Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Massedeportationsbølgen i sommeren 1941

Instruktion fra Ivan A. Serov, Sovjetunionens vicekommissær for offentlig sikkerhed. Triumvirat var de ledende lokale (som regel på amtsniveau) medarbejdere i indenrigsministeriet eller mere nøjagtigt folkekommissariatet for interne anliggender NKVD. De grupper, der skal udføre deportationerne, omtales i dette dokument skiftevis som administrativgrupper og operativgrupper, men kendes ellers mest under det sidste navn.

 

Instruktioner vedrørende udførelsen af deportationen af antisovjetiske elementer fra Litauen, Letland og Estland

 

Strengt fortroligt.

 

1. Situationen i almindelighed

Deportationen af antisovjetiske elementer fra de baltiske stater er en opgave af stor politisk vigtighed. Dens heldige udførelse afhænger af, i hvor stor udstrækning amternes administrative triumvirater og administrative hovedkvarterer er i stand til minutiøst at udarbejde en plan for udførelsen af operationen samt af evnen til at forudse alle nødvendige faktorer. Den grundlæggende parole er endvidere, at operationen skal udføres uden støj og panik, sådan at ingen demonstrationer eller overgreb ikke blot fra de deporterede, men også fra de dele af den omgivende befolkning, der er venligtsindet over for sovjetmagten, vil forekomme.

Instruktioner om udførelsen af operationen er beskrevne nedenfor. De skal følges, men i individuelle tilfælde, afhængigt af omstændighederne for den konkrete operation og for at kunne foretage en korrekt bedømmelse af situationen, kan og skal de medarbejdere, der udfører operationen, træffe forskellige beslutninger for at nå samme mål, altså at udføre den modtagne opgave uden støj og panik.

 

2. Måden hvorpå der gives instruktioner

Instruktionen af operativgrupperne skal foretages af de amtslige triumvirater inden for så kort tid, som muligt, på dagen før påbegyndelsen af operationerne, idet man tager rejsetiden til operationsstedet i betragtning.

De amtslige triumvirater skal i forvejen have truffet de nødvendige forholdsregler for at overføre operativgrupperne i landsbyerne til operationsstedet.

Med hensyn til spørgsmålet om tildeling af det nødvendige antal biler og vogne til transport skal de amtslige triumvirater kontakte lederne af de sovjetiske partiorganisationer på stedet.

Steder, hvor ordrer kan gives, skal i forvejen være nøje udvalgt og deres kapacitet, udgange, indgange og muligheden for uvedkommendes opdukken skal undersøges.

Mens ordrer afgives, skal bygningen være sikkert bevogtet af de administrative medarbejdere.

I det tilfælde, at nogen af de deltagende i operationen ikke møder op til instruktion, skal det amtslige triumvirat ufortøvet tage initiativ til at erstatte vedkommende med personer fra en reservestyrke, som i forvejen skal afsættes.

Triumviratet skal gennem sin repræsentant informere de myndighedspersoner, som er samlet, om regeringens beslutning om at deportere et nærmere bestemt antal antisovjetiske elementer fra de respektive republikkers territorium. Endvidere skal der gives en kort forklaring om, hvad de deporterede repræsenterer.

De (lokale) sovjetiske partiarbejdere, som er samlet til instruktion, skal særlig informeres om den kendsgerning, at de deporterede er fjende af Sovjetfolket, og at et væbnet angreb fra de deporteredes side derfor ikke kan udelukkes.

 

3. Måden hvorpå dokumenter fremskaffes

Efter den almindelige instruktion til de administrative grupper,, skal de have udleveret dokumenter om de deporterede. De deporteredes personlige sagsmapper. De deporteredes personlige sagsmapper skal forinden diskuteres og afgøres af de administrative grupper, kommuner og landsbyer, så der ingen forhindringer er med at få dem udleveret.

