Deporteret som 4-årig
Uddrag af Peep Vunders erindringer.
Jeg blev født søndag den 8. november 1936 kl. 18.45 i Palmse sogn (: ca. 40 kilometer øst for Tallinn) som søn af en konstabel (: politibetjent). Fødsels tidspunktet er skrevet op i min mors lille kalender. Jeg har overbevist mig selv om, at det at være født på en søndag, betyder lykke, og dermed har jeg forklaret, hvordan jeg er den eneste overlevende af vores familie på syv medlemmer. Min mor døde af sult den 30. januar 1942 i Medvedka landsby i Tomsk-oblasten (: i det vestlige Sibirien) i en håbløs situation, hvor hun for en hver pris søgte at redde sine børns liv. To af mine brødre døde inden mor, min søster og min lillebror efter hende. Da jeg på mirakuløs vis overlevede og kom tilbage til mit fødeland har jeg i de sidste halvtreds år følt mig forpligtet til at gøre noget for alle de, der blev tilbage i det kolde land (: Sibirien).
(…) Min far Voldemar Vunder blev født den 10. november 1904 i Kareda sogn i Järvamaa (i det centrale Estland). Han afsluttede gymnasiet i Paide, tjente ved pansertogsregimentet i Tapa og afsluttede krigsskolen som fændrik (: laveste officersgrad) og kom derefter ind i sidste klasse på politiskolen (: han kunne springe de første klasser over, fordi han var student og officer). I 1929 afsluttede han politiskolen som skolens 6. årgang og blev udnævnt til konstabel i Palmse sogn i Viru-Järva politikreds. Bedstemor lejede en lejlighed ud til konstablen, og der fandt det første møde mellem min far og min mor sted. Tre år senere, den 10. juni 1932, stod deres bryllup. Den kirkelige vielse fandt sted i Helligåndskirken i Tallinn. Derpå fik far nyt arbejdssted som konstabel i Viru-Kabala. Min søster Ell blev født som første barn den 4. august 1933, derpå den 11. december 1934 min bror Enn og så som det tredje barn mig selv. Samme år, 1936, kom far tilbage til Võsu (: badested på kysten ca. 40 kilometer øst for Tallinn) og min livsbane begyndte på slægtsgården. Min yngste bror Pear blev født den 20. februar 1939. De første fire år levede jeg uden bekymringer derhjemme. Bedstemor, tante og karlen Ruudi udførte alt det arbejde, der havde med gårdens drift at gøre. Mor, far og børnene var i det nye hus og om sommeren kom der turister. Vi blev gode bekendte med billedhuggeren Jaan Koort, direktøren for Pikalaenu Pank (: en estisk bank), Paul Öpik, højesteretsdommer Martin Taevere og flere advokater og dommere fra Tartu og Rakvere. Af hændelser fra mine første leveår husker jeg især min bedstemors død den 11. februar 1941. Jeg kan huske bedstemor i kisten på den kolde veranda og begravelsesselskabet i vore store stue. Af junikuppet 1940 husker jeg især, at der på døren til vores hus var to flag, vores blå-sort-hvide og et nyt, der var rødt (: i Estland sætter man flag på korte stænger i beslag, der er monteret på en væg eller en dør). I august 1940 blev far afskediget som konstabel og til sidst blev han ansat ved skovdistriktet i Sagadi. Fars embede blev overtaget af en Arend Lilleberg, en lokal arbejdsmand, som havde gået fire år i skole, og som brugte størsteparten af dagen på et lave underskriftsprøver på aviser. Året efter blev han udnævnt til politruk (: politisk medarbejder, der sørgede for at kommunistpartiets instruktioner blev fulgt) hos militsen (: sovjetisk navn for politiet) i Rakvere.
