En estisk SS-soldat beretter
Uddrag af interview med fhv. estisk SS-mand, der fra 1945 til sin død i 1999 boede i Danmark.
Jeg gik i Vestholms Gymnasium (: estisk elitegymnasium) i Tallinn i 1939. Den første del af Sovjetunionens tropper kom ind. Vi var forskrækkede. Man kunne næsten ane, at sovjetmagten kom nærmere og nærmere. Ungdommen var til at begynde med indstillet på at kæmpe, men når besættelsen endelig kom (: juni 1940) og det blev aktuelt at kæmpe, så traf Päts og Laidoner (: den øverstkommanderende, general Johan Laidoner) den rigtige beslutning. Det kunne ikke nytte at kæmpe mod overmagten. Vi havde ikke noget håb om hjælp fra vestmagterne som i 1918. Vi håbede på et ragnarok mellem Hitler og Stalin. Vi måtte håbe på at få det bedste ud af situationen for Estland. Sammen holdet mellem de baltiske lande var ikke-eksisterende. Finland turde ikke hjælpe.
På skolen gik også Laidoners plejesøn. De unge mente, at Päts og Laidoner ville stikke af. Päts sagde afgjort nej. Han troede måske på Stalins udsagn.
Som kom opstanden i juni 1940. Jeg havde stemmeret for første gang til valget i 1940 - men det var der ikke meget ved. Min studentereksamen blev lidt udskudt, skolen blev flyttet sammen med det franske gymnasium, så vi fik en blandet skole - piger og drenge sammen - for en gangs skyld. Men bare ikke i samme klasse.
Nazityskland erklærede krig mod Sovjet den 22. juni 1941. Den dag var der landskamp mellem det estiske og lettiske landshold på stadion i Tallinn. Jeg var også med - jeg spillede på ungdomslandsholdet. Det blev en national manifestation med estisk og lettisk nationalsang. Pludselig hørte vi en bombardement. Det var tyskerne, der bombarderede Naissaar (: en ø ud for Tallinn). Det var ikke alle, der hade hørt om krigen. Vi gik forbi Kadriorg-slottet for at hylde præsident Päts (: der er noget galt - Päts var deporteret i juli 1940, Det viser blot, hvor svært det er at bruge hukommelsen som kilde) De russiske bekendtgørelser sagde, at de nazistiske svin havde stukket sin tryne i det hellige sovjetiske fædrelands jord. Det var nye toner, fordi den gang måtte man ikke bruge ordet fædreland - det hed hjemland. Plakaterne var så hurtigt oppe, at vi kunne regne ud, at de sovjetiske ledere vidste, at der var noget i gære. Så hurtigt kunne man ikke få trykt plakater og så videre. De kunne jo trods alt ikke klistre dem op fra morgenstunden.
Familiens forretning (: en slagterforretning) [var] blev[et] nationaliseret. Jeg blev færdig med skolen i 1941. Jeg var ikke gammel nok til at blive indkaldt (: ved den sovjetiske mobilisering i juni-juli 1941), men blev holdt i slags reserve fra man fyldte 16 indtil man fyldte 18 og var parat til indkaldelse. Der var forskellige former for indkaldelser - genindkaldelser til dem, der havde været inde. De unge blev også indkaldt. De skulle mødes på Travbanen. Så jeg gik under jorden. Jeg var næsten forlovet - blev først rigtigt forlovet på Standesamt (: Lõhmus bruger det tyske ord, fordi vi ikke har en tilsvarende institution på dansk. Standesamt, estisk perekonnaseisuamet, er et kommunalt kontor, som registrerer bopæl, giftermål, skilsmisse. dødsfald osv.) i Tallinn under den tyske tid. Det var en Avasalu, som arbejdede på Standesamt (: Verner Avasalu kom til Danmark som flygtning i 1945 og kom senere til Sverige).
Så kom tyskerne ind. Vi kaldte det befrielsen - uden at være nazister. Tværtimod var Estland det første land, hvor nazistpartiet (: altså vapserne) blev forbudt. Estland havde forbudt kommunistpartiet noget før. Min far fik forretningen tilbage, jeg gik til hånde. Vi skulle sælge fisk i forretningen. Min far var rigtig national estlænder. Vi håbede at få en eller anden form for selvstændighed. Vi fik en Selbstverwaltung (: selvforvaltning) under Dr. Hjalmar Mäe. De skulle organisere et estisk politi - stort set alle tidligere estiske politifolk var blevet deporteret. Der var nogle få med nazistiske tilbøjeligheder under selvforvaltningen. Det var vigtigt at få nogle gode estere ind - og undgå nazisterne - at der skulle kunne komme kommunister derind, det ville ingen tro på. Af ordenspolitiet var der flere tilbage, mens alle i sikkerhedspolitiet og kriminalpolitiet var væk. De skal jo oplæres - det kan man ikke bare.