Efter at have modtaget de personlige sagsmapper, skal det overordnede medlem af administrativgruppen gøre sig bekendt med de personlige sagsmapper for den familie, som han skal deportere. Han skal kontrollere antallet af personer i familien, at der er det nødvendige antal nødvendige blanketter, som den deporterede skal udfylde, og at der er transport til at flytte den deporterede, og han skal have udfyldende svar vedrørende de emner, der ikke står klare for ham.

På det tidspunkt, hvor sagsmapperne udleveres, skal det amtslige triumvirat forklare til hver overordnet medlem af administrativgrupperne, hvor den deporterede familie skal bosættes og beskrive den rute, der skal følges til deportationsstedet. De veje, som det administrative personel skal tage sammen med den deporterede familie til jernbanestationen, skal også fastlægges. Det er også nødvendigt at fastlægge steder, hvor der er placeret militære reservestyrker, i det tilfælde at det skulle blive nødvendigt at tilkalde dem i tilfælde af mulige overgreb.

Tilgangen til våben og disses stand skal undersøges for hele det administrative personels vedkommende. Våben skal være fuldstændig klar til kamp, afsikrede, men der skal ikke være noget projektil i magasinet. Våben skal kun bruges som en sidste udvej, når administrativgruppen angribes, trues med angreb eller der foretages modstand.

 

4. Måden hvorpå deportationen skal gennemføres

Hvis en række familier skal deporteres fra et sted, vil en af de administrative medarbejdere blive udnævnt som overordnet i forhold til deportationer fra den pågældende landsby, og vedkommendes ordrer skal efterleves af det administrative personel i den pågældende landsby.

Når administrativgruppen er ankommet til en landsby, skal den tage kontakt til (idet de iagttager den nødvendige diskretion) de lokale myndigheder: formanden, sekretæren eller medlemmer af landsbysovjetten, og disse skal bekræfte det præcise opholdssted for de familier, der skal deporteres. Derefter skal operativgrupperne sammen med de lokale myndigheder begive sig til de familier, som skal deporteres.

Operationen skal påbegyndes ved daggry. Når man tager sig ind i den deporteredes hjem, skal det overordnede medlem af operativgruppen samle den deporteredes familie i et rum, og tage alle mulige forholdsregler, sådan at overgreb kan undgås.

Efter at medlemmerne af familien er kontrolleret i forhold til listen, skal man fastslå, hvor de fraværende befinder sig, og hvor mange er syge, og derefter skal familien beordres til at overgive deres våben. Uanset om der udleveres våben eller ej, skal de deporterede kropsvisiteres, og derefter skal hele området undersøges med henblik på at finde våben.

Mens området undersøges, skal et af medlemmerne af operativgruppen efterlades til at holde vagt ved de deporterede.

I tilfælde af at undersøgelsen afslører et begrænset antal skjulte våben, skal disse indsamles af og fordeles blandt administrativgruppen, efter at ammunitionen er fjernet fra disse. I tilfælde af at der findes mange våben, skal de, efter at evt. ammunition er fjernet, lægges i den vogn eller den bil, der bragte administrativgruppen til stedet. Ammunitionen skal pakkes og placeres sammen med riflerne.

Hvis det er nødvendigt, skal der arrangeres en konvoj med et passende vagtmandskab til at transportere våbnene.

Hvis der opdages våben, kontrarevolutionære brochurer, litteratur, fremmed valuta, store mængder værdisager osv., skal en kort undersøgelsesformular, der beskriver de fundne våben eller litteratur, udarbejdes på stedet. I tilfælde af væbnet modstand skal spørgsmålet om anholdelse og afsendelse til det lokale NKVD af de personer, der har øvet væbnet modstand, afgøres af de amtslige triumvirater.

Der skal udarbejdes en formular vedrørende de deporterede, der skjuler sig før deportationen eller som er syge, og denne formular skal underskrives af formanden for den sovjetiske partiorganisation.

Efter at de er undersøgt, skal de deporterede underrettes om, at de efter regeringens beslutning skal deporteres til andre egne af unionen.

De deporterede har tilladelse til at medbringe husholdningssager op til en vægt af 100 kilo.

