Kollektivisering af landbruget
Uddrag af Peep Vunders erindringer. Om tiden efter at han i 1946 som forældreløs var kommet hjem fra Sibirien til sin fødegård i Võsu øst for Tallinn.
Tante kunne, selv om hun var ene kvinde, klare alle slags arbejde. Hun såede og pløjede, transporterede alting med hestevogn, høstede hø og rug. Jeg, der jo var en barnerumpe, bandt det i neg og satte det stak. Tante lærte mig at styre en hest. Med mit sibiriske temperament fik jeg 18 år gamle Inta til at løbe uden årsag og fik skældud derfor. I arbejdssæsonerne, som ved kartoffelhøsten eller tærskning, var der brug for hjælpere, og disse dejlige arbejdsdage blev afsluttet ved et fælles måltid, hvor der var spændende historier at høre. (…) De to første år efter min hjemkomst fra Sibirien var de lykkeligste. Vi manglede intet, der var gode priser på fødevarer, og tante fik penge både til skatter og til andet. Hun havde tre heste, to-tre køer, svin, får, høns og alt andet nødvendigt, og havde siden sommeren 1941 drevet gården alene. Hun havde avlet en smuk hingst, som var en tro følgesvend og gårdens stolthed. Til mig havde hun skaffet en 1½ års hoppe ved navn Mai. Tante ønskede at opdrage mig til at overtage gården og lærte mig at sige "Jeg er gården Pällus ejer". (…) For de lokale kommunister var vi en banditfamilie, og tante skulle klare alle mulige ekstra ydelser, som sognets sovjet på et hvilket som helst tidspunkt kunne finde på at pålægge hende. Tante skulle uden betaling give logi og føde til agitatorer, militser, sikkerhedsfolk, folkevalgte, revisorer osv. Om aftenen fik hun uventet ordre om at spænde hesten for og køre en pamper til nabolandsbyen. Hvis tante en gang i mellem protesterede, fik hun som svar: "Har De glemt, hvem deres svoger er?" (: Voldemar Vunder var som politikonstabel i Võsu i juni 1941 sammen med sin familie blevet deporteret til Sibirien, hvorfra ti-årige Peep var den eneste overlevende – se kilde 17).
I slutningen af 1948 blev tante udnævnt til kulak eller det arbejdende folks udbytter. Hun havde opfyldt sine pligter til punkt og prikke og betalt sin skat til tiden, men det betød ikke noget. Vi var kommet på den liste, som betød, at vi den 25. marts 1949 skulle sendes på livsvarig deportering til Sibirien. På mirakuløs vis blev vores redningsmand justitsminister A. Jõeäär. Ministeren var på en oplysningskampagne, vist om dannelsen af kollektivlandbrug, og viste sig som den første menneskelige repræsentant for sovjetmagten [, som jeg havde set]. Da han var blevet klar over sin værtindes "kulaktitel", beordrede han sognesovjetten at stryge hende fra listen. Os gav han til minde om sit besøg en bog, som han selv havde skrevet, og hvor der var en præcis forklaring på, hvordan kulakken var en folkefjende. Den dag han skulle afsted, gav ministeren penge for kost og logi, hvorefter tante brød ud i latter, fordi hun for første gang fik at vide, at alle embedsmænd fik diæter for at kunne betale for deres ophold. Aftenen inden den 25. marts 1949 samledes alle gårdejere i Võsu forsamlingshus til et møde. Den ventede, vigtige hovedperson kom ikke, mødet kunne ikke afholdes, selvom mændene blev der til langt ud på aftenen. Den følgende morgen fyldte lastbilernes buldren hele landsbyen, og den varede flere dage. Jeg kom til at tænke på den sibiriske sult og døden omkring mig – alle de ting, som jeg allerede var begyndt at glemme, selvom de var tilstede i min underbevidsthed og kom frem i drømme.