Allerede dengang var [den senere] oberst Tuuling (: Juhan Tuuling kom senere sammen med Lõhmus til Danmark, hvor Tuuling døde i 1946) på spil, han fik en god stilling, inden han kom til fronten. Han hadede også tyskerne. Jeg meldte mig til politiet. Der var forskellige tjenestegrader. Kordnik (: betjent) var det laveste, så kom vanemkordnik (: overbetjent), sergent og konstablerne, der var ordenspolitiofficerer. Dem var der mest mangel på, de skulle være studenter, mange læste jura for at blive kommissærer. Jeg kendte mange fra skolen (: og med de mange bekendtskaber kunne Lõhmus komme ind i politiet) og de sagde, Lõhmus, han er så ung. Jeg fik en 14 dages uddannelse og så afsted. Der var kurser bagefter. Så blev man vicekonstabel. Jeg ved ikke, hvornår vi skulle have den rigtige uddannelse. Vi blev gjort opmærksom på, at hvis vi ville med i krigen, på officersskole, så var det nu, man skulle melde sig. Men vi ville jo ikke med i krigen! Der var ikke meget melderi der.
Sådan som krigen gik - tyskerne havde lovet ditten og datten - så begyndte tyskerne at presse på. “Nu har vi brug for frivillige” sagde de. Der var en del frivillige, arbejdsløse, der blev ført ind. I Danmark har man jo det mundheld: “Af to onder vælger man det mindste”, og uanset hvad man mener her i landet, så var tyskerne det mindste for os. Og dengang var der jo ikke mange muligheder for at komme til den anden side.
Pludselig blev vi kommanderet alligevel. Vi fik ekstra helbredsundersøgelse, blodprøver og alt det der, og så blev vi spurgt [om vi ville melde os frivilligt]. Vi sagde næsten alle nej, fordi vi var også i den vildfarelse, at SS’erne havde mærker (: var tatoverede) som de havde her i landet (: altså de danske SS'ere). Men det var der ikke noget af. Men så fik vi en ordre fra den estiske politichef, at så og så mange skulle til Polen i uddannelseslejr.
Jeg rejste fra Tallinn den 1. april 1943. Vi kom til Polen, [hvor] der var mas med tyskerne, de gamle officerer. De ville have mig på underofficersskolen, men det begyndte at gå endnu mere galt i Rusland, og så blev det estiske Waffen-SS regiment startet. Det blev senere divisioner det hele. [Den senere] oberst Riipalu (: Harald Riipalu havde været estisk officer før 1940, men gik i tysk tjeneste. Riipalu var i Danmark 1945-1949, hvorefter han udvandrede til Storbritannien) var (…) med de estiske frivillige der. Så kom vi til regimentet, vi blev sendt til Nevel-fronten (: i Hviderusland). Jeg begyndte hos ingeniørtropperne. Jeg kunne lidt morse i forvejen, og jeg begyndte at lære det - det er det, der forstås ved ingeniørtropperne. Hvis man havde bedre tid, så skulle jeg også havde lært at strække linjer og sådan noget. Det kan jeg ikke - ja, jeg har hjulpet, men...
I første omgang kom vi ikke til Nevel-fronten, der var et partisan-område. tyskerne omringede i sin tid området med tanks, men de fik ikke renset. Vi skulle rense ud der. Vi var lige ved at ramle sammen med et estisk Værnemagts-regiment, hvortil de havde taget flere politifolk, bl.a. min sergent, som jeg traf der.