Så kom den skæbnetunge 14. juni 1941, der ødelagde vores familie. Vi havde ikke ventet, at de ville komme for at deportere os. Det var et stykke op ad morgenen og far var allerede gået til sparekassen, hvor han arbejdede som kasserer. I køkkenet var bordet dækket. Jeg så det dækkede bord for mine øjne i samtlige fire sultens år i Sibirien. De, der deporterede os, var en kaptajn fra NKVD (: det sovjetiske indenrigsministerium), sognets partiorganisator Erich Leemets, formanden for sognesovjetten Gustav Licholm, en aktivist fra Väike-Maarja ved navn Veintrop og en soldat. Jeg kan huske de åbnede skabsdøre og skuffer, hvorfra tingene var hældt ud, Palmse kommunekontor, hvor vi var sammen med andre familier en lang dag, mens vi ventede på transport. Da der kom en stor bus for at transportere mennesker bort, måtte vi blive tilbage, fordi der var ikke plads til vores familie i bussen. Om aftenen kom der en lastbil, hvor vores familie og vores ting var på. Lige før det blev mørkt ankom vi til Rakvere og vi begyndte at gå ombord i kreaturvognene. I aftensolen så jeg min far for sidste gang, han havde rygsæk på og var på vej mod vognene længere fremme i toget. Alle de efterfølgende begivenheder og sult- og dødsårene i Sibirien kan jeg kun genskabe på baggrund af enlige erindringsbilleder. Jeg må som en af de få overlevende bære vidnesbyrd om kommunisternes forbrydelse, som ramte det estiske folk den 14. juni 1941.
Jeg husker ikke de lidelser, som vi måtte gennemgå på den lange rejse gennem Rusland til Tomsk-oblasten. Jeg husker dog soldaterne med geværer i lange rækker på de få steder, hvor vi havde tilladelse til at forlade vognen. Jeg var interesseret i de nye omgivelser, byer og mennesker. Jeg forstod ikke, hvorfor det hele skete. På min tantes ordre skrev jeg som 11-årig (: efter hjemkomsten til Estland) om mit livs første rejse: "… men hverken min bror eller nogen af os vidste, hvorfor der var soldater med geværer, og hvorfor vi blev ført bort til et eller andet sted i Rusland". Vi ankom til Novosibirsk den 31. juli [1941], hvor vi blev sat ombord på en stor pram, hvor der var mellem 780 og 790 estere og næsten 1.100 letter. Fra denne rejse husker jeg den fantastisk store og brede Ob-flod. Det første småbørnsdødsfald på vore pram (den 7. juli) husker jeg ikke. Den 10. juli 1941 ankom vi til Aipolov og vi var på bredden med vores pakker i en stor bunker, hvor vi blev gennemblødte af et stort tordenvejr. Den torden husker alle. Så husker jeg, at tre af os var uden mor på gulvet i et rum, hvor alle mennesker var samme på den måde. Mor var da et andet sted sammen med min døende bror Pear – børn døde på stribe hver dag. Nu ved jeg, at per 1. oktober 1941 var der 33 estiske børn, som var døde i Vasjugan regionen. Da vi sad der på gulvet, kom der en kvinde hen til os, talte med os og gav min ældste søster penge, som hun skulle give til mor. Så en måned efter at hun var fyldt otte, var min søster Ell blev familieoverhoved! Jeg ved ikke, hvem denne estiske kvinde var, men denne gode gerning skal ikke gå i glemmebogen. Efter min bror Pears død rejste vi samme med andre familier på en mindre færge op ad Vasjugan-floden til vores endelige bosættelsessted. Det var Medvedka landsby, der var en af de fattigste i området. I Medvedka sultede vi meget. Ob-floden var samme forår gået meget over sine bredder og de lokale indbyggereres kartoffelmarker gav kun ringe udbytte. Jeg husker en lille hytte med kun et rum med en stor russisk ovn. Jeg kan ikke huske, hvornår Enn, min ældste bror, der var den tyndeste af os, døde. Jeg husker den kroniske mangel på mad og det, at mor tog ting med sig og byttede dem for mad, hvorpå vi fik noget at spise. Engang fik hun en håndfuld mel (…) Jeg husker vores andet opholdssted i landsbyen, det var større, og derfra husker jeg også værtsfolkene (: familien Vunder blev indkvarteret hos lokale russere). Den 30. januar 1942 døde mor, som lige havde født sit femte barn, lillebror Jaak-Andres. Han blev født den 12. december 1941. Mors sidste aften har jeg altid husket. Nogle andre estere var på besøg hos os og de sad sammen med mor ved bordet. Dagen derpå var mor der ikke længere…Af nogle skæbnefæller fik jeg at vide, at min mor døde, mens hun sov med lillebror ved brystet. Og da mor blev kold, så gav barnet på 1½ måned sig til at græde. Jeg kan huske min søster, der sov ved siden af mig på gulvet, og at lillebror lå et stykke tid i en eller anden kasse under loftet. Ell døde om morgenen den 4. april 1942. Hun rejste sig op efter at være vågnet, sukkede dybt og faldt derpå tilbage ned ved siden af mig. Det var afslutningen på hendes liv. Så var vi to tilbage, mig og lillebror. Det er svært at forstå, hvordan det menneskebarn kunne stå imod i endnu to måneder. Han døde den 20. maj 1942. Fra den dag af har jeg været alene, selvom jeg i årtier håbede på at blive forenet med min fængslede far, som havde været forsvundet i et halvt århundrede.