1. Jakkesæt.

2. Sko.

3. Undertøj.

4. Sengetøj.

5. Tallerkner.

6. Glas.

7. Køkkenudstyr.

8. Madvarer – anslået en måneds forsyning til en familie.

9. Penge, so  de har til rådighed.

10. Sæk eller kasse, som de kan pakke sagerne i.

Det anbefales, at man ikke medtager store ting.

Hvis personerne skal deporteres til et landbrugsområde, kan de medtage mindre landbrugsredskaber: økser, save og andre ting, som skal bindes sammen og pakkes separat fra de andre ting, så de lastes i særlige godsvogne, når man afgår med deportationstoget.

For ikke at blande dem sammen med ting tilhørende andre skal de nedpakkede ejendele markeres med den deporteredes navn, fadersnavn og landsby.

Når man laster disse ejendele ombord på vognene, skal de tages forholdsregler sådan, at den deporterede ikke kan anvende dem til modstand, når kolonnen bevæger sig på landevejen.

Når vognene er lastet, skal administrativgrupperne sammen med repræsentanterne for de sovjetiske partiorganisationer udarbejde en liste over ejendelene og den måde, hvorpå de skal opbevares i overensstemmelse med de instruktioner, de har modtaget.

Hvis den deporterede har transportmiddel til rådighed, skal hans ejendele lastes ombord på dette og sammen med sin familie sendes denne til det udpegede afsendelsessted.

Hvis de deporterede ikke har transportmidler til rådighed, skal der mobiliseres vogne i landsbyen af de lokale myndigheder efter direktiver fra det overordnede medlem af administrativgruppen.

Alle personer, der kommer ind i de deporteredes hjem ved udførelsen af deportationen eller som findes der, når denne operation påbegyndes, skal tilbageholdes, indtil operationen er afsluttet, og deres forhold til den deporterede skal fastslås. Dette gøres for at afsløre personer, der skjuler sig for politiet, militsen eller andre personer.

Efter at have kontrolleret de tilbageholdte personer og fastslået, at det er personer, som gruppen ikke har nogen interesse i, løslades de.

Hvis indbyggere fra landsbyen samles omkring den deporteredes hjem, mens operationen foregår, skal de beordres til at gå hjem, og befolkningsmængder skal ikke tillades.

Hvis den deporterede afviser at åbne døren, selvom han ved, at der er medlemmer af Folkekommissariatet for Offentlig Sikkerhed, skal døren brydes ind. I særlige tilfælde skal man kalde administrativgrupper, der arbejder i tilstødende områder, til hjælp.

Overførslen af de deporterede til samlingsstedet ved jernbanestationen skal så vidt muligt finde sted i dagslys, og endvidere skal man tage forholdsregler, sådan at indsamlingen af den enkelte familie ikke tager mere end to timer.

I alle tilfælde i løbet af disse operationer skal der handles med selvsikkerhed og bestemthed uden den mindste pompøsitet, støj eller panik.

Det er kategorisk forbudt at fjerne nogen form for genstande fra de deporterede, bortset fra våben, kontrarevolutionær litteratur og fremmed valuta, og det er heller ikke tilladt at anvende deporteredes madvarer.

Alle medlemmer af operativgrupperne skal advares om, at de vil blive holdt ansvarlige over for retten for forsøg på at sætte sig i besiddelse af de genstande, der tilhører de deporterede.

 

5. Måden hvorpå den deporterede adskilles fra sin familie

I betragtning af at et stort antal af de deporterede skal arresteres og placeres i særlige lejre, og deres familier skal bosættes på særlige steder i fjerntliggende områder, er det nødvendigt at udføre deportationen af den deporterede og hans familie samtidig uden at informere dem om den adskillelse, der venter dem. Efter at have foretaget undersøgelsen og udarbejdet de nødvendige dokumenter til identifikation i den deporteredes hjem, skal den administrative medarbejder udarbejde dokumentet for familieoverhovedet og placeres disse i hans personlige sagsmappe, mens de dokumenter, der udarbejdes for medlemmerne af familien, skal placeres i familiens personlige sagsmappe.