Så begyndte det at knibe frygteligt på Narva-fronten. Jeg var på Narva-.fronten før 15. februar 1944, hvor jeg fyldte 22. Vi kom dertil over Petseri-området. Vi kørte forbi der, hvor Riipalu havde sloges så hårdt, ved Peipus-søen.. Ved Narva-fronten blev der lavet en estisk division, esterne ville have estiske enheder. Augsberger, en gammel Allgemeine-SS-mand, blev chef for divisionen. Som officer var han mægtig god. Så kæmpede vi frem og tilbage, der blev tilbagetrækning. En af mine skolekammerater, godt nok to år ældre, en officer, Saarva, der senere kom til Danmark, ville have mig og nogle andre med i et Jagdverband (: svarer til opklaringsenhed). Jeg skulle så trække dem gennem skovene, de unge tyskere - jeg var jo gammel - i hestevogne, det var sgu’ hårdt arbejde. På vejen fik jeg en granatsplint. Jeg skulle hente fromage, ja!, til staben fra køkkenet. Jeg havde hænderne fulde. Pludselig sprang den. Heldigvis var det kalkjord. Hvis den var gået ned i jorden, så havde jeg været færdig. I stedet blev det et stort fyrværkeri - hvor jeg ikke kendte Tivoli endnu! Jeg følte ikke noget, men der gik det venstre øre. De andre i stabsbygningen, de tænkte, nu er han færdig. Men jeg kom stille og roligt. Jeg rystede så mærkeligt. Jeg hørte, da bomben faldt - lyden. Men jeg havde hænderne fulde.
Jeg skulle aflevere dem (: altså de tyske soldater) i Viljandi, og det gjorde jeg. Så kunne jeg ikke finde tilbage til min enhed, jeg besøgte i stedet min gudfars fætter, som havde en gård i [uforståeligt], hvor jeg havde en ridehest. Så kom krigen nærmere. Da jeg var hos ham, så kom russerne til Tallinn. Jeg kunne ikke finde min enhed, men jeg havde min hest, så jeg ville ride et stykke med den hest. Det var lang tid siden, jeg havde redet på hesten, og der kom nogle russiske partisaner og skød, så hesten var ved at smide mig af. Jeg sendte hesten hjem.
Jeg så pludselig en lille tysk lastvogn, der var fyldt med radioanoder. Jeg sprang på den. Der lød en eksplosion, lastvognen væltede, og jeg kom ind under anoderne og kunne ikke få luft. En af mine egne knægte, altså soldater, havde set det og gjorde mig fri af anoderne. Tyskerne kørte bare videre - så hvis det ikke havde været for ham, havde jeg været der endnu. Vi var nu på vej mod Letland, vi sov i høstakke. Min knægt ville ikke mere, han ville til Pärnu, jeg sagde nej. På den estisk-lettiske grænse var der mange samlet, mange i gamle estiske hjemmeværnsuniformer. Her var der en kaptajn, der holdt en tale. Budskabet var: Vi kommer tilbage igen.
Det gik videre mod Tyskland. Vi nåede den lettisk-litauiske grænse. Her traf jeg en militærpolitiofficer, der var fætter til min forlovede. Han vidste, hvor min enhed var, ca. 10 kilometer borte. Han lod mig køre derhen. Vi nåede derhen. Hvor var Augsberger, det var der ingen der vidste. Tyskerne havde trukket sig lidt for hurtigt tilbage, men fra et militært synspunkt var det svært at forsvare Estland.
Vi kom til brohovedet – Libau (: Liepaja, der stadig var besat af tyskerne). 10. oktober, min fars fødselsdag, sejlede vi derfra til Danzig (: Gdansk i Polen). Tyskerne havde forberedt det, vi fik radioapparater og lidt uddannelse og blev sendt omkring. (..) Men så kom Tuuling, vi blev kaldt tilbage fra Danzig til Hohensalzen i den polske korridor (: syd for Gdansk). Det var spionarbejde, vi skulle have være smidt ned i Estland. Tyskerne mente, at krigen også kunne gå den anden vej. Det var en håbløs opgave. Tuuling fik kommandoen over vores gruppe og en anden, der var under uddannelse et andet sted. Tuuling var regimentschef i den estiske division. Vi kaldt hjem. Russerne kom nærmere. (…) Vi skulle afsendes, vi gik til stationen fra en meget stor kaserne. Pludselig kom en tank igennem og skød lokomotivet, Det eneste, jeg fik med, var mine to pistoler.