Far døde i december 1941 i Seuvuralag, Stupino lejrpunkt nr. 8. Det fik jeg først at vide i 1990, for sovjetmagten skjulte de dræbtes og i fængslet omkomnes skæbne for disses nærmeste. Jeg mødte nogle mennesker i Tartu, som havde været vidne ti min fars død. Fars kollega Kaarel Parveots fra Rakvere hører til de få estiske mænd, som overlevede af de 750, som ankom til dødslejrene i Sosva den 3. juli 1941. I kraft af hans beretning ved jeg, at jeg aldrig får fars faktiske dødsdato at vide, for dødsattesten er ikke korrekt. Det skete mellem 17. december og nytår. Kaarel Parveots var i det rum, hvor min far blev båret ind, efter at været brudt sammen mens han var på skovarbejde. Samme nat døde han. Foråret og tilsyneladende et mirakel reddede mig fra sultedøden. Da isen var forsvundet fra floden og skibstrafikken begyndte, samlede man sådanne individer som mig ind fra de sultplagede landsbyer og sendte os med pram til børnehjemmet i Aipolovo. Der ankom vi den 22. juni 1942, som der står i registerbogen. Jeg husker svagt den varme sommer og de støvede landsbygader i Aipolovo. Jeg husker et tilfælde, hvor to lokale drenge gav mig tæsk og stjal mit eneste stykke slik eller sukkerknald, som jeg krampagtigt havde holdt i hånden. Fra Aipolovo blev jeg sammen med et par andre estiske børn i forskolealderen sendt til et børnehjem for småbørn i Togur. Fra den rejse husker jeg en pige, der var lyshåret som jeg selv. Sammen med hende forsøgte vi at holde sammen mod dem, der drillede os – vi kaldte hinanden for bror og søster. Nu ved jeg, at hendes navn er Helgi Nurk. Hun kom siden hjem til Estland sammen med mig. Efter ankomsten til Togur er der et stort hul i min hukommelse, som kun kan forklares ved, at sult dræber hjerneceller. Jeg blev syg med et maveonde, som førte mange i døden.. Jeg kan huske øjeblikke, hvor jeg åbnede øjnene, så et rum, hvor jeg lå og nogen i en hvid kittel. Jeg var i Togur børnehjems isolationsafdeling. Efter at være blevet rask sent om efteråret eller tidligt på vinteren 1943 kom jeg ud blandt de andre børn. I begyndelsen var der nogle børn, som jeg kunne tale mit eget sprog med. Senere husker jeg øjeblikke, hvor jeg forsøgte at tale estisk med et af disse børn, men der kom ikke et ord over mine læber. Jeg havde glemt mit modersmål og var blevet en del af en gruppe med mange nationaliteter. Det var forbudt at tale på sit modersmål. Børnehjemsbørnene blev opdraget til at være sovjetiske mennesker, og mange af den blev senere medarbejdere i sikkerhedstjenesten (fx som en senere leder af KGB i Estland Vladimir Pool). Børnehjemsbørnenes vigtigste leg var krig mellem "vores" og "fascisterne" eller mellem "de røde" og "de hvide". Ingen havde frivilligt lyst til at være på fjendens side og det blev tit de svagestes lod. At kaste med sten var den almindeligste form for kamp, og jeg husker stadig de blodige sår fra hovedet. De svageste var jaget vildt. Jeg husker udmærket den dag, hvor min tålmodighed var brugt op. Jeg tog kampen op mod en af mine plageånder og slog ham sønder og sammen, for han blev mål for al den vrede, som jeg havde samlet op. Det skete endnu et par gange, og derefter var der næsten ikke nogen, som havde lyst til at drille mig. Jeg havde tilkæmpet mig en sikker plads blandt de ti førende drenge, og senere opfattede jeg den russiske dreng Volodja og armeneren Rozlik Assojan som mine