Kohls 10-punktsplan, 28. november 1989
Den vesttyske forbundskansler prøvede for alvor at vinde initiativet i forhandlingerne med den østtyske regering, og hans program skulle aftegne rammerne for det fremtidige samarbejde. Selvom hans program talte om et konføderalt samarbejde, der ville kunne føre til en politisk føderation, så viste virkeligheden, at den østtyske befolkning ikke havde tålmodighed til at vente. Den ville en hurtig forening.
Siden den indre tyske grænse og sektorgrænsen i Berlin blev åbnet den 9. november, er tysklandspolitikken gået ind i en ny fase – med nye chancer og nye udfordringer.
Vi føler alle en berettiget glæde over den nyvundne frihed til at rejse, som det delte Tysklands indbyggere nu oplever. Vi glæder os sammen med vores landsmænd i DDR over, at Muren og grænseafspærringerne efter årtier kunne besejres på fredelig vis. Vi er stolte over […] at østtyskerne med deres fredelige indsats for frihed, for menneskerettigheder og selvbestemmelsesret har givet hele verden et eksempel på deres mod og kærlighed til frihed, en indsats som i øvrigt også er blevet behørigt anerkendt i hele verden.
Vi er imponeret over den levende og usvækkede vilje til frihed, som bevæger indbyggerne i Leipzig og mange, mange andre byer. De ved, hvad de vil: De vil selv bestemme deres fremtid – i ordets oprindelige betydning – og i den proces vil vi selvfølgelig respektere enhver beslutning, som indbyggerne i DDR træffer på baggrund af den frie selvbestemmelsesret.
[…]
Mine damer og herrer – der byder sig nu nogle muligheder for at overvinde delingen af Europa, og dermed også delingen af vores fædreland. De tyskere, som nu i frihedens ånd finder sammen igen, vil aldrig udgøre en trussel, de vil tværtimod blive en gevinst for det Europa, der smelter mere og mere sammen – det er jeg overbevist om.
[…]
Det er tydeligt for enhver, at vi i dag står ved starten af et nyt afsnit af den europæiske og den tyske historie – et afsnit, som overgår såvel den nuværende som den tidligere politiske struktur i Europa.
Denne forandring skyldes i første række de mennesker, som insisterer på at få bevilget frihed, på at menneskerettighederne respekteres og på at få lov til at bestemme over deres egen fremtid.
Alle, som har et ansvar i og for Europa, må tage denne folkets vilje med i sine overvejelser. Det er nu op til os alle at skabe nye rammer for det europæiske hus, for en varig og retfærdig fred på vores kontinent, således som generalsekretær Gorbatjov og jeg også bekræftede det i vores fælles erklæring her i Bonn den 13. juni.
I denne proces skal alle involverede parters legitime interesser tilgodeses. Det gælder selvfølgelig også – og jeg understreger dette – de tyske interesser. Vi nærmer os dermed det mål, som NATO satte sig allerede i december måned 1967. En endelig stabil styring i Europa er […] ikke mulig, uden at der også findes en løsning på tysklandsproblematikken, som udgør kernen i de spændinger, Europa oplever lige nu. En sådan styring skal fjerne de unaturlige barrierer mellem Øst- og Vesteuropa, som Tysklands deling er det tydeligste og grusomste eksempel på.
[…]
Jeg vil gerne uddybe disse mål ved hjælp af en 10-punktsplan.
For det første: I første omgang er der – som de seneste ugers tildragelser har vist – brug for nogle øjeblikkelige forholdsregler, især på grund af flugtbevægelsen og den nye dimension, som rejseaktiviteten har taget. Forbundsregeringen er parat til at yde øjeblikkelig konkret hjælp, hvor denne nu behøves. Vi vil være behjælpelige på det humanitære område og inden for medicinforsyningen i det omfang, det ønskes og gør nytte.
[…]
For det andet: Forbundsregeringen vil fortsætte samarbejdet med DDR som hidtil på de områder, som umiddelbart kommer befolkningen på begge sider til gode.
[…]
For det tredje: Jeg har tilbudt en omfattende udvidelse af vores hjælp og samarbejde, så snart der foreligger bindende bekræftelse på og en irreversibel igangsættelse af en grundlæggende ændring af det politiske og økonomiske system i DDR.
[…]
Vi støtter kravet om frie, lige og hemmelige valg i DDR med deltagelse af uafhængige, og det omfatter naturligvis også ikke-socialistiske, partier. SED’s magtmonopol må brydes.
[…]
Økonomisk hjælp kan først indledes, når der gennemføres grundlæggende reformer af det økonomiske system – den bureaukratiske planøkonomi skal afvikles.
Vi vil ikke stabilisere nogle tilstande, som er blevet uholdbare. Vi ved, at økonomisk fremgang kun er mulig, hvis DDR åbner for vestlige investeringer, hvis der skaffes markedsøkonomiske forhold og mulighed for privatøkonomiske initiativer. Skulle nogen i den sammenhæng komme med bebrejdelser om formynderi, forstår jeg ikke vedkommende.
[…]
For det fjerde: Ministerpræsident Modrow talte i sin regeringsredegørelse om et aftalefællesskab. Vi er parat til at tage disse tanke op, for den nærhed og den særlige karakter, der kendetegner forholdet mellem de to tyske stater, kræver, at der udvikles et stadigt tættere net af overenskomster på alle områder og alle niveauer.
[…]
For det femte: Vi er imidlertid også parat til at tage et andet afgørende skridt, nemlig til at udvikle konføderative strukturer mellem de to tyske stater med det mål at skabe en føderation i Tyskland, dvs. en forbundsstatslig ordning. En tvingende forudsætning herfor er dog, at der i DDR findes en demokratisk legitimeret regering.
[…]
Efterhånden kan nye former for institutionelt samarbejde findes og udvides. Hr. Præsident, mine damer og herrer, en sådan ligger i forlængelse af den tyske historie – statslig organisering i Tyskland har i vores historie næsten altid været ensbetydende med konføderation og føderation, og vi kan godt ty til disse historiske erfaringer.
Ingen ved, hvordan et genforenet Tyskland i sidste ende vil se ud, men at denne enhed vil blive en realitet, hvis folk i Tyskland ønsker den, det er jeg sikker på.
For det sjette: Udviklingen af de interne tyske forbindelser vil altid være uløseligt knyttet til den samlede europæiske proces, og dermed til vest-øst-forbindelsen – Tysklands fremtidige form skal tilpasse sig det samlede Europas fremtidige form.
[…]
For det niende: For at overvinde Europas splittelse og Tysklands deling er det nødvendigt med vidtrækkende og hurtige forholdsregler inden for afrustningen og rustningskontrollen, og disse må og skal holde trit med den politiske udvikling og – om nødvendigt – fremskyndes.
[…]
For det tiende: Med denne omfattende politik arbejder vi på at skabe en fredelig tilstand i Europa, hvor det tyske folk kan nå til enighed igen i fri selvbestemmelse. Genforeningen, og det vil sige genetableringen af Tysklands statslige enhed, forbliver forbundsregeringens politiske mål.
[…]
