At blive en del af systemet, 1959
For at kunne gøre karriere i DDR måtte man arrangere sig med systemet. Hvis ikke man udviste den rette ånd og indstilling, kunne partiet sørge for, at ens drømme om en uddannelse eller arbejde ikke blev til andet end ønsker.
Kilde: Matthias Judt (1997): DDR-Geschicthe in Dokumenten. Berlin, s. 55-56.
I gymnasiet skrev jeg en ansøgning vedrørende optagelse til medicinstudiet ved universitetet i Rostock. I ansøgningsskemaet skulle jeg oplyse et ekstra studieønske. Min far rådede mig til at læse økonomi, det kunne man altid gøre brug af – med sikkerhed havde han som bagtanke, at jeg skulle overtage hans virksomhed en dag.
Jeg fik afslag: mine karakterer fra gymnasiet ville være tilstrækkelig for et medicinstudium, men på grund af kvota og de studerendes socialstruktur – arbejderbørn blev foretrukket – kunne man ikke efterkomme min ansøgning. Det blev anbefalet, at jeg skulle lære et erhverv og videreudvikle mig i praksis. Jeg var forbitret, legede også med tanken om at gå til vesten. Men jeg hang ved mit hjem og min vennekreds i Magdeburg. Jeg startede med en læreplads, i det der dengang hed Ernst Thälmann-værket i Magdeburg, som metaldrejer. I begyndelsen var jeg ikke rigtig glad for det, jeg blev som den ældste og eneste student blandt lærlingene ikke udfordret særlig meget. Så fritog man mig fra grundfagene, jeg gennemførte kun fagkundskab såvel som teknisk tegning og det praktiske arbejde.
Siden gymnasiet havde jeg været medlem af FDJ. Selvom jeg ikke var nogen trodsig person, kunne jeg dog tit ikke holde min mund, og en gang imellem fornærmede jeg på denne måde den politiske ledelse i FDJ og virksomhedens fagforening. Efter et års læretid skrev virksomheden mig en anbefaling til et studium. Udtalelsen var ikke særlig positiv, og jeg modtog et afslag underskrevet af den daværende prorektor: »På grund af deres udtalelse må vi desværre igen meddele dem, at de hverken kan optages på medicin- eller økonomistudiet. De bliver fortsat nødt til at anstrenge Dem i Deres samfundsmæssige praksis og den nødvendige politiske modenhed, for på et senere tidspunkt igen at kunne søge om optagelse hos os«. Altså færdiggjorde jeg min læretid.
Disse år var for mig ikke tabte år, nærmere tværtimod. De håndværksmæssige færdigheder kommer mig stadigvæk til gode. Derudover lærte jeg arbejdernes problemer og den kollektive ånd i en brigade at kende. Jeg havde ikke opgivet mit ønske om at læse på universitetet – derfor engagerede jeg mig stærkere samfundsmæssigt og diskuterede mere velovervejet. Jeg blev kandidat hos SED. Mændene fra brigaden sagde: »Dreng, hvis du vil læse, bliver du nødt til at blive medlem af partiet, altså – ind i flokken«. Derudover har miljøet blandt arbejderne – deres diskussioner, deres handlingsmåde – bragt mig nærmere partiets oprindelige mål.
