Russificering i sovjettiden
Uddrag af førstesekretær Janis Kalnbarziaš' tale om fejltagelser i politikken vedrørende forholdet mellem folkene holdt ved Letlands Kommunistiske Partis Centralkomités lukkede plenum den 7.-8. juli 1959.
Den alvorligste fejltagelse i arbejdet med personalet, overtrædelsen af det leninistiske princip om medarbejderpolitik, viser sig ved, at flere ledere i partiet, sovjetterne og de økonomiske strukturer, når de forfremmer de ledende embedsmænd ikke baserer sig på professionelle og politiske kvalifikationer, men først og fremmest på det nationale princip.
Ved beslutning af 30. november 1956 har partiets bykomité i Riga, der blev støttet af kammerat Berklavs, mens han var førstesekretær for Rigas bykomité, udtrykkeligt pointeret, at ved ansættelsen af personale skulle kendskabet til lettisk og russisk tages i betragtning sammen med professionelle og politiske kvaliteter. Dette er en grov forvanskning af det leninistiske princip for udvælgelse af personale, faktisk dets erstatning med et nyopfundet princip – udvælgelse i henhold til nationale principper (…).
Lenins direktiver, at frivilligheden princip strengt skal iagttages, når der gælder kendskab til russisk og lettisk, er også blevet groft overtrådt. I dette tilfælde har vi startet med at administrere ved kategorisk at kræve, at man lærer sprog, særlig lettisk. Vi er endda begyndt at sætte tidsfrister. I ovennævnte beslutning fra bykomiteen i Riga var der et krav om, at personalet skulle beherske det lettiske og det russiske sprog inden for 2 år. I overensstemmelse med denne beslutning blev lederne for virksomheder og organisationer bedt om at overveje, om det var muligt at beskæftige personer, som ikke beherskede sprogene inden for den fastsatte frist. Dermed kunne de ansatte af forskellig nationalitet blive sat i forskellig situation, fordi flertallet af letter, der bor i Riga eller andre byer, i lang tid har kunnet russisk, men de ansatte, som er kommet til Letland fra andre republikker, skulle lære et nyt sprog. På denne måde blev beslutningen fra partiets bykomité i Riga blev til en måde, hvorpå man kunne skubbe det ikke-lettiske personale ud med baggrund i, at de ikke kunne den indfødte befolknings sprog (…).
Der var forsøg på at få partiorganisationen til at afvige fra den korrekte leninistiske vej og på at etablere national isolation og afsondrethed i vores land. Fx gik kammerat Berklavs, medlem af centralkomiteen bureau, da syvårsplanen i oktober blev diskuteret på et fælles møde mellem centralkomiteens bureau og Ministerrådet, åbent imod den generelle partilinje om at udvikle sværindustrien, og gentagne gange bad han om, at Jernbanevognsfabrikken og Dieselfabrikken ikke blev udvidet og at de ikke skulle udvide deres produktion. Hvad var motivationen bag hans reservationer? Det eneste bevis, han gav, var at republikkens indbyggertal er steget med 450.000 på baggrund af de arbejdere, der er ankommet fra andre steder, og at bygningen og udvidelsen af fabrikken ville medfører yderligere arbejdskraftimport (…).
Også forskellige andre funktionærer foreslog forskellige argumenter for, at det ikke er nødvendigt at udvikle forskellige sektorer af industrien. Kammerat Reimanis – litterær medarbejder ved avisen Padomju Jaunatne (: Sovjetisk Ungdom), udtrykte sin mening i den mest åbne nationalistiske ånd. I et brev, som han sendte til Pravda, skrev han: "Nogle beregninger af Letlands industrialisering giver anledning til overraskelse. Flere større virksomheder er etableret, og disse får alting leveret fra Rusland – udstyr, specialister, arbejdere og råvarer. Produktionen føres tilbage til Rusland. Man må spørge sig selv, hvad formålet med at etablere sådanne fabrikker på de nationale republikkers territorium, hvis det ikke er at øge antallet af russiske indbyggere, så de kan blive flertallet, og så en skønne dag, idet de henviser til deres majoritet, erklære opløsningen af denne unionsrepublik."
Dette er politisk skadelige, borgerlige, nationalistiske synspunkter (…).