Efter at bønderne var blevet ført til Rusland blev der dannet kollektivlandbrug med frivillig tvang, som man sagde. Min tante gik ikke med i kollektivet, men fortsatte som fri bonde., selvom skatterne blev fordoblet. Tante troede stadig på dokumentet "Bekendtgørelse om den arvelige brugsret til jorden", som arbejdermagten (: sovjetmagten) et par år forinden højtideligt havde udstedt. De følgende to år var præget af hårdt landbrugsarbejde fra morgen til aften. Året efter steg alle skatter så meget, at tante var tvunget til at sælge en hest, en ko og meget andet. Selv da kunne hun ikke betale til tiden, og en efterårsaften efter skoledagens afslutning, hvor vi høstede, kom en skatteinspektør ud på marken til os. Derhjemme blev tantes løsøre opført på en liste og hun fik en meget kort frist til at betale. Hvis hun ikke betalte, skulle hendes løsøre og indbo sælges for en latterlig lille sum, som var fastsat i dokumentet Efter at inspektøren havde forladt os, blev tante længe siddende ved bordet. Hendes store arbejdsmandshænder lå på bordet uden at hun rørte dem, og jeg frygtede, at hendes livsånd var ved at ebbe ud, for hun var allerede en gang brudt sammen. Tante bevarede alle skattedokumenter: 1947: 163,50 rubler, 1948: 485,85 rubler, 1949: 1.075,77 rubler og 1950: 4.549,30 rubler! Vi overlevede også det sidste år. Så kom den sidste, jeg ved ikke hvilket nummer i rækker, bogføring: to heste, en ko, en gris, et får med tre lam og min afdøde mors symaskine af mærket Singer. Dokumentet sluttede med bemærkningen: Der er ikke mere løsøre. Hvis de papir var trådt i kraft, ville min tante som skatteskyldner have fået to års fængsel efterfulgt af livsvarig deportation til Sibirien. Den sidste indførsel er dateret den 18. april 1951, Efter den dag gik tante til slut "frivilligt" med i kollektivlandbruget og underligt nok var der ingen, som derefter krævede betaling af skattegælden. Tantes dyrebareste eje, den røde hingst Jaalo og den stilfærdige hoppe Mai, blev ført til kollektivlandbrugets stald. Ingen af den fik længere tantes omsorg at føle.
I kollektivet, der bar navnet "Den Rette Vej" udførte tante nu som før en mands arbejde, fordi i hendes brigade (: sovjetisk udtryk for arbejdsgruppe) var der kun en mand, hvilket var karakteristisk for estiske landbyer efter krigen. Jeg husker udmærket det første fællesarbejde på Pällus marker, hvor tante og de andre kvinder pløjede med høst, men midt på marken stod stiv som en pink brigadelederen Aleksander Raudsik. Denne kommunist var kommet til Võsu ved junikuppet i 1940 og havde tiltrukket sig opmærksomhed ved sin overtagelse af arresteredes ejendom og sin fuldskab. Om efteråret kom vodkaflasken med på marken. For min tante, der var afholdsmand, var det uhørt. Da efterårsarbejdet var slut havde tante optjente det største antal dagsværk (. regneenhed for arbejdsindsats) blandt kvinderne i kolhosen og hun tog sin hest og kørte til kolhosens centrum i Käsmu for at få udbetalt sin årsløn i korn. Tante smed et par tomme sække i bunden af vognen, tænkte sig lidt om og tog så en sæk til. Da hun vendte hjem tog hun med den ene hånd en sæk, hvor der trods alt var noget i, smed den ind i laden og gik stille ind og udførte sine huslige pligter. Efter årsskiftet fik hun nogle rubler på en postudbetaling, og hendes betaling for et dagsværk var dermed 7 kopek (1 rubel = 100 kopek) for et dagsværk. Der var fattigdom i huset. Vi blev forsørget af den ene ko, som kolhosens medlemmer havde tilladelses til at holde, samt af de grøntsager og kartofler, som vi kunne dyrke i vores have.