Der var 30 mand, der blev borte fra enheden. Vi tog en lastvogn. Vi kom til Berlin, Oranienburg. Der var Skorczeny (: Otto von Skorczeny, en berømt tysk faldskærmsofficer, der havde befriet Mussolini fra allieret fangenskab i Italien) chef, og jeg så ham. Jeg spadserede fra lejren til et slot. Der mødte jeg min forlovede, Liivia, der også var flygtet. Hun undrede sig over min uniform. Det var sidste gang, jeg så hende. Berlin blev også lidt bombarderet - det var ikke ligesom Dresden. Vi ville ikke til fronten igen. I Pilsen (: Plaen i Tjekkiet) havde de også en uddannelseslejr, der begyndte vi at lære radiokommunikation, der var den tilsvarende lettiske enhed. Jeg lærte nogle lettiske kvinder at morse, fik mig en kæreste.
Vi fik besked på at vi skulle til Danmark over Berlin - mens de bombede. Ved Flensborg blev toget rigtig bombarderet. Vi sprang ud af toget - to stykker blev skudt lige gennem hovedet - jeg lå imellem.
I Flensborg fik vi et helvedes vrøvl - papirer eller ej.. Værnemagtsobersten hentede generalen, der sagde, at vi skulle til fronten. Han var fræk, så Tuuling tog pistolen frem. “Vi er SS, forstår De hvad SS betyder?” Nå ja. I Odense var der nogen der var sendt i forvejen - et genesungskompagni (: et kompagni sårede soldater, der skulle komme sig). Staben kom til København. Der var 30-45 mand i Odense og vi var 18-20 mand i staben, hvor jeg var Gruppenführer (: underofficer). Meningen var, at vi skulle have været reorganiseret, når vi kom til Danmark. Om vi så skulle have været smidt ned eller op, det ved jeg ikke.
Der var en Hauptsturmführer, der blev idømt døden af tyskerne. Han rejste senere (: efter 1945) til Venezuela herfra. Shell-huset (: hovedkvarteret for Dansk Shell A/S ved Vesterport i København blev brugt af tyskerne, bl.a. til Gestapo) var bombarderet, men tyskerne havde lavet lokaler til os dér. Det var den 17. april 1945. Vi fik købt ekstra civilt tøj, vi gik i civil. Vi var en speciel enhed. Vi havde forbindelse med en gammel estlands-dansker, politiassistent Axel Steinfeldt-Nielsen, Københavns Hovedbanegård, og nogle afleverede deres våben til frihedskæmperne gennem ham. På Fyn fik de afleveret flere våben - vi i staben kom sidst til Danmark, så vi fik ikke afleveret mange våben. Vi fik afleveret lidt.
En dag skulle jeg i byen - jeg skulle aflevere lidt. Jeg havde haft et brev med til Steinfeldt Nielsen, da jeg var i København i januar-februar. Det var et høfligt brev, som til en bekendt. Jeg har tænkt på, om Tuuling kendte Steinfeldt Nielsen fra hans tid i Estland. Vi kom til Hotel D’Angleterre. Befrielsesaftenen var den 4. maj - allerede før den tid var der frihedskæmpere i civil gaderne. Der var nogen anelse om, at befrielsen var nært forestående Vi levede godt, lavede ikke noget særligt.
Den 4. om aftenen var vi på Strøget. Folk råbte, vi skyndte os til hotellet, men der var allerede frihedskæmpervagter foran indgangen. Men de kendte os alle sammen, de holdt nogle tyskere tilbage, men vi kunne gå ind. Dagen efter kom vi, [og frihedskæmperne] fór op og ned ad trapperne. De vidste jo ikke, hvad de forfærdelige SS-folk var for nogle. Pludselig den 5. maj kom BOPA (: en kommunistisk frihedskæmpergruppe), der vidste, at der var nogle estere eller tyske soldater. De sagde: Hænderne op. De kunne ikke finde nogen pistoler, selvom man havde fået dem udleveret. Tuuling talte med Steinfeldt Nielsen, men enheden var ikkesamlet, så... Vi kom på en stor bus til Vestre Fængsel, sammen med nogle HIPO-folk (: HIPO= Hilfspolizei, danskere i en tysk politistyrke), der var slået halvt fordærvet.
De undersøgte hotellet, men jeg havde smidt alle papirer i lokummet, jeg havde mit eget navn og ikke noget dæknavn (: flere estere i tysk uniform fik lavet ny identitet). Distinktioner og alt var smidt i lokummet. Der var dog et par andre, der havde forskellige navne - det var mistænksomt. Men det sjoveste, det var at der var en løjtnant, der hed Baumsen. Baum kan alle være, men -sen, så er det en dansker, en HIPO-mand. De (: stadig BOPA-frihedskæmperne) troede jo ikke på, når vi sagde, at det var en af vore. Den anden hed Holm. En sergent - det var også det rigtige navn. Det var kun de vigtige, der havde dæknavn. De havde besvær. Vi andre havde jo så mærkelige navne, så der kunne ikke være noget med os. Folk råbte ad os. “Landsforrædere!”
