Estland efter kuppet i 1934
Statsminister Konstantin Päts som folkets husbond. Päts' tale om "det skabende arbejde".
Når vi kører gennem landet, så ser vi, at vore marker er tomme, selvom solen står højt. Grøfterne på markerne er ikke gravede, stenene er ikke samlede, krattet er det samme, som det var for hundreder af år tilbage. Er der ikke her brug for en arbejdsvillig hånd, bør man ikke her dyrke omgivelserne og kultivere dem? Man skal skabe nyt og ikke blot pløje med en dårlig plov og udslidt hest, uden at der lægges en ny stump jord til den gamle. Men jorden dér ved siden af kalder og råber, om der ikke snart kommer en dygtig bonde. Vort folk er stadigvæk delvist præget af herregårdstidens tanker: Tag dig af dit lille stykke, så du kan komme hurtigere til ro om aftenen. Sådan kan det ikke blive ved. Vi skal vække vort folk til det skabende arbejde. Jeg benægter ikke, at folk udfører hårdt arbejde. Men andre, der lever i endnu vanskeligere vilkår end vi, udfører også hårdt arbejde, men på en anden måde. Hvis vi kaster et blik på det finske folk, så ser vi, at dér lægger enhver bonde hele tiden et stykke jord til sin gård. Dyrkning af den jord, som allerede en gang er pløjet, kaldes ikke for 'opdyrkning'; opdyrkning er det kun, når der lægges ny jord til. Vi har brug for åndeligt, fysisk og også kulturelt arbejde. Til denne nyopdykning indbyder jeg Dem (…)
Vi sang lovsange og fædrelandskærlige sange til vort land, også da vi var fremmede forpagtere og karle, ikke engang nyopdyrkere, i dette land. Dette land har brødfødt os i årtusinder. Vi ser nu, at der har rejst sig en vis afsky mod dette land. Vi hører, at livet på landet ikke er givende; at man bør forlade landet, flygte. Men netop dette smudsige liv på landet har givet os, hvad vi har – vor uddannelse, vor selvstændighed, vor kultur. Det betyder, at livet på landet ikke er så trøstesløst, da det under så svære betingelser har kunne løfte os op på de gamle kulturfolks niveau.
