Straffeekspeditioner mod bønderne, 1906
Danskeren Jens Peder Andersen, der var udvandret til Estland i 1885, havde siden 1897 været forvalter på godset Haimre i det vestlige Estland. I sine erindringer, der blev udgivet i 1987 efter hans død, omtaler Jens Peter Andersen sine oplevelser som vidne ved standretterne i forbindelse med straffeekspeditionerne efter 1905-revolutionen.
De største forbrydere blev skudt på stedet, og de andre fik fra 15-250 slag rotting. Jeg måtte fungere som vidne hver dag i over to uger. Der var i den tid erklæret krigstilstand, og alting gik meget strengt til. Jeg havde været vidne både ved hovedgårdens brand, derefter bigårdens molestreren, og til sidst også der, hvor jeg blev ført som fange, og da jeg allerede dengang havde været 8 år på samme gård, så kendte jeg jo alle omegnens beboere, hvoraf en stor del var med i oprøret. Og vi så i den tid mange kendte ansigter mellem de revolutionære, både fra vor egen og fra nabogården. Under alle disse skarpe forhør og udsagn var jeg blevet en del nervøs og var tillige ked af det hele, hver eneste dag at skulle være et sådant vidne, der skulle tale sandhed, og dog så nødig ville, at alle disse, mest unge mennesker, skulle skydes eller prygles så frygteligt. Til sidst hørte jeg, at der var blevet sagt om mig, at det ikke kunne nytte stort mere at afhøre mig som vidne, da jeg først vidnede rigtigt nok, men ellers vidste at berette noget særligt godt om alle disse vildledte mennesker. Jeg vidste jo nok, at det hele var gammelt indgroet, ja, jeg kan sige nedarvet had, som havde fået luft, men på den anden side var jo anførernes skyld, at det var kommet så vidt. Men disse var flygtet først til Finland, og senere også til Danmark og Sverige.