Vi kom til Vestre Fængsel. De var for frække med de HIPO-folk, de bankede dem i bussen. Vi var lige ved at komme op at slås. Danskerne blev trukket ud. Vi var estlænderne. Vi fik hænderne op, og så gav vi pistolerne til dem. En fængselsbetjent kunne tysk. Der var bjerge af mad, men vi var ikke sultne. Fængselsbetjenten sagde: “Spis, men I må ikke smide maden ud af vinduet som polakkerne (: polske flygtninge)” Vi fik endda øl, da vi sagde, at vi var estlændere. Men vi havde jo ikke manglet noget på Hotel D’Angleterre, så vi var ikke så sultne. Steinfeldt-Nielsen fik så at vide, at vi var på Vestre Fængsel, så han sendte en lastvogn. Folk råbte hurra, da vi kørte gennem byen!
Vi kom til Blegdamshospitalet (: ved siden af det nuværende Rigshospital i København), Riipalu kom senere, vi blev registreret på hospitalet. Sikken en behandling vi fik, maden var god. Vi kom derfra til Emdrupborg (: det nuværende Danmarks Pædagogiske Universitet). Der var vi et stykke tid. Senere i KB-Hallen og så videre. (…)
I Stenbæk på Fyn var der estiske soldater, som havde lavet rapseri eller comme çi comme ça, som vi sagde. De kom til Esbjerg. Der var den estiske kunsthistoriker Alfred Väga og hans kone, det var familie til vores kunder i Estland, så dem kendte jeg. Vi var en 40-50 estere. Der var en ritmester Seehusen, der var lejrchef i Esbjerg. I KB-Hallen var der en CB-mand (: Civilt Beredskab, svarer til vore dages Beredskabskorps), der var lejrchef. Der var tre estiske værnemagtsløjtnanter, der kom til Esbjerg, de andre SS blev i København og blev sendt til Tyskland. Uno Rüdming blev baptist eller adventist, han blev senere en stor hellig mand i Canada.
På Falster var der en screening, der var der en dame, der vidste, hvad jeg havde været. Hun spurgte: Vil De blive i Danmark? Jeg opterede som underofficer, officielt var jeg ikke særlig betydningsfuld, officielt kun underofficer. Vi blev Displaced Persons.
Der skulle vælges en estisk lejrchef i Esbjerg, Väga foreslog mig, jeg blev valgt. Der var mange invalider i Esbjerg. (…). Der blev sendt tre estiske værnemagtsofficerer, Koit Peebo, en gammel fodboldspiller, og en, der senere skød sin kone i Sverige, blev sendt i min varetægt. Og så de comme çi, comme ça drenge. Jeg fik min egen stue. Jeg kørte rundt mellem afdelingerne, der var flere afdelinger, førend vi fik dem samlet i Esbjerg.
Pludselig skulle flygtningene ud at arbejde i høsttiden. Det var i 1946. I 1947 kom jeg til Falster. Jeg kunne så godt lide København. Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne komme til København. Så skulle de sende nogle flygtninge til Lolland-Falster. Jeg så på kortet, og tænkte, at hvad man ikke kan direkte, det kan man ad omveje. Ritmesteren sagde prøv nu, så hjælper jeg dig på universitetet.
Men jeg fandt et godt sted på Falster. Jeg kom til København, arbejdede, men så var der ikke noget arbejde. Jeg skrev på gebrokkent dansk til min madmor, hun sendte penge, og så fik jeg arbejde der. Senere sendte de mig til Thisted. Det var først på 1947. I Ballonparken (: baraklejr, der stadig findes på Artillerivej på Amager. Her boede de estiske flygtninge i København efter opholdet i KB-Hallen) den 24. februar var der estisk nationaldag. Jeg ville gerne dertil (…). Jeg fik min billet til Falster, dengang skulle man melde sig hvis man afbrød rejsen, jeg afbrød i København, meldte mig ikke og havde et helvedes vrøvl med konduktørerne. Det samme, da jeg to dage senere rejste til Falster. Jeg skulle have været til København igen hurtigt derefter... Men jeg kom først dertil, da jeg blev gift med Agnes i 1951.