bedste venner. (…) En af pædagogerne lærte mig bogstaverne og jeg oplevede mine første glæder ved læsningen ved at læse avisoverskrifter. I efteråret 1944 kom jeg i første klasse. Om efteråret gik vi i den store skole i Togur, hvor der var en særlig klasse for børnehjemsbørnene, og om vinteren var vi i skole på børnehjemmet i et kontorlokale. Jeg lærte hurtigt, fordi jeg interesserede mig for sagen. Vi fik intet karakterblad. Først med afslutningen af 2. klasse blev der indskrevet et såkaldt vidnesbyrd i mit hæfte, hvor alle mine karakterer var fem (: i Rusland – og Estland – gives der karakterer fra første klasse efter en skala, hvor 5 er den bedste præstation og 1 er den helt uantagelige. To totaller i løbet af året betyder, at eleven skal tage skoleåret om). Børnehjemmet reddede mig og andre estiske børn fra en sikker sultedød. Kun et par børn af ca. 200 [estiske børn] døde af sygdomme i de sibiriske børnehjem. Jeg husker den sparsomme aftensmad med et par kartofler med skræl, et lille stykke fisk og et glas te. En gang imellem kunne jeg spise mig mæt i svampesuppe, hvis vi selv havde haft rigeligt med svampe hjem fra skoven. Manglen på mad pinte os hele tiden – børnehjemsbørnene gik hele tiden med ansigtet mod jorden for at finde noget, som man kunne komme i munde: en frostskadet kartoffel, nogle grønne spirer eller friske fyrreskud.
På børnehjemmet blev vi opdraget til at være overbeviste soldater i den kommunistiske sags tjeneste. Vi levede af hele hjertet med i Den Røde Hærs sejre og opfattede os selv som frontkæmpernes børn og håbede at mødes med vore fædre efter krigens sejrrige afslutning. Jeg husker den enorme begejstring, som ramte børnehjemmet om morgenen den 9. maj 1945, hvor pædagogen løb fra kontoret til vores sovesal med nyheden om krigens afslutning. Krigens afslutning betød, at postgangen igen kom i gang. Til at begynde med forsøgte jeg at løbe hen til pædagogen, når hun kom med brevene. Men jeg fik aldrig noget brev og til sidst blev jeg klar over, at der jo ikke var nogen, som ville skrive til mig. Når brevene skulle fordeles trak jeg mig tilbage for mig selv i et hjørne og holdt mig beskæftiget. En dag skete der et mirakel. Jeg holdt mig for mig selv og lagde ikke mærke til, at et brev blev råbt op flere gange, og at der ikke var nogen til at tage imod det. Til slut var pædagogen tvunget til at gå hen til mig og hun spurgte, om jeg ikke ønskede at modtage brevet. Det var en stor overraskelse og det åbnede døren til den verden, hvor jeg var kommet fra. Det var i maj 1946 og jeg var ved at afslutte 2. klasse. Brevet var fra min mors søster tante Vanda, som havde søgt efter mig i halvandet år. En god bekendt havde meddelt hende, at Erikas (: Peep Vunders mor) børn var alle døde, men at et barn vist var på børnehjem. Fra den dag begyndte tante en stor korrespondance med myndighederne i oblasterne Tomsk, Novosibirsk og Sverdlovsk. Fru Kers (: en deporteret) skrev fra Sibirien til tante og fortalte hende, hvor hun skulle lede videre efter endnu et negativt svar. Oven i købet var mit navn på russisk vis blevet ændret til Tispus. Tante skrev, at jeg har et hjem, hvor der var en hest til mig, og den hed Mai. Fra den dag begyndte min lange og svære vej tilbage til det estiske samfund. Jeg svarede på tantes brev og fortalte hende om min families død, som jeg også dengang kun svagt kunne huske.
