Genforeningen i Aldi-rusen, 1990
I 1990 var der intellektuelle og andre i DDR, som håbede, at man kunne opbygge et nyt samfund, hvor man tog det bedste fra henholdsvis Vest- og Østtyskland. For dem var det stalinistiske diktatur lige så forfærdeligt som den kapitalistiske undertrykkelse. Den frie markedsøkonomi var ikke udelukkende noget positivt.
Forfatteren Frank-Wolf Matthies (f. 1951) levede frem til 1981 i DDR. Inden da havde han flere gange været i Stasis søgelys, været under anklage og i fængsel, fordi han ytrede sig kritisk om forholdene i DDR.
Kilde: Die Geschichte ist offen – DDR 1990: Hoffnung auf eine neue Republik. Rohwohlt Taschenbuch Verlag, 1990, s. 137-141.
I årevis var det ved randen af de tilbagevendende afgrunde, at der af fortvivlelsen åbnede sig en sidste redning; at kunne forestille sig, at menneskene i DDR var »så meget anderledes« – idealistiske; interesseret i civilisationens bevidsthed, med andre ord mere hovedets behov end fordøjelsesapparatet; hjælpsomme, stolte og selvbevidste så snart man prøvede at mætte dem med foragtens almisser.
I årevis tænkte jeg, at borgerne i DDR ikke kun havde pligt, men også den moralske ret at føle foragt for forvalterne eller ejerne af staten og undersåtterne. Disse havesyge, forløjede […] helt igennem moralsk forsømte statsejende kliker. Det var en behagelig forestilling – og ikke kun for mig, jeg er sikker på – at tro, at borgerne i denne stat, som sendte mig og min familie i livslang forbandelse, havde en mere moden bevidsthed end borgerne i dette, gæstfrie Tyskland. Den der ønsker at grine, skal ikke holde sig tilbage – men sådan ser de nu engang ud – emigrationens illusions- og feberdrømme, den silketråd, som den fortvivlede holder i for ikke at styrte ned.
Den tysk-tyske havemurs pludselige ensidige porøsitet har belært mig om noget værre og noget bedre; fordi jeg i min fortvivlelse har gjort begge uret. Såvel borgerne i Forbundsrepublikken, som hjælpsomme og gæstfrie ikke kun har modtaget os, som stort set og uden at tænke særlige længe over det er beredt på at dele deres velstand og sikkerhed med de trængende […] men også størstedelen af DDR’s indbyggere, som nu falder over landet som de gammeltestamentariske græshopper, fast besluttet på at opfylde alle de forventninger man i almindelighed knyttede til slaraffenlandet, vildt beslutsomme, ikke at lade sig afholde fra, bogstaveligt talt også at kræve »den sidste skjorte«.
Genforeningen finder sted i Woolworth,hvorved man forinden i postens, bankernes og sparekassernes ekspeditionslokaler skaffede sig de nødvendige »principerklæringer« og det med alle mulige numre og bedragerier, som et generøst og derfor svagt samfund som Forbundsrepublikken er parat til at tolerere. Jeg har set vestberlinere, der inviterede deres »landsmænd fra den anden side« fra den kolde gade ind i deres centralvarmede lejligheder, så disse ikke med deres børn skulle tilbringe natten foran Aldi-markedet i deres Trabi. Jeg har set, hvordan de beværtede de enkelte led i de endeløse køer foran pengeskranker i banker med kaffe og kage, hvordan de beværtede de udsultede køer af hamstrende fra »omegnen« med suppe, pølser og te; jeg har set hvordan de blev presset til side, da de ville bruge deres billetter til undergrundsbanen, som de immervæk måtte give næsten 3 mark for. Jeg har også set, hvor hurtigt »længs-len efter friheden« kan formindskes, når først butikkerne er lukkede.
[…] Og jeg ser mere og mere, hvordan den oprigtige glædes smil i ansigterne på de mennesker, der bor i denne del af byen, blegner. Thi det jeg ser, ser de også: Hundredtusindvis af DDR-borgere, der »i 28 år har lidt under indespærring, umyndiggørelse og politisk undertrykkelse«, nu stormer de varehusene og billige supermarkeder i deres søgen efter friheden, som de i så lang tid havde måttet savne; der gang på gang stillede sig i udbetalingsstedernes kø, for at erfare de så længe savnede sandheder, der hertillands åbenlyst kun bliver offentliggjort på 100 D-marksedlerne; Hundredtusindvise, der nu trætte af de ugelange demonstrationer på DDR-gadernes hårde asfalt, lader sig transportere gratis gennem Vestberlins gader, eller fortrinsvis stiller deres biler i området, hvor parkering var forbudt, idet det rygtedes, at man i den »tyske slaraffenrepublik« i stedet for parkeringsbøder fik sat bananer bag vinduesviskeren.
[…]
Er det virkelig nødvendigt at henvise til sådanne selvfølgeligheder, at fx alle disse gaver fra borgerne i Forbundsrepublikken, er der blevet arbejdet for? I øvrigt arbejdes der på samme tid, hvor de »beklagelsesværdige landsmænd fra DDR«, i deres livs højdepunkt og åbenlyst ved bedste helbred og i den bedste arbejdstid, belejrer Forbundsrepublikkens forretninger.
Netop DDR-menneskernes »høje arbejdsmoral og flid« har der i den seneste tid været meget tale om – Jeg har boet længe nok i DDR til at have mine egne tanker om det. Tanker, fra hvilke jeg her og nu kun vil meddele så meget, at jeg opfatter det som oprørende og torskedumt, når vesttyske politikere ikke skammer sig over, men når de i alvor foreslår at omdanne fridagen den »17. juni« til en »subbotnik til fordel for DDR«. Måske kan man da forære BRD fuldstændigt som den er til DDR!
I øvrigt ser jeg det som en skæbnesvanger vildfarelse at antage, at alt hvad DDR-borgerne her får ’gratis’, virkelig er ’gratis’ – alt har som bekendt sin pris, også dette. I dette tilfælde er prisen værdigheden og respekten, som tilkommer hvert menneske og især: den moralske ret til at løfte sig over regeringen og dens fuldbyrder, idet det nu må blive tydeligt for enhver, der har to øjne og er ved sine fulde fem, at det vil se ud som om, det var misundelse og ønsket om en delagtiggørelse af magthavernes skraben til sig og bedrag, der var »protestens fader« i stedet for virkelig moralsk forargelse.
Så sker det altså, at man vender hjem fra ’Eldorado’ og må erkende, at man er mere fattig end nogensinde før. Varehusets glimmer og hi-fi-gaden fra Korea har ikke gjort en rigere, og selvrespekten er oven i købet gået tabt. Og når det allerede er vanskeligt at få repareret den sydøstasiatiske elektronikindustris brug-og-smid-væk artikler – overfor umuligheden i at genfinde selvrespekten, at befri sig for verdens arrogante foragt, da vil løsningen af det første problem vise sig at være nærmest banalt.
Måske har nogen i DDR læst Schopenhauers ondskabsfulde fortolkning af Moses-bøgerne – især bortmarchen fra Egypten? Man burde gøre det og være bekymret for, at der også i en ikke fjern fortid vil kunne blive dømt sådan om DDR- borgerne […] måske oven i købet allerede om få uger og ikke først om tretusind år.