Flytningen af den samlede familie, derimod, skal foregå i ét køretøj, og først på stationen skal familieoverhovedet placeres separat fra sin familie i en jernbanevogn særligt beregnet til familieoverhoveder.

På stationerne skal ejendele, der tilhører de arresterede familieoverhoveder, lastes ombord i jernbanevogne, der er er tildelt dem. Disse vil blive designeret af særlige administrative medarbejdere udnævnt til dette formål.

 

6. Måden hvorpå de deporterede skal konvojeres

Det er strengt forbudt for de operative medarbejdere, der ledsager kolonnen af deporterede, som bevæger sig i vogne, at sidde i de deporteredes vogne. De operative medarbejdere skal følge ved siden af og efter kolonnen af deporterede. Konvojens overordnede operative medarbejder skal med mellemrum gå undt om hele kolonnen for at sikre sig, at den bevæger sig korrekt.

Konvojen skal handle med særlig forsigtighed, når det gælder at ledsage kolonnen af deporterede gennem befolkede områder og ved mødet med forbipasserende: man skal sikre, at der ikke forekommer flugtforsøg og ordveksling mellem de deporterede og forbipasserende er ikke tilladt.

 

7. Måden hvorpå der afsendes

På hvert afsendelsessted skal et medlem af det administrative triumvirat og en særlig person udnævnt til det formål være ansvarlige for afsendelsen.

På operationsdagen skal lederen af afsendelsesstedet sammen med lederen af deportationstoget og de konvojerende styrker fra Folkekommissariatet for Interne Anliggender undersøge jernbanevognene, der er leveret, for at se om de er udstyret med alle nødvendigheder (sovebrætter. toiletbeholdere, lanterner, rækværk osv.) og skal med lederen af deportationstoget diskutere den måde, hvorpå den sidste overtager de deporterede.

Afsendelsen ved stationen skal overvåges af soldater fra de konvojerende styrker fra Folkekommissariatet for Interne Anliggender.

Det overordnede medlem af administrativgruppen skal til chefen for deportationstoget udlevere en kopi af listen af deporterede i hver jernbanevogn. Derefter skal chefen for deportationstoget råbe de deporterede op i henhold til denne liste og skal nøje kontrollere hver familie og fastslå deres plads i jernbanevognen.

De deporteredes ejendele skal lastes ombord i vognene sammen med de deporterede, bortset fra de mindre landbrugsredskaber, som skal lastes omborg i en separat vogn.

De deporterede skal lastes ombord i jernbanevognene familie for familie; man må ikke dele en familie op (med undtagelse af arresterede familieoverhoveder). Der afses ca. 25 personer per vogn.

Efter at jernbanevognen er blevet fyldt med det nødvendige antal familier skal den aflåses.

Efter at personerne er blevet overtaget og placeret i deportationstoget, har chefen for deportationstoget ansvaret for de personer, som er overladt til ham, og for at de når deres mål.

Efter afleveringen af de deporterede skal det overordnede medlem af administrativgruppen udforme en rapport om, at han har udført de opgaver, der var overladt ham. Denne rapport skal stiles til chefen for det lokale amtslige administrative triumvirat. Rapporten skal kort indeholde navnet på den deporterede, om der blev fundet våben eller kontrarevolutionær litteratur, og hvordan operationen blev gennemført.

Efter at de deporterede er placeret på toget og rapporten er indgivet rapport om resultaterne af operationen, skal medlemmerne af de administrative grupper betragtes som fritaget og skal derefter handle i overensstemmelse med instruktioner fra chefen for den amtslige afdeling af Folkekommissariatet for Offentlig Sikkerhed.

 

Sovjetunionens vicefolkekommissær for offentlig sikkerhed

Kommissær for offentlig sikkerhed af tredje grad

/Serov/

 

Tekst 17 | Oversigten over kildetekster | Tekst 19

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk