Russificering
Storfyrst Vladimir Aleksandrovitsj, bror til den russiske tsar Aleksander III, taler til de lokale spidser i Tartu 30. juni 1886. Publikum var domineret af russiske embedsmænd og tyskbaltiske professorer fra Tartu Universitet.
Selvom jeg efter ordre fra Den Allerhøjeste besøger de baltiske kystområder udelukkende af militære årsager, kan jeg ikke undgå at bemærke, at der blandt den lokale intelligens er tvivl om betimeligheden af de forholdsregler, som nu tages for at bringe det baltiske grænseområde tættere sammen med vores fælles kære fædreland (: Rusland). Jeg kan sige Dem, at alle disse forholdsregler er taget uafvendeligt og efter vores selvherskers vilje. Jeg er sikker på, at Hans Kejserlige Majestæt ser Deres tilnærmelse til den russiske familie som en uundgåelig betingelse for dette områdes opblomstring. Idet han bevarer sin uforanderlige og fuldstændige tillid til Dem, som bekræftes af arven efter herskerens far, venter Hans Majestæt af Dem, som har indflydelse overalt i dette område, at De uden forbehold yder assistance til de lokale embedsmænd i deres iver efter at sikre den russiske sag. Må jeg minde Dem om ordene fra min uforglemmelige fader, der nu hviler i fred; at kejser Aleksander II den 14. juni 1867 sagde til de audienssøgende, at de ikke skulle glemme deres tilhørsforhold til den fælles, russiske familie, hvoraf de er en uadskillelig del, og at de skal hjælpe med at få de planlagte forholdsregler til at lykkes. Kejseren udtrykker, idet han er klar over Deres tillid og sætter Deres pligtfølelse højt, de samme ønsker, og jeg gentager, at han udtrykker sin ubegrænsede tillid til Dem. Et sådant ønsker vil Hans Majestæt helt sikkert med Guds hjælp føre ud i livet. Må Gud give, at De hurtigere og mere gennemgribende bliver ét med den russiske familie.
