Adenauers svartale, 16. marts 1952
Den vesttyske forbundskansler Adenauer førte en udenrigspolitik, der orienterede sig mod de vestlige nationer. Derfor svarede han afvisende på Stalins tilbud.
Målet for tysk politik er i dag som i går, at Vesten skal blive stærk nok til at være i stand til at føre realitetsforhandlinger med Sovjetunionen. Vi er fast overbevidste om – og den sidste note fra Sovjetunionen er et nyt bevis på dette – at hvis vi fortsætter ad denne vej, vil øjeblikket ikke være langt borte, da Sovjetunionen vil erklære sig rede til realitetsforhandlinger. Den russiske note angående en fredstraktat med Tyskland markerer allerede et klart fremskridt, og vi skal ikke lade nogen mulighed for at nå til en fredelig ordning og en ny orden i Europa slippe os af hænde. På den anden side skal en forhalelse i dannelsen af et europæisk forsvar og en europæisk union ikke tillades for nogen pris. En sådan forhalelse vil sandsynligvis betyde afslutningen på de anstrengelser, som er af vital betydning for en forening af Vesten.
[…]