Fordi NKVD fra 1946 til 1948 tillod, at forældreløse midlertidigt kunne opdrages hos familie i Estland, blev det muligt for de estiske forældreløse at vende tilbage til Estland. I august 1946 rejste tre børn fra Togur til Estland: 7-årige Vaike-Marie fra Narva, 10-årige Helgi fra Viru-Maidla og mig selv. Mange år senere fik vi at vide, at Vaikes mor var blevet arresteret sommeren 1942 og sendt på tre års tvangsarbejde for et par håndfulde korn, som hun havde bragt hjem til sit sultende barn. Anbringelsen på børnehjemmet reddede hendes liv. Sådanne storslåede ting gjorde mange mødre. På rejsen hjem til Estland var der et længere stop i en skole i Tomsk. En godt menneske, som var kommet fra Tallinn, blev der for at danne estiske børnegrupper. Vi blev kørt hjem i en række af kvægvogne, hvor der var mange evakuerede børn med forskellige rejsemål: Moskva, Leningrad, Riga osv. I vores vogn var der 26-30 børn. En tante til to pige var med os, hun var taget til Rusland efter børnene uden at kunne et ord russisk. Vi tre fra Togur var de mindste og de eneste, som ikke kunne tale vores modersmål. Jeg hørte misundeligt på en estisk samtale og en dag kom jeg i tanke om et estisk ord – juust (: ost). Mere kunne jeg ikke på den lange rejse. Vores tilbagerejse varede cirka to uger og til sidst slap maden op. I Tapa (: station mellem Tallinn og Narva i Estland) stoppede toget i nærheden af markedet, og da kvinderne (: torvekonerne) blev klar over, hvem vi var, kom der mange og tilbød os mad. Vi ankom til Tallinn den 6. september 1946. I bælgmørke kørte vi gennem byen, der lå i ruiner, til Kruksi-gaden, hvor der var et børnehjem, som vi opfattede som den rene luksusbolig. Den institution blev kaldt for Tallinns Modtagelses- og Fordelingspunkt for Mindreårige. Vi blev straks ført til saunaen, hvor vi blev vasket med en særlig sæbe for at komme af med lusene. Vi fik mad tre gange om dagen, tre retter ad gangen. Maden smagte godt, og portionerne var store. For første gang efter årene i Sibirien behøvede vi ikke at bekymre os om at få noget at spise.
Vi afventede hjemsendelsen i spænding. Ingen blev udleveret uden kontrol. Tantes veninde fra Võsu kom for at hente mig. Hun blev vist fem drenge i række, heriblandt mig, og hun skulle udpege mig. De første dage i Estland husker jeg tydeligt, for alt var så nyt: folk var velklædte, høflige, talte roligt, alt var rent og i orden. Sammen med tante Siina (: stadig tante Vandas veninde) kørte jeg for første gang med sporvogn og så byen. Min tante Vanda ankom et par dage senere, betalte omkostningerne for min hjemtransport fra Sibirien (660 rubler) og fik en attest på, at hun havde overtaget mig til opdragelse i sit hjem. Fra børnehjemmets lager fik jeg et sæt tøj. Med tante kørte vi til Nõmme (: forstad til Tallinn) og den følgende dag tog tante mig med til lægen. Samme dag kørte vi til Võsu med lastvogn, hvor der var kabine på ladet. Da vi nåede frem, var det allerede blev tusmørke. Det var fredag den 13. september 1946. Hjemme på gårdspladsen kunne jeg pludselig huske mange ting. Jeg løb hele vores store gårdsplads igennem, også alle værelse og jeg spurgte tante, hvorfor de mange forskellige ting og sager, som var der engang, ikke var der længere. Mine spørgsmål bortjog tantes tvivl – kunne denne russiske dreng dog være fra dette hus. Da jeg til sidst satte mig ved skrivebordet, hvor der stod billeder i ramme af mor og far og alle børnene, og da jeg så dem som levende efter de lange år i Sibirien, så begyndte jeg uventet for mig selv at græde og hele min hårdhed, som jeg havde haft med fra børnehjemmet, forsvandt. Da jeg samme aften for første gang spiste sammen med tante, spurgte jeg, om vi også har noget at spise i morgen. Tante blev overrasket over spørgsmålet og glemte det aldrig.
