 80 spionage- og terrororganisationer såvel som 60 revanchistiske og militaristiske enheder uhæmmet mod DDR og dets allierede fra Vestberlin. Forbundshæren forberedte sig på en »indre tysk politiaktion«. I begyndelsen af august blev alle de i Vesteuropa stationerede enheder under NATO sat i alarmberedskab.
I denne situation besluttede DDR, i overensstemmelse og med understøttelse af Warszawa-pagtens stater, at sætte grænserne til Vestberlin under fast kontrol. En afgørelse, der var blevet uundgåeligt, også selvom det betød en gennemskæring for de mangfoldige familiemæssige forbindelser mellem borgere i Berlin (vest) og DDR. Den sikrede dog freden i Europas hjerte og indledte en afspændingsproces, som slutteligt førte til undertegnelsen af CSCE-slutakten fra 1. august 1975 i Helsinki med deltagelse af 33 europæiske stater såvel som USA og Canada.
Den 13. august 1961 viste hurtigt de første resultater. Således forhandlede DDR og Berlins (vest) senat for eksempel om besøgsordninger og sluttede den 17. december 1963 en aftale om grænsetrafik. Den gjorde det muligt for vestberlinere at besøge Østberlin og andre byer i DDR.
[…]
Der bliver ofte spurgt, hvor længe Muren vil fortsætte med at bestå. Herpå giver DDR et klart svar: så længe, som årsagerne til oprettelsen eksisterer, så længe der fortsat er love og praktiker, der i modstrid med folkeretten er rettet mod DDR, så længe vil den fortsætte med at være en stabiliserende og fredssikrende faktor. I betragtning af begivenhederne i forbindelse med det nyligt afholdte valg til borgerrepræsentationen i Berlin (vest) 29. januar 1989, hvor det højreekstremistiske og nyfascistiske parti med det misvissende navn »Republikanerne« vandt en betydelig andel af stemmerne, og dermed for første gang vandt mandater, får især den sidstnævnte grund en særlig aktuel betydning. Når nynazismen etablerer sig et halvt århundrede efter begyndelsen på Anden Verdenskrig i Europas centrum, på tysk jord, så er det ikke kun en alarmerende alvorlig sag for Berlin (vest), men også en fare for forudsigeligheden af den politiske udvikling i forhold til grundsætningerne og principperne i slutakten fra Helsinki.
