Hvorfor findes der ingen opposition i DDR?, 17. maj 1957
SED prøvede at bekæmpe utilfredsheden i landet. Bl.a. prøvede man med forskellige argumenter at forklare, hvorfor der ikke var nogen opposition.
Kilde: Neues Deutschland, 12. årg., nr. 116.
Mange borgere spørger, hvorfor der hos os ikke findes nogen opposition og mener, at der da til et rigtigt demokrati hører en opposition. Men demokrati hersker ikke der, hvor forskellige partier optræder mod hinanden, hvor arbejderklassens kræfter er splittet og der består en opposition. Tværtimod, eksistensen af oppositionelle kræfter i borgerligkapitalistiske stater afslører den stadig skarpere fremherskende interessemodsætning mellem de magthavende monopolister og militarister og den undertrykte og fra magten udelukkede befolkning. Opposition er kun bevis på, at folkemasserne bliver nødt til at kæmpe for deres rettigheder mod den herskende klasse.
Bourgeoisiet kan ikke benægte oppositioner, der vokser frem af de uforsonlige klassemodsætninger. Derfor forsøger den at forfalske dette som »karakteristik for sand demokrati« i enhver stat.
Denne holdning blev og bliver udbredt af den højre del af Socialdemokratiet.
Den forhenværende formand for Socialdemokratiet, Schumacher, formulerer det fx som følger: »Statens væsen er ikke dens regering, statens væsen er ikke oppositionen. Statens væsen er regeringen og oppositionen«.
Ud fra sådanne opfattelser bliver så udledt den absurde påstand, at vores socialistiske stat for arbejdere og bønder ikke er demokratisk, fordi der hos os ikke »findes nogen opposition«.
I vores Tyske Demokratiske Republik er magten taget fra krigsforbryderne, monopolisterne og junkerne[1]. Her tilhører fabrikkerne og bankerne folket. Hæren, politiet og retsvæsenet – statens magtmidler – det arbejdende folks værktøjer. Der findes ikke nogen modsætninger mellem regeringens politik og den samlede befolknings interesser.
En opposition i DDR kunne da kun være vendt imod vores regerings politik. Den måtte altså vende sig imod indførelsen af en 45-timers arbejdsuge, imod opføringen af yderligere hundredtusinde lejligheder, imod de lave lejer, imod de stabile priser, imod de lave værkstedspriser, imod de høje udgifter til videnskab og kultur og imod vores fredspolitik. Den måtte vende sig imod arbejderklassens enhed og imod vores arbejder- og bondestat. Den måtte være for indsætning af militarister og fascister ihøje magtpositioner, for NATO-krigspagten og for en forberedelse af en atomkrig. At tåle en sådan opposition ville være en forbrydelse.
[1] Forfatterens note:
Junker: Oprindeligt betød ordet ’unge herre’. I 1800-tallet blev begrebet anvendt som betegnelse for de konservative, adelige og magtfulde godsejere i Preussen. Nederlagene i 1. og 2. Verdenskrig og DDR’s tvangskollektivisering førte til junkernes afskaffelse.
