Hassan al-Bannas syn på Palæstina
MB brugte Hassan al-Bannas 100 årsdag som en anledning til at skrive en artikel om Bannas betydning for palæstinenserne. Hensigten var sandsynligvis at legitimere Hamas kamp mod Israel som liggende i tråd med traditionen fra Hasan al-Banna.
Taget på adressen: http://www.ikhwanweb.com/Article.asp?ID=820&LevelID=1&SectionID=115
Onsdag 13. juni 2007
Igennem 40 år har Fatah bevægelsen ledet den palæstinensiske nationale kamp; for ca. 20 år siden påbegyndte Hamas sin kamp for den samme sag. Når man tager i betragtning, at begge de to bevægelser stammer fra Det Muslimske Broderskabs moderskød (skønt vi er opmærksomme på, at Fatah fra begyndelsen af var en sekulær bevægelse), kan vi danne os et indtryk af, hvor stor sheik Hassan Al-Bannas indflydelse og ideologi har været for den palæstinensiske sag. Al-Banna og hans skole har opnået tre afgørende succeser, som kun få bevægelser eller personer har magtet:
- Al-Banna evnede at opstille en islamisk forklaring, som udover at være letforståelig også er dækkende; hans islamiske forklaring brød med det monopol, som eliten ellers havde betjent sig af, så han med sin forklaring nåede alle grupper i samfundet.
- Al-Banna og hans bevægelse formåede at krydse de regionale grænser, medens andre tidligere eller samtidige islamiske bevægelser alle var begrænset til deres oprindelsesland, som wahhabismen i Saudi-Arabien, Al-Mahdiya i Sudan […]. Al-Banna formåede at skabe en bevægelse, hvis medlemmer er spredt ud i de fleste muslimske lande samt muslimske menigheder i vesten, hvor de alle steder styrer den islamiske bevægelse.
- Det lykkedes for Al-Banna at skabe en levedygtig bevægelse, der lader sig forny og som uden besvær vil kunne holde gennem generationer; denne bevægelse nyder fortsat (mere end 75 år efter hans martyrium) stor styrke, vitalitet og udbredelse på trods af de mange problemer den stod og står overfor. Vi fejrer i disse dage Hassan Al-Bannas hundrede års fødselsdag (han blev født i oktober 1906); på trods af de mange debatter indenfor politik og kultur, hvad angår sheik Al-Banna og hans skole, så prøver denne artikel at fokusere på sheik Al-Bannas holdning til Palæstina.
Umma er én
Da Al-Banna grundlagde Det Muslimske Broderskab i marts 1928, var både den egyptiske officielle interesse og den folkelige interesse i den palæstinensiske sag uhyre beskeden; lad mig give et eksempel på den negative officielle egyptiske attitude. Da den egyptiske premierminister, Mohamed Mahmoud, blev spurgt om sin politik i forhold til den palæstinensiske sag i avisen Al-Ahram d. 20.6.1938, svarede han, at han var Egyptens og ikke Palæstinas premierminister. Og det blev sagt på et tidspunkt, hvor den store revolution fandt sted i Palæstina, og medens den egyptiske konsul i Jerusalem fortsat – indtil 1938 – inviterede de zionistiske ledere til selskaber, der markerede kongens fødselsdag og hans tronbestigelse!!
Sheikh Al-Banna derimod betragtede den islamiske nation som et eneste hjemland; han sagde
" I enhver region, hvor der er en muslim, der siger: `Der er ingen Gud uden Gud, og Muhammad er hans sendebud ’, der er vores hjemland, ukrænkeligt og helligt, med et krav om kærlighed, alvor og en seriøs bestræbelse for dets velfærds skyld."
[…]
Palæstina er muslimernes ansvar
Al-Bannas interesse i den palæstinensiske sag var en naturlig del af hans islamiske forståelse og selve essensen af hans virke; holdningen til Palæstinaspørgsmålet blev for ham det kriterium, som han anvendte til at teste troværdigheden og seriøsiteten i hans kald.
Derfor bekræfter Al-Banna, at ”Palæstina er enhver muslims hjemland, fordi det er en del af det islamiske område, og fordi det er stedet hvor profeternes vugger har stået, og fordi det er stedet hvor der er en Al-Aqsa moske som Allah har velsignet.” Al-Banna ser, at ”den palæstinensiske sag er enhver muslims sag.” (…) han siger i Det Muslimske Broderskabs avis ”al-Ikhvan Al-Muslimount” d. 6.6.1936: ”Det palæstinensiske folk er vore brødre; de, der afviser at hjælpe Palæstina, afviser faktisk at forsvare Allah og hans sendebud, og de afviser at forsvare islam; de der har hjulpet Palæstina og ofret penge og anstrengelse i forhold til Palæstina, de har forsvaret Allah og hans sendebud og islam selv.”
Jihad for Palæstina
Al-Banna indså, at jihad for at befri Palæstina og støtte til dets befolkning er et uomgængeligt krav; i et budskab, som han sendte til den britiske ambassadør i Cairo, offentliggjort i Al-Nazeer 26.12.1938 sagde han “Det muslimske Broderskab vil ofre deres liv og deres penge for at sikre, at hver eneste tomme af Palæstina bevarer sin arabiske og islamiske identitet indtil dommedag.” Endvidere sagde han i et budskab, som han i maj 1939 sendte til den egyptiske premierminister Mohamed Mahmoud: “Briterne og jøderne forstår kun et sprog, og det er revolutionens, kraftens og blodets sprog.”
[…]
Bannas holdning til jøder
Skønt mange islamiske skribenter indtil for nylig undlod at skelne mellem kamp mod jøder, blot fordi de er jøder, og kamp mod jøder, fordi de har ranet Palæstina, så havde sheik Al-Banna fra begyndelsen af en krystal klar forståelse for nødvendigheden af at skelne mellem jøderne som bogens folk, der skal behandles i overensstemmelse med forskrifterne, (…) og de zionistiske undertrykkende jøder, som må bekæmpes, fordi de har besat muslimsk territorium og undertrykker muslimers rettigheder.
Bannas praksis i forhold til Palæstina
I oktober 1947 erklærede Banna overfor Den Arabiske Liga sin vilje til at ofre ti tusind muslimske brødre som et første hold i kampene om Palæstina, der kunne bryde ud når som helst. Imidlertid holdt den egyptiske regering brødrene i et jerngreb og afviste at give dem lov til at rejse. På trods af dette lykkedes det for hundredvis af dem at komme til at deltage i kampene, hvor de spillede en heroisk rolle.
[…]
Opsummerende kan man sige, at Al-Banna her på sin hundred års fødselsdag fortjener en særlig hæder og beundring; han betalte regningen for sin kærlighed til og sin dybe forpligtelse overfor forsvaret og befrielsen af Palæstina; historien vil altid mindes ham som en af hans tidsalders mest prominente mænd, der gav så meget til Palæstina og var i stand til at bringe Palæstina ind i mediernes fokus.
Teksten er oversat fra engelsk af S. Lindhardt.
