Kritik og selvkritik på partiskolen, 10. november 1949

At blive medlem af partiet var ikke nogen selvfølgelighed. Man skulle gøre sig fortjent til et medlemskab og hvis man ikke indfriede forventningerne eller på anden måde faldt i unåde, kunne man miste det. Partiet afkrævede absolut loyalitet. Til gengæld ville et medlemskab give både økonomiske og karrieremæssige fordele.

Fra Matthias Judt (1997): DDR-Geschicte in Dokumenten. Forschung zur DDR-Gesellschaft, Berlin, s. 53.

Vores kursus blev delt op i to seminarer og det efter synspunktet: de kammerater med den største partibevidsthed og den længste partierfaring skulle i det første seminar, de andre i det andet seminar. Da vi så havde taget plads i vores seminarlokale – jeg var inddraget i det første seminar – erklærede kammerat B., at de kammerater, der udmærkede sig ved intensiv tavshed i det kommende studium, ville blive mistænkt for at være fjender af partiet, idet kun fjender af partiet havde en interesse i at skjule deres sande mening. Et par af os kiggede usikkert på hinanden. »Hvordan skulle man nu opføre sig?«, spurgte de sikkert sig selv. Taler vi for meget, så vil vi, der er alt for ivrige, med sikkerhed bryde ind med nogle angrebspunkter, og man ville kunne anklage os for de værste forseelser. Forholder vi os stille, er det ligeledes mistænksomt.

Det er ikke nemt, at finde den rette indstilling til dette ’dialektiske’ uddannelsessystem. Vi begyndte da med den partimæssige kritik og selvkritik hos hver enkelt deltager. Hele dagen gik med, at vi 20 deltagere af seminaret kritiserede os selv og lod os kritisere. Imidlertid forgik det samme i det andet seminar under ledelse af en anden seminarleder. Denne kritik blev gennemført uden skånsel. Hver kammerat gav et overblik over sit hidtidige liv og virke, mens han på en passende måde behandlede sine fejl. Herefter stillede de øvrige kammerater spørgsmål til ham, som skulle føre til, at fortidens yderligere forseelser blev berettet.

Havde en kammerat ikke alt for meget at berette, så blev han vist tilrette af kammerat B., han havde ikke den nødvendige partibevidsthed, til selvkritisk at kunne udfolde sig. Jeg væmmes lidt ved det hele. Vi er da slutteligt ikke i et kloster, men på et kursus i studier i det sovjetiske kommunistpartis historie.

Men måske er det alligevel nødvendigt, uden at jeg dog forstår det? Denne første dag var virkelig nerveopslidende. Jeg føler virkelig, hvordan denne opslidende kritik og selvkritik langsomt gør mig blød. 

Tekst 2 | Oversigten over kildetekster | Tekst 4